De 6 læreplanstemaer for dagtilbud i Danmark blev indført med den pædagogiske læreplan i 2004. Disse temaer blev senere opdateret i 2018 som en del af den styrkede pædagogiske læreplan. De 6 læreplanstemaer er:
Alsidig personlig udvikling
Social udvikling
Kommunikation og sprog
Krop, sanser og bevægelse
Natur, udeliv og science
Kultur, æstetik og fællesskab
Disse temaer danner grundlag for det pædagogiske arbejde i alle vores dagtilbud og har til formål at sikre en helhedsorienteret udvikling af børnene.
Det pædagogiske læringsmiljø skal tilrettelægges inden for og på tværs af seks pædagogiske læreplanstemaer, hvor hvert tema er nærmere beskrevet i et bilag.
De seks læreplanstemaer indeholder en række overordnede elementer, jf. bilagene, som børn i dagtilbud skal møde i det pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet. Det besluttes lokalt, hvordan de overordnede elementer konkret omsættes organisatorisk og pædagogisk i det pædagogiske læringsmiljø i hverdagen.
Det pædagogiske læringsmiljø skal ligeledes tilrettelægges inden for to pædagogiske mål for hvert læreplanstema, hvor de pædagogiske mål beskriver sammenhængen mellem læringsmiljøet og børnenes læring.
Det pædagogiske læringsmiljø skal inddrage hensynet til børnenes alder, forskellige forudsætninger og børnegruppens sammensætning.
§ 1 i bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer.