Steinitz havde vel næppe regnet med at skulle afgive VM titlen til Lasker, da de to mødtes i en VM - match i 1894. Men for det første havde lasker alderen på sin side - han var 26, Steinitz 58 år - og for det andet havde Steinitz her mødt sin ligemand i kunsten at fighte. For i det stykke må man anse Lasker for skakhistoriens største mester.
Han havde i sine grønne år spillet for føden i Berlins mange caféhuse, hvor et spil skak kunne indbringe vinderen et måltid mad eller lidt lommepenge, og det er en skole, der hærder sin mand. Lasker blev en praktiker af Guds nåde, kølig og pragmatisk i sit spil, og da han tilmed var alsidig begavet og havde eminent sans for den psykologiske side af sagen - han var mester til at udnytte svagheder i modstanderens temperament - blev han næsten umulig at vippe af pinden. Desuden havde han en vis evne til at snige sig uden om titelmatcher mod farlige modstandere. Den geniale polske mester Akiba Rubinstein fik således aldrig chancen og da Tarrasch fik chancen i 1908, var han rykket op i den aldersklasse, der har sin fremtid bag sig. Det var for øvrigt Tarrasch, der meget træffende om Lasker sagde: "Han kan nu og da tabe et parti - men aldrig hovedet". Denne egenskab holdt Lasker i den absolutte verdensklasse i et halvt århundrede. I 1935 - i en alder af 67 - deltog han i en stærk turnering i Moskva og besatte 3. pladsen blandt de 20 deltagere - uden at tabe et eneste parti. Kun Botvinnik og Flohr kom foran Lasker, der blandt andet placerede sig foran Capablanca. Skakpressen kaldte ham "et biologisk mirakel".