Da den 34-årige hollandske matematiker Max Euwe på hjemmebane tog VM-titlen fra Aljechin, havde han allerede en glorværdig skakkarriere bag sig. Han havde taget en mængde præmier i godt besatte internationale turneringer, og hvad der talte i hans favør i denne sammenhæng: han havde samlet sig en hed del erfaring i at spille matcher, hvad der psykologisk set er noget ganske andet end turneringsskak. Så tidligt som i 1920 havde han spillet uafgjort mod Maroczy, en af verdens skrappeste mestre på det tidspunkt. I 1927 havde han tabt knebent til Aljechin, umiddelbart før denne besejrede Capablanca i Buenos Aires. Og en match mod Capablanca i 1931 var resulteret i et hæderligt nederlag på 4-6. Euwes navn er måske ikke skrevet med samme flammeskrift på den skakhistoriske himmel som Laskers, Capablancas eller Aljechins. Men at han var en værdig verdensmester er hævet over enhver tvivl. I sin korte regeringsperiode beviste han det blandt andet ved sit spil i en af de stærkeste turneringer, historien nogensinde har set: Nottingham 1936. Her deltog foruden Lasker, Capablanca, Aljechin, Euwe og Botvinnik en serie fremragende mestre som Reuben, Fine, Reshevsky, Flohr,Vidmar, Tartakower og Bogoljubow samt fire af Englands bedste spillere.