Steinitz var ikke blot en milepæl i skakspillets historie ved at være den første indehaver af VM.
Han fornyede også opfattelsen af det ædle spil. På hans tid var den romantiske stil i højsædet.
Det gjaldt om at angribe for enhver pris, helst i form af geniale kombinationer og inspirerede officersofre.
Steinitz var en tænker, der efter lang tids søgen kom til den sandhed, at man måtte indordne sig under den givne
stillings krav. Man skulle kun angribe, hvis man havde stillingsfordel, hvis det med andre ord var positionelt
berettiget - men så havde man også pligt til at angribe og omsætte sin fordel til noget konkret.
Mange mestre i hans samtid anså disse teorier som en mangel på kreativitet og og originalitet, men udviklingen
gav Steinitz ret. Han stammede fra den jødiske ghetto i Prag, kom senere til Wien og slog sig i en årrække ned i London
for som halvskør at ende sit liv på et usselt plejehjem i New York Han var på det nærmeste en dværg,
havde utroligt korte ben og et stort hoved - alt i alt det udtrykte billede af menigmands opfattelse af en skak
original.