Arbejde

KPA - Kunst på arbejde SPECIAL EDITION

Vær opmærksom på arrangementet KPA Conversation i forbindelse med denne udstilling

I denne udstilling stiller vi skarpt på noget så essentielt som ’Arbejde’. Mange af os tilbringer rigtig meget tid på vores arbejde og det er der en række kunstnere, der forholder sig til – her i form af værker bestående af tekst, tekstil og kontorartikler.

Hæftemaskiner, stempler, brevvægte, viskelæder, blyanter og kuglepenne er midler og medier, der ikke umiddelbart skænkes den store plads i kunsthistorien. I udstillingens to konceptuelle fotografier ’Bureaukratiske Apparater’ af Lasse Krog Møller (f. 1972) ser vi humoristiske eksempler på, hvordan trivielle kontorartikler kan forvandles til finurlige skulpturer. Lasse Krog Møller har en særlig forkærlighed for ting, der er kasserede og uddaterede. Det, der er blevet tilovers efter den digitale hverdags indtog, som de stablede kontorartikler illustrerer. Kunstneren er især optaget af at undersøge det marginale i vores fælles livsverden – små tilsyneladende ubetydelige genstande som ophøjes til kunst. I sit altid finurlige blik på hverdagens oversete detaljer og hengemte sager får Lasse Krog Møller os til at se på disse ting med andre øjne.

Arbejdslivet kan af og til byde på mentale udfordringer, som kunstneren Lise Harlev (f. 1973) belyser i sine ordbårne værker. Med udsagnene ”Du tænker hele tiden” og ”Du vil have styr på alt” sætter hun fingeren på den perfekthedskultur, som mange til tider lider under og minder os om, at vi ikke nødvendigvis altid skal have alt under kontrol. Harlev har længe arbejdet med spørgsmål om identitet i tekstbårne værker, hvor teksten gerne, som her, fremstår tvetydig men i et ligefremt visuelt sprog med referencer til både reklameæstetik og offentlig informationsskiltning, hvorved hun fremhæver teksten som både ord og billede.

I Ditte Lyngkærs (f. 1977) værk Det kan da ikke kun være mig? deler kunstneren sit manuskript til en tale til og om det tavse flertal, der – som hun selv – kender til angsten for at fejle og følelsen af ikke at slå til, når man skal stå frem og ytre sig.  Lyngkær bekæmper sin sceneskræk ved at dele de mange nervøse tanker, hun gør sig om dette og som hun ved, at hun umuligt kan stå alene med. Ved at stå frem og artikulere sin usikkerhed og sårbarhed i forhold til en præstationskultur, der favoriserer de udadvendte, skaber hun en fælles forståelsesramme og synliggørelse omkring de vanskeligheder omkring alt det følelsesmæssige, der kan ligge til hinder for enhver ytringsmæssig indsats. Lyngkær arbejder ofte med andres fortællinger, når hun skaber sine værker. Hun kalder sin arbejdsmetode seriel og research- og dialogbaseret, fordi hun ofte gør brug af samtaler og interviews, som hun lader sig inspirere af.

Kunstnernes egne arbejdsforhold bliver behandlet i malerierne Fridag og Brændt ud/Udbrændt af Torben Ribe (f. 1978). Ribes arbejde som kunstner er som så mange andres underlagt en masse lavpraktiske vilkår. I modsætning til myten om kunstneren som en, der nyder og opsøger en særlig form for inspiration, som han kanaliserer ud i sine værker, så er Ribe optaget af hverdagen og af at lade dagligdagens begivenheder og nede-på-jorden virkelighed udgøre det materiale, som hans kunst både omhandler og er gjort og begrænset af. Begge de malerier, der er med på denne udstilling, er i bagepladestørrelse og er bygget op med flødeskumssprøjte, kagespartel og andet konditorgrej. Et hverdagsmæssigt benspænd, der er tæt knyttet til forestillingen om de aktiviteter, der er knyttet til det arbejde, der normalt ligger udenfor den gængse idé om det kunstneriske.

I udstillingens sidste værk, skulpturen Efter arbejde af Mette Høyen Andersen (f. 1958) retter selve værktitlen opmærksomheden mod vores fritid uden for arbejdet. Som det oprullede, vævede tæppe hviler i en aluminiumsstruktur kunne det være selve vævearbejdet, der holdt fri. Men man kunne også med titlen tænke på selve vævearbejdet som noget, man sysler med i sin fritid. Det er paradoksalt, når man ved, hvor arbejdskrævende vævearbejde er i sig selv, og med det perspektiv stiller værket spørgsmål til, hvad vi i det hele taget definerer og tillægger værdi som arbejde. Værkets taktile fremtræden som skulptur i rum og det overraskende møde mellem materialerne, som skulpturen indeholder, er også væsentlig for den læsning af værket, som kunstneren inviterer til. I sit arbejde med sine værker stiller Høyen Andersen sig generelt nysgerrig overfor, hvordan hun kan arbejde med, at værkerne kan åbne sig på forskellige måder.

KPA, 2023