Historiebrug handler ikke om hvad der skete i fortiden, men om hvordan vi bruger vores om viden om fortiden her i nutiden. Det kan være i en lang række forskellige situationer med flere forskellige formål. Det kan være politikeren, som ønsker at fremme egne politiske mål ved at fremhæve bestemte ting i fortiden, eller det kan være filminstruktøren, der bruger fortidige begivenheder til at lave en god eller interessant film (fx film om romerne eller 2. verdenskrig). Se flere konkrete eksempler og former for historiebrug nederst på siden. (Det er en god ide lige at se eksemplerne og formerne, inden du ser på, hvordan man laver en analyse).
I forbindelse med en analyse af historiebrug så handler det om:
1) At afdække, hvor i talen, videoen, billedet, teksten eller lignende, at der bruges historie - dvs. at der optræder sætninger/billeder med historisk indhold. Det kan fx være Gølpølser, som har bruger en viking i sit logo for at signalere noget dansk.
Eller det kan være politikeren, som bruger historien for at fremme sin egen politik og opnå flere vælgere. Det vil så typisk være i argumentationen for noget. Fx en dansk politiker, som vil argumentere for en mere aktiv dansk militær udenrigspolitik. Han kunne fx sige: "Vi skal ikke svigte og være passive, som under Besættelsen, mens andre lande kæmper hårdt mod den internationale terrorisme". Hér er historiebrugen "Besættelsen" og passiviteten under Besættelsen.
2) Identificere, hvilken type af brug, som der er tale om (se nederst på siden). Vær opmærksom på, at der sagtens kan være flere typer af historiebrug i samme tekst, tale, film eller hvad det nu er.
3) Afdække og vurdere, hvorfor de forskellige typer af historiebrug anvendes
Herunder hvad ønsker afsenderen at opnå med historiebrugen? Desuden evt. hvilke forestillinger om historien afsenderen forsøger at "indprinte" hos modtageren.
Neden for er angivet nogle forskellige former for historiebrug
Eksistentiel historiebrug handler om, hvordan historien bruges til at skabe mening og identitet for enkeltpersoner eller grupper i nutiden. Det drejer sig om at finde eksistentiel retning eller begrundelse for ens eksistens ved at forbinde sig med fortiden. Denne form for historiebrug er ofte tæt knyttet til spørgsmål om overlevelse, tilhørsforhold og kulturel identitet. Når man i Danmark hylder historiske bedrifter fx sejren i EM i fodbold i 1992, så er det noget, som styrker vores fælles tilhørsforhold og identitet.
Politisk historiebrug: Historie bruges ofte som et redskab til at fremme politiske dagsordener. Politisk historiebrug kan ses, når politikere, partier eller ideologiske grupper henviser til historiske begivenheder eller personer for at retfærdiggøre deres handlinger eller politikker. Det kan fx være en politiker, som vil have, at Danmark skal være militært handlekraftige og bruge flere penge på forsvaret. Som argument bruger politikeren, at Danmark under 2. verdenskrig var passive og samarbejdede med Nazityskland. Og se, hvad der kom ud af det… Det må ikke ske igen.
Kommerciel historiebrug: I denne form for historiebrug bliver historien udnyttet økonomisk. Dette kan fx ses i turismeindustrien, hvor historiske steder eller begivenheder markedsføres for at tiltrække besøgende. Historie bruges også i film, tv-serier, bøger og spil, hvor den er tilpasset og iscenesat for at underholde og skabe profit. I Danmark bruges fx vikinge-symboler/ikoner tit, fordi folk forbinder det med noget stort og noget dansk. Prøv at gå på nettet og søg på ”Gølpølser”.
Akademisk/didaktisk historiebrug: Historikere og forskere arbejder med historiebrug, når de gennem forskning søger at forstå fortiden kritisk og balanceret. Akademisk historiebrug bygger på analyse af kilder og forsøg på at rekonstruere dele af fortiden nogenlunde så præcist som muligt.
Moralsk historiebrug: Her bruges historien til at dømme fortidens handlinger ud fra nutidige moralske standarder. Denne form kan ses i debatter om for eksempel kolonialisme, slaveri eller krigsforbrydelser, hvor historiske aktører enten hyldes eller fordømmes for deres handlinger. Moralsk historiebrug handler ofte om at rette op på uretfærdigheder eller fremhæve fortidens ofre.