Robert Fischer havde kun en international skakkariere på 16 år - fra interzoneturneringen i Portoroz 1958 til VM-matchen i Reykjavik 1972. Alligevel blev han en af skakhistoriens største myter, hele verden forgudede og forkætrede Bobby.
Hans baggrund var først Chicago, senere Brooklyn "med alt hvad det indebærer, og kampen for tilværelsen sætter sine uudviskelige mærker på drengen. Hans karakter hærdes til det aggressive. Hans selvbevidsthed vokser til det unaturlige" (Jens Enevoldsen i "Bobby fischers vej til VM - 1972"). Bobby vakte opsigt ved sit kolossale skaktalent og ved resultater, der selv om de ikke var stabile, godt kunne pege i retning af, at den unge amerikaner kunne blive en trussel mod den sovjettiske skakmonopol på verdensmesterskabet. Men de fremragende resultater overskyggedes nu og da af sensationshistorier omkring hans person. Bobby er "vanskelig", man ved aldrig hvor man har ham. heller ikke når han har påbegyndt en turnering. Interzoneturneringen i Tunesien i 1967 forlod han således i en klar førerposition. Omkring 1970 bliver det klart, at han er ude efter Spasskys VM-trone. I kandidatturneringens matcher affærdiger han med kæmpesejre Taimanov, Larsen og Petrosian og han er klar til at møde Spassky i en match, der skal blive den mest omtalte nogensinde, den eneste match mellem en sovjetisk og en amerikansk stormester i VM-regi. Bobby taber det første parti på en banal fejl. han udebliver til det andet parti, der dømmes tabt for ham, og er således bagud 0-2. Slaget synes tabt, hvis han overhovedet vil fortsætte det. Hele USA - helt ind i det Hvide Hus - håber og beder. Han overtales til at vende tilbage - og løber Spassky overende til en 6,5-3,5 føring, der aldrig kommer i fare. USA har fået sin verdensmester, og international topskak er ikke mere det samme. Prestigen - og pengene - er blevet højere. Men Bobbys karriere er slut. Denne gang vender han ikke tilbage.
daniel-king-analyzes-bobby-fischer-part-1