Bangsbo Hovedgård beliggende ved Bangsbo Å og dens udløb har sikkert eksisteret længe før den første skriftlige kilde nævner stedet i 1349, hvor Jens Værkmester overtager gården.
Skovdrift, landbrug og fiskeri har været indtægtskilderne – og sikkert i den rækkefølge. I perioder i middelalderen har udvinding af salt også bidraget. Havvand og brænde var der rigeligt af.
Ejerskabet til gården starter med Børglum bispen, som allerede i 1405 med sikkerhed er ejer. Efter reformationen skifter ejerskabet mellem flere af de kendte danske adelsslægter – Banner, Skeel, Bille, Arenfeldt for blot at nævnte nogle af de vigtigste.
Gården må have udviklet sig i en positiv retning størrelsesmæssigt, for da Chr. IV besøgte Ingeborg Skeel på Voergaard, overnattede han også på Bangsbo.
I 1662 finder man den første skriftlige kilde, som beskriver Bangsbo. Dette års kommissionsmatrikel fortæller om en firfløjet hovedbygning i 2 etagers bindingsværk med voldgrav omkring. Dertil en trefløjet avlsgård i bindingsværk. Indtægterne kommer endvidere fra ejerskabet af mere end 75 fæstegårde fordelt på 4 sogne samt fiskerhusene i Bangsbostrand, og det fiskeri, som drives derfra.
I 1704 solgte Henrik Bille Bangsbo til Otte Arenfeldt, der nu ejede Bangsbo, Knivholt, Lerbæk og Skårupgård. I hans tid sker der en kraftig tilvækst i Fladstrand by – primært drevet af fæstningsaktivitet.
Da Otte Arenfeldt døde i 1720, arvede sønnen Bangsbo. Sønnens enke solgte i 1749 Fladstrands huse til den lokale købmand Peder Hansen Høyer for 4.000 rigsdaler. Op mod år 1800 fik husenes beboere mulighed for at frikøbe deres egne huse – stærkt inspireret af stavnsbåndets opløsning i 1788.
Stavnsbåndets ophævelse betød også enden for hovedgårdenes storhedstid. Uden fæstebøndernes hoveri kunne man ikke drive det arbejdsintensive landbrug rentabelt, og derfor begyndte man at frasælge fæstegodset for at skaffe økonomiske midler. Bangsbo blev således i løbet af 1800-tallet reduceret fra et meget stort landbrug med kæmpe tilliggender til en proprietærgård med skov og landbrug.
I 1791 får vi i brandtaksationens opgørelse at vide, at Bangsbos bygninger består af en én-etages trefløjet hovedbygning i bindingsværk. Ladegården bestod af tre bindingsværkfløje alle omkring 40 fag lange.
I 1875 er gården ejet af militærmanden Lauritz Nyholm, som nedriver avlsgårdens nordfløj og erstatter den med en ny i groft tilhuggede kampesten.
Efter endnu nogle ejerskifter overtager Johan Knudsen ejendommen i 1891. Bangsbo var i en rigtig dårlig forfatning. Herman Bang beskrev den som ”en rønne – med døre klistret ind, hvor der skulle være vinduer, og stivere sat op ad den ene længe og høluge i stuehusets ene gavl” (Hans Gregersen, Bangsbo, side 63).
Nu gik en større gennemgribende restaurering i gang med hjælp fra blandt andre Thorvald Bindesbøll, l. A. Ring, Anne Marie Carl Nielsen og Herman Bang. Gården blev gjort klar til en ny storhedsperiode, hvor mange fra Danmarks kulturelle avantgarde mødtes på Bangsbo til fest og debat gennem de næste næsten 20 år. I Knudsens tid styrede en forvalter en drift med 12 ansatte, 100 stk. kvæg, 2 tyre, 15 heste og 8 får.
Senere i livet fik Johan Knudsen nazistiske overbevisninger og døde ”i unåde” pga. sin politiske overbevisning. Skæbnen ville jo, at Bangsbo også måtte lægge navn til et fort skabt af Nazi Tyskland på toppen af de bakker, som havde tilhørt Bangsbo hovedgård.
Inden salget til Frederikshavn kommune var Bangsbo underlagt den tyske værnemagt. Til sidst var en deling russere i tyske tjeneste indkvarteret på gården. Kommunen købte gården for 180.000 kr. i 1944. På det tidspunkt havde der ikke i flere år været besætning på gården.
I 1948 åbnede Bangsbo museum i et enkelt rum, empiresalen, mens resten var udlejet til forskellige familier. I 1965 overtog det nu statsanerkendte museum hele gården.
På vejen fra bussen til modstandsmuseet er det oplagt at stoppe ved sydlængen og fortælle lidt om denne historie, bl.a. at syd længen i dag er Danmarks ældste bevarede ladegård. Husk også at kampestensladen er meget yngre – kun ca. 150 år!