Efter poppen

Der var engang, hvor kunstnerne lavede landskabsmaleri, historiemaleri, portrætmaleri osv. Der var orden i tingene. Derfor vakte det også stor opsigt, da impressionisterne sidst i forrige århundrede fravalgte de klassiske motiver og i stedet skildrede det ”moderne liv” i deres malerier.

Med pop-kunstens opdukken i 1960’erne syntes de traditionelle grænser for, hvad der er kunst, for alvor at være sprængte. Andy Warhol introducerede nye motiver i malerier, der fremtrådte upersonlige som i masseproducerede reklamer

Den tætte dialog med reklameverdenen har Christian Ramsø taget op i sin kunst. Han manipulerer med emblemer på velkendte produkter som Prince, Pepsi og Karat kaffe og erstatter den oprindelige varebetegnelse med sit eget navn. Man ser billederne som en kommentar til forbrugersamfundet og som et signal om, at kunsten er noget andet og mere end blot et nydelsesmiddel på linie med de produkter, der refereres til.

Forbindelsen til pop-kunsten og videre til det moderne forbrugersamfund genfindes i Jan Sanders malerier. Også han har approprieret kendte billeder. Sander har lånt fra kunsthistorien. Et af billederne bygger således på Andy Warhols kendte maleri  ”129 DIE IN JET”. Jan Sander lader disse velkendte kunstværker danne baggrund for logoer og varebetegnelser på alt lige fra vaskemaskiner til sportstøj. Måske en kommentar til ligegyldige reklamespots?

Det anarki, mediernes hastige billedstrøm har skabt i vores værdinormer, ligger også som en gennemgående problematik i Jonas Maria Schulls værker. Ved hjælp af bl.a. store rastelignende prikker og ordspil manipulerer han på samme måde, som også medierne kan manipulere i deres nyhedsdækning. Schulls udgangspunkt er det fotografiske billede, men det er bearbejdet således, at den maleriske dimension får en afgørende effekt.

En gennemgående tendens blandt de unge kunstnere er, at de har lagt efterkrigstidens abstrakte maleri bag sig. Kunsten er med andre ord igen blevet figurativ med motiver, der forholdsvis ubesværet kan aflæses. Det gælder f.eks. Peter Carlsens malerier. De kan ses som portrætter i gammeldags forstand, men kan også læses som en kritik af kunstens tradition for at forædle, ophøje og idealisere. Carlsen interesserer sig for det ordinære, for hverdagslivet, som han skildrer med en veludviklet sans for ironi og for tilværelsens evige paradokser.

Peter Neuchs udviser en lignende sans for at koble traditionens universelle aspekter sammen med hverdagens mere specifikke fænomener. I sine tapetlignende billeder har han valgt at lade en ”skurekone” være det tilbagevendende motiv. Hun står heltemodigt med sin kost og indgår i en absurd dialog med kunsthistoriens utallige Venus’er, Maya’er eller Olympia’er, ja endog med Warhols Marilyn Monroe.

Peter Holst Henckel har i sine bidrag til denne udstilling taget udgangspunkt i naturen. Ikke den romantiske, idealiserede natur, men en forenklet og kliché-agtig natur. Billederne er kølige og leksikalt registrerende. De minder om tavler fra biologilokalet. De står som prototyper på den civiliserede verdens behov for at operere med arter og kategorier.

Udstillingen kan ses som en tilkendegivelse af 90’erkunstens mangfoldighed. Alt er tilladt.

Helle Behrndt