Om problemformulering / problemstillinger
Der er mange forskellige udlægninger af, hvad en god problemformulering er.
Jeg opererer med nedenstående koncept, som er inspireret af Hans Branner.
Problemstilling = Et eller flere spørgsmål inden for et bestemt område, hvortil der kan opstilles alternative begrundede svarmuligheder, og hvor valget mellem mulighederne kræver nærmere undersøgelse.
Hvis man spørger: Hvor mange folketingsmedlemmer er der? Eller hvem vandt Vietnamkrigen? Så er der ikke alternative svarmuligheder - og derfor er det ikke en problemstilling.
Hvis man spørger: Hvorfor fandt Holocaust sted? så er der flere svar/alternativer (nazistisk ideologi, ligegyldighed, forråelse blandt centrale aktører, langt historisk jødehad mv.) og derfor er det en ægte problemformulering. Derfor er det som regel en god idé at forsøge at få et "hvorfor" (eller flere "hvorfor") ind i sin problemformulering.
En særlig god problemformulering beskæftiger sig med noget som umiddelbart virker underligt eller mærkeligt Fx hvorfor tjener mænd flere penge end kvinder, når kvinder gennemsnitligt er mere veluddannede. Eller fx hvorfor vandt amerikanerne ikke Vietnamkrigen, når de nu havde verdens stærkeste hær og økonomi?
I SRP skal du selv lave din problemformulering, der fungerer som et udkast til den opgaveformulering, som lærerne giver dig, når skriveperioden begynder. Du kan derfor styre rigtig meget ved at have en god problemformulering.