Adami og Alechinsky

Udstillingen er den sidste af to udstillinger i efteråret 2022 og vises i perioden fra den 9. november og otte uger frem.

Adami og Alechinsky

Italieneren Valerio Adami og belgieren Pierre Alechinsky er født henholdsvis i 1935 og 1927 og hører til blandt efterkrigstidens mere gangbare navne. Fællesskabet skal der ikke gøres for stort et nummer ud af, for de er i bund og grund forskellige.

Alechinsky er utvivlsomt den mest kendte i Danmark, især gennem sin tilknytning til gruppen Cobra. Cobra var en af de kunstnersammenslutninger, der så dagens lys i kølvandet på anden verdenskrig, og i en kort omend hektisk årrække mellem 1948 og 1951 knyttede den en stribe af danske, belgiske og hollandske kunstnere sammen i frodig udadvendt aktivitet. Dengang var Alechinsky kun i begyndelsen af tyverne, og han var endnu et relativt ubeskrevet blad. Måske derfor fik Cobra med dyrkelsen af det spontane ekspressionistiske maleri så gennemgribende betydning for ham. Spontan vil i denne forbindelse sige, at man arbejder uden forudgående plan og associerer sig frem, næsten som børn tegner og maler, i en hovedkulds blanding af figurative og abstrakte, bevidste og ubevidste indskydelser.

Sammenlignet med Cobra-kunstnere som Jorn, Appel, Dotremont, Corneille, Constant, Carl-Henning Pedersen m.fl. virker Alechinsky – ikke mindst i dag – mere forsigtig, man kunne næsten sige disciplineret. Hvad der utvivlsomt skyldes den myldrende yngel af organiske former og småfigurer fra Cobra-årene, er i mellemtiden blevet blandet op med inspirationer fra orientalsk kunst og især japansk kalligrafi (skrift). Hertil kommer så Alechinskys særlige begejstring for tegneserier, der ses af, at han undertiden deler sit blad op i to eller flere delvist isolerede billeder, der kommenterer hinanden og hænger sammen, næsten på samme måde som “ruderne” i et seriehæfte.

Også Adami vedkender sig arven fra tegneserien. I det hele taget er hans malerier – ligesom Alechinskys – meget “tegnede”, således at farven kan opfattes som en udfyldning af tomrummet mellem de kraftigt optrukne streger, der deler billedfladen op i landskaber og mennesker. Farven er forenklet og overvirkelig på én gang. I forhold til hvad den dækker, virker den med sin fladhed helt abstrakt, samtidig med at den som et signal kan rette opmærksomheden mod en bestemt del af billedet.

Adami er en eminent tegner, og skikkelserne i hans litografi er djævleblændt sikkert fastholdt på fladen. Men det, der kan siges om farven, gælder til en vis grad også for tegningen. Også den driller og går på tværs af erfaringen. Helheden er som et puslespil med figurer i et landskab, men et puslespil der giver mening, selvom ikke alle stykkerne passer. Formerne er indrammet af et stærkt sort omrids, der slutter omkring farven. Alligevel skrider billedets dele ud og forskubber sig i forhold til hinanden, og visse steder kan det se ud, som om nogen har pillet et stykke ud af helheden – og samlet dem forkert. Billederne er nok helstøbte, samtidig med at de giver indtryk af at være en vellykket kollision af sammenhængende dele. Nogle afslører også hans mange kunsthistoriske kilder, men de er lige så diskrete, som kunstneren i øvrigt er det med sin viden om klassisk kunst.

Peter Michael Hornung, 1990.

Kunstkritiker, Politiken

UDSTILLINGSINFO

Udstillings nr.180

PRINT