Samtale med Ditte Lyngkær

KPA - Conversation

TAK TIL DITTE LYNGKÆR OG SOSU ØSTJYLLAND

Det er altid en stor fornøjelse at komme ud til vores medlemmer og formidle vores udstillinger på stedet. KPA var for nylig på besøg hos SOSU Østjylland i Aarhus, hvor KPA’s direktør Marie Louise Helveg Bøgh og kunstneren Ditte Lyngkær blandt andet talte om kunstnerens værk ”Det kan da ikke kun være mig”, der lige nu er udstillet på skolen. I værket behandler Ditte den private men dog udbredte følelse af ikke at slå til og angsten for at fejle. Temaet ramte plet på SOSU-skolen og resulterede i en levende samtale om kunstens muligheder for at give opmærksomhed til andre sider af tilværelsen.
 
Lige nu kan personalet og de studerende på SOSU Østjylland se to af KPA’s Special Edition-udstillinger "ARBEJDE" og "SPORT" med værker af: Ditte Lyngkær, Lasse Krog Møller, Lise Harlev, Torben Ribe, Mette Høyen Andersen, Sara Sjölin, Lasse Bruun, Sia Hurtigkarl Degel, Camilla Thorup og Anne Marie Ploug.
 
FN's VERDENSMÅL
SOSU Østjylland er en af Unescos verdensmålsskoler. Det betyder, at de bl.a. arbejder med Verdensmål 4 om kvalitetsuddannelser og delmål 4.7, som siger at “Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en fredelig og ikkevoldelig kultur, globalt medborgerskab samt anerkendelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til bæredygtig udvikling".
 
Derfor opsøger SOSU Østjylland kunsten via KPA og investerer selv i kunst, som et vigtigt element i deres elevers læring og dannelse. 

Kilde: KPA's nyhedsbrev 02-10-2023

KPA's direktør Marie Louise Helveg Bøgh og kunstneren Ditte Lyngkær i samtale hos SOSU Østjylland. Her ses værker af: Sara Sjölin, Camilla Thorup, Sia Hurtigkarl Degel, Lise Harlev, Ditte Lyngkær og Lasse Krog Møller.

 INVITATION 


Mød kunstneren Ditte Lyngkær i samtale med Kunst på Arbejdes direktør Marie Louise Helveg Bøgh

Mandag den 25. september kl. 14.00-15.30

Det foregår på SOSU Østjylland, Hedeager 33, 8200 Aarhus
lokale A1.03 ved skolens hovedindgang.

Arrangementet er offentligt. Der er gratis adgang, men dog med et begrænset antal pladser.

Tilmelding 

Send besked til Eva Helsted: eh@kunst-paa-arbejde.dk

Ditte Lyngkær underviser på Aarhus Kunstskole. 

Hun tog sin afgang fra Konsthögskolan i Malmö i 2004 og arbejder både på papir, med video, tekst, skulptur og tegning. Derudover laver hun podcasts om kunst og antropologi og har tidligere arbejdet med forskningsprojekter, som fx Why is Green a Red Word om forholdet mellem hjerne og sansning. 

Ditte Lyngkær, Det kan da ikke kun være mig?, 2020
Indrammet tekst, 150 x 110 cm.
Værket er med i Special Edition-udstillingen “Arbejde”.