Eduardo Arroyo – Erró – Niki de Saint Phalle

Niki de Saint Phalle (1930-2002), Erró (f. 1932) og Eduardo Arroyo (1937-2018) er ikke blot kommet til verden i mellemkrigstiden. Disse kunstnere er også fælles om en kritisk holdning over for det galoperende moderne mediesamfund.

Niki de Saint Phalle begyndte – trods en yderst respektabel familiebaggrund – at chokere sit publikum med dadaistiske assemblager. Assemblager vil sige, at man dækker billedfladen med ofte tilfældigt fundne genstande. Niki de Saint Phalle samlede alle mulige tingester og nips, mest af plastic, på billedfladen, som hun så stænkede over med maling. En provokation gemte der sig også i den kæmpestore skulptur af en svulmende kvindeskikkelse, “HON”, som vakte betydelig opsigt på Moderna Museet i Stockholm i 1966:

Indgangen var mellem kvindens ben(!), og mens hun udvendigt var dekoreret i brogede farver, var hendes indre malet sort. Herinde var der indrettet en elskovsrede, et galleri med falske malerier, et akvarium, en coca-cola automat, en biograf der kun viste film med Greta Garbo osv. I hovedet var der endvidere en helvedesmaskine, som Nikis mand, Jean Tinguely, havde hjulpet til med.

De svulmende kvindeskikkelser, “Nanas”, som er blevet et kendemærke for Niki, optræder også i andre figurgrupper. Man skal heller ikke lede længe efter dem i de eventyragtige litografier på denne udstilling. Både slangen og menneskene i disse naivistiske små ørkenlandskaber er dekorerede med farvemønstre – ligesom hendes skulpturer i øvrigt.

Erró er islænding og uddannet i Reykjavik og Oslo, men slog sig efter en verdensomspændende rejsevirksomhed ned i Paris, hvor han nu bor. Men efter hans mere end halvtreds billedserier at dømme har han åbenbart haft øjnene med sig i Spanien, Tyskland, Frankrig, Italien, Israel, USA, Sovjet og Cuba. Når han arbejder, afstår han tilsyneladende fra at sortere sine indtryk. Han forklarer ikke noget. Han nøjes med at associere. Og her ligger hans styrke. Errós billeder kan minde om collager, ikke på grund af materialerne, men fordi han spækker hele fladen med et hulter-til-bulter af indtryk fra den forsamlede kulturhistorie – og fra hele verden. Derved får han skildret massekulturen på godt og ondt, dvs. hele det surrealistiske kultursammenstød af politik, teknik, kunst, seksualitet osv. Og koblingerne kan være helt overrumplende rablende.

Eduardo Arroyo er spanier, født og uddannet i Madrid. Som de to andre kunstnere arbejder han figurativt – og satirisk. Arroyos billeder er nærmest ‘flade’, uden de skygge- og lysvirkninger der kan give volumen og dybde til en form. Farven optræder altid som en ens-tonet og præcist afgrænset masse. Det giver dem en plakatagtig kvalitet, så meget desto mere som han gerne nøjes med effektfulde antydninger – eller forenklinger – af en figur som f.eks. i en biografreklame. Når han alligevel som politisk realist løfter sig over sine forbilleder i den kommercielle kunst, er det på grund af sin skarpe humor og ironi.

Peter Michael Hornung