Dokumenter omkring Anden Verdenskrig:
Bunkermuseum Hirtshals
Aalborg Lufthavn
WWII
Bunkerne i Skagen (Atlantvolden)
”Rigsregeringen overtager hermed, så længe denne krig varer, beskyttelsen af kongeriget Danmark” (tysk note afleveret til udenrigsminister P. Munch 9. april 1940 om morgenen)
Med Hitlers magtovertagelse i 1932 begyndte et oprustningsprojekt af hidtil usete dimensioner samtidig med, at nationalsocialismen mere eller mindre afskaffede arbejdsløsheden, som ellers havde præget Tyskland siden afslutningen af 1. verdenskrig.
Sammen med den militære styrke voksede også aggressionen mod Tysklands naboer. Først Østrig i 1938, så Sudeterland i Tjekkoslovakiet, og endelig Polen 1. september 1939.
I hele denne periode forsøgte den danske regering at ”please” Hitler, at dukke nakken i håb om ikke at blive taget i at være i opposition, at nedruste så Danmark ikke på nogen måde udgjorde en trussel for det mægtige Tyskland.
Derfor så vi ingen mobilisering af danske styrker op mod 9. april, ingen klargøring af den danske flåde, ingen armering af minerne ud for Københavns havn, osv. Man håbede til det sidste, at Hitler blev ude af vores land, og vi kunne bevare vores neutralitet, som havde friholdt os siden 1864.
Selv sænkningen af 30 danske handelsskibe i perioden 1. september 1939 til 9. april 1940 fik ikke den danske regering til at håndhæve vores suverænitet.
Så 9. april blev vi taget på sengen, siges det.
Hitlers målsætning for 1. invasionsdag var
1. at sikre kontrol over administration, militær og politi, regering og kongehus gennem besættelse af København
2. at sikre kontrol over de to lufthavne i Aalborg for at kunne etablere en nødvendig mellemlanding for tyske fly på vej til Norge
3. at sikre kontrol over den jyske jernbane til Frederikshavn, så byens havn kunne fungere som transithavn for tropper og materiel beregnet for Norge og afsendt med jernbanen fra Hamborg
4. at sikre kontrol over selve Frederikshavn havn og Skagens gren for at etablere transithavn og sikker transport over Skagerak
Ved 18-tiden den 9. april 1940 rullede de første tyske tropper ind i Frederikshavn og sikrede havnen, hvorefter de indlogerede sig på Hoffmanns hotel i Tordenskjoldsgade. Næste dag ankom yderligere 250 mand, som blev indkvarteret i skoler og badmintonhal.
Efterhånden blev der fyldt godt op med tyske tropper og administrative hænder. I alt ca 5.000, når der var flest. Heraf var ca. 2.000 fast stationeret i Frederikshavn, mens resten var i transit. Dette tal skal ses på baggrund af de 12-15.000 lokale indbyggere i byen. Både plads og fødevarer blev en mangelvare.
Hvorfor blev Frederikshavn valgt som central transithavn? Fordi byens havn lå beskyttet i smult vand bag et stenrev mod øst og let kunne beskyttes af miner. Store bakker mod vest, gjorde det forholdsvis nemt at beskytte havnen mod engelske angreb fra luften.
Ydermere havde byen alle de faciliteter, som krævedes for at holde sådan en havn i gang. Der var skibsværfter, service faciliteter, motorfabrik og en nødvendig dybgang i selve havnen.
De første par år var de fysiske ændringer i bybilledet forholdsvis få, men efter sammenbruddet af samarbejdspolitikken i august 1943 og generalstrejken, som affødte dette, blev der opsat betonspærringer og maskingeværstillinger på alle veje, som førte til havnen. Butikkerne i Danmarksgade fik vinduerne muret til eller dækket med træbarrikader.
Samtidig var det bittert koldt i alle krigsvintre. Helt ned til -20 graders frost. Det betød, at vandet mellem Frederikshavn, Hirsholmene og Læsø frøs til is, så både danske og tyske skibe kun med besvær kunne besejle havnen – med yderligere ophobning af mandskab til følge.
Selve krigens stop for import og eksport og de mange ekstra munde at mætte betød rationering af næsten alt. Fødevarer, kaffe, tobak, gas, læder, osv. Smalhals på alt.
Der blev bygget bunkere på Pikkerbakken og Nordre Skanse og mod vest blev der etableret flere bunkere og tankgrave. I alt 350 bunkere i hele Frederikshavn – heraf 70 på Bangsbo Fort 80-90 meter over byen. Vest for byen på Knivholts marker blev der bygget flyveplads (1300 X 500 meter) med græsdække leveret af lokale landmænd, som også tog sig godt betalt pr m2 græs.
Dette byggeri – det største anlægsarbejde i Danmarks historie – blev udført af danske entreprenører med lokal arbejdskraft, for arbejdstagere var der mange af, men kun lidt arbejde at få.
Blandt de lokale entreprenører var især Georg Østergaard fra Gårdbogård parat til ”at ride med på bølgen”.
Fortjenesten var enorm: 25% på selve arbejdet og 10% på alle materialer. Jo højere arbejdsløn og materialepriser, jo bedre indtjening – og Nationalbanken betalte hele regningen.
Baraklejre
Arealerne øst og nord for kirken og kommandantboligen ned mod havnen blev omdannet til lejr med barakker til indkvartering, værksteder, magasiner og kontorer.
Tilsvarende øst for Tordenskjoldsgade
Hindenburg lejren
På Kragholmen – det område som i dag rummer posthus, politistation og banegård med jernbaneareal blev der bygget en transitlejr beregnet til de mange tyskere på vej til eller fra Norge. Her lå barakkerne side om side med veje imellem. Lejren kunne huse 2000 mand
Dansk arbejde for tyskerne
Barakker, tankgrave, bunkere, flyvepladser, veje, betonstillinger – der var masser af arbejde. Op mod 100.000 fik arbejde for tyske projekter. Alternativet var at søge arbejde i Tyskland. Det var der omkring 125.000, som benyttede sig af. Uden arbejde var der kun en utilstrækkelig arbejdsløshedsunderstøttelse at leve af.
Begge grupper meldte sig frivilligt, så der blev aldrig behov for at tvangsudskrive danskere til at arbejde for tyskerne.
Flyvepladsen ved Frederikshavn
Behovet for en flyveplads ved Frederikshavn opstod sandsynligvis på baggrund af havnens strategiske betydning.
Herregården Knivholts jorder syd for Hjørringvej blev beslaglagt til formålet. Hangarer og værksteder blev placeret nord for hovedvejen. I alt dækkede pladsen 3 km2
En af de lokale entreprenører, som fik kontrakt med tyskerne, var Georg Østergaard, ejer af Gårdbogård og en mindre arkitekt- og entreprenørvirksomhed i Frederikshavn. Kontrakten sikrede ham en fortjeneste på 25% af arbejdslønnen og 10% af materialeudgifterne, så der var ingen grund til at spare på hverken det ene eller det andet. I alt sendte Østergaard regninger til tyskerne på 2.800.000. Han firma, der oprindelig beskæftigede 12 mand, hyrede i 1940 200 mand ind til anlæggelsen af flyvepladsen, men senere fik han op til 3.600 mand på lønningslisten. I Aalborg arbejdede der indledningsvis 5.500 på anlæggelsen af flyvepladser. -det tal steg senere til 16.000.
Selve landingsbanerne var 1.300 X 500 meter og anlagt som græsbaner, der var drænet og planeret. Nabogårde blev også inddraget til flykontrol radar, mandskabsfaciliteter – bl.a. messe til 1.000 mand og officersmesse til 40 mand.
Flybenzinen var opbevaret i ståltanke nedgravet i jorden med beton ovenover. Brændstoffet kom til Frederikshavn med jernbanen og blev videretransporteret til Knivholt på blokvogne.
Knivholt blev aldrig angrebet af RAF. Primær funktion var nødlandinger, træning og transport af tyske officerer til og fra området.
Fæstning Frederikshavn
Frederikshavn var en af fire jyske lokaliteter, som tyskerne gav topprioritet forsvarsmæssigt. De andre var Aalborg, Hanstholm og Esbjerg.
Ud over de to kystbatterier syd og nord for byen anlagde man en ring af tankgrave, miner, pigtråd og bunkere fra Bangsbo i syd vest om byen til Rønnerne i nord. I alt 350 betonanlæg, som også inkluderede 20 lyskastere.
Niels Juels kanoner blev placeret og bunkers bygget omkring dem i 1944. De blev skudt ind 4. juni 1944 – 2 dage før D-dag
Der var jævnlig flyaktivitet over Frederikshavn, så antiluftskytset var hyppigt i brug. Alligevel blev der kun skudt 2 engelske bombefly ned fra Bangsbo
Frederikshavn havn
Allerede en uge efter invasionen var transithavn Frederikshavn effektiv, og hurtigt derefter kom de første angreb på tyske transporter. Derfor gik man hurtigt over til kun at anvende troppetransportskibe, som kunne skyde en fart på mindst 15 knob, som næste umuliggjorde U-bådsangreb. Efter katastrofen med Pionier lastede man højst 500 mand ombord.