Beretning fra bestyrelsen for perioden den 14. juni 2020 til den 19. september 2021
Beretningen omhandler tre måneder længere end vanligt, men den vil nok blive mindre indholdsrig. 2020/2021 blev jo nemlig et ødelæggende, Covid 19- år for foreningsliv i Danmark, og rundt omkring i verden.
For femten måneder siden afholdt vi den seneste generalforsamling i Pumpehuset i Mølholm. Sommerfrokosten var nedskaleret, grillene havde vi undladt, vi medbragte selv madkurve og holdt pæn afstand. Vejret var varmt og solrigt, men vi blev kun fjorten, da det kun var medlemmer som var inviteret.
I de seneste femten måneder har vi måttet aflyse alle fysiske arrangementer, med undtagelse af ét enkelt arrangement. Landsmødet skulle have fundet sted 28. marts, men måtte udskydes med kun en uges varsel. Det blev udskudt til den 10. oktober, og der ramte vi plet, for lige præcis i de dage blev det muligt at gennemføre sådan et arrangement i Kompas Hotel ved Musikkens Hus i Aalborg.
Vi startede kl. 12 med et offentligt foredrag med titlen ”AT REJSE I RUSLAND”. Foredragsholderne var formandskabet (Karsten og Kim) og et landsledelsesmedlem (Carl-Erik) fra vores egen forening. 31 tilhørere mødte op til et interessant og livligt foredrag med efterfølgende spørgsmål.
Efter en kort frokostpause, startede selve landsmødet kl. 14.30. Her samledes 21 delegerede fra Dansk-Russisk Forenings fem lokalforeninger i Danmark.
Landsmødet og foredraget er blevet grundig refereret og beskrevet i årsbrevet som alle vore medlemmer modtog med en mail fra mig i januar måned.
Jesper Ellekilde er lands- webmaster. Jeg synes han har lavet vores hjemmesider rigtig flot. Linket er: http://www.dkrus.dk . Her kan I genfinde årsbrevet under ”Årsbreve/2020”.
I kan også klikke jer ind på en af de fem lokalforeninger for at se hvad vi har gang i, og hvad vi har oplevet helt tilbage til 2017. Det kan I finde under ”Arkiv/2017 til 2021”.
Kun én gang har bestyrelsen holdt et telefonmøde. Det var for at beslutte at året 2020/21 skulle være fri for kontingent. Det var en idé som flere andre lokalforeninger siden har kopierede fra os, og som vi håber I er glade for.
I efteråret 2020 er vi indgået i et par samarbejder i Aalborg. Det drejer sig om den lokale afdeling af FN-Forbundet, med hvem vi vil forsøge at lave nogle fælles foredragsarrangementer i lokaler som vi søger at finde i fællesskab. Med Folkeuniversitetet i Aalborg (FU) har vi aftalt at alle medlemmer af Dansk-Russisk Forening, Aalborg kan få en rabat på alle foredrag med tema om Rusland. 50% rabat på foredrag hvor vi medvirker med aktivt samarbejde, og 25% rabat på alle andre foredrag med tema om Rusland eller, russiske forhold. Alle vore medlemmer har modtaget en rabatkode med mail fra mig, og kan I ikke lige finde den, så kontakt mig, så I kan få den igen, og så kan I selv melde jer til på FU´s hjemmeside.
Et par enkelte gange har landsledelsen været forsamlet på en digital platform, for at holde landsledelsesmøde.
Som kompensation for andre aflyste arrangementer tilbød Dansk-Russisk forening 4 online foredrag til medlemmerne. Det foregik med platformen ”Zoom” den:
26.04. Et foredrag af Uffe Østergaard (Dr.phil., professor emeritus) med titlen ”Hvad nu hvis Danmark var blevet kristnet fra Konstantinopel”
06. 05. Landsforeningens næstformand, Ph.d. Kim Frederichsen, om ”Peter den Store – Ruslands reformator”.
11.05. Landsforeningens formand (lektor emeritus) Karsten Fledelius, med et foredrag om ”1991, et år der ændrede verden”
19.05. Jakob Seerup (Ph.d., museumsinspektør) om ”Den Røde Hær på Bornholm, 1945-46”.
Dette års generalforsamling skulle have fundet sted i midten af juni, men måtte udskydes til i dag. Under forudsætning af jeres godkendelse, af det regnskab som herefter følger, så har vi i 2020 haft et overskud på 688 kr. hvilket pr. 31.12. 2020 giver os en ganske pæn formue på 19.132 Kr.
Men allerede indtil nu, har vi i 2021 akkumuleret et underskud på næsten 1500 kr. Det skyldes det kontingentfri år, hvor vi stadig skal betale bankgebyrer og kontingent til landsforeningen, også for den flotte medlemstilgang som vi fik sidste år. Inden året er omme, må vi også se i øjnene, at underskuddet kan blive endnu større. Det er derfor godt at vi stadig har noget formue. Den får vi nok også brug for at trække på i nogen år endnu. Med de 26 betalende medlemmer som vi har i dag, er det nemlig vanskeligt at opnå balance mellem udgifterne og indtægterne, som jo kun består af medlemskontingenter og den smule vi indtjener på de heldige arrangementer. Og nogen penge skal der jo til for at kunne gennemføre planerne for den fremtidige virksomhed som nu følger her:
Allerede nu på onsdag, den 22. september, har vores egen Nasha Vej et foredrag om ”Kvindelige fanger i Stalins Gulag - vilkår og overlevelsesstrategier”. Det foregår hos Aalborg Universitet, Strandvejen 12-14, plan 2 i lokale 314, fra kl. 19 til 20.45. Medlemmer af Dansk-Russisk Forening, Aalborg får 50 % rabat. Meld dig til hos FU, brug vores rabatkode, og deltag her for kun 77,50 kr.
Onsdag den 27. oktober kl. 17 til 18.45 er det vores landsnæstformand, Kim Frederichsen som stiller op hos Aalborg Universitetet på samme adresse med foredraget ”Historiens betydning for russisk politik i dag”. Rabat og pris er den samme, I kan tilmelde jer direkte til FU, Aalborg.
FU har her i efteråret flere ruslandsrelaterede arrangementer, hvor de giver os 25% rabat. Det drejer sig om titlerne: ”Kan Rusland forstås med forstanden”, ”Russiske drømmerier” og ”På rejse med den transsibiriske jernbane”. Dem kan I finde frem til på FU´s hjemmesider, anvende vor forenings rabatkode som I tidligere har fået tilsendt, og så selv tilmelde jer til foredragene hos FU.
Søndag 14. november fra 14 til 17 er vi inviteret til at prøve fægtesporten hos Aalborg Fægteklub. Vi skal lære om den særlige russiske fægtestil, og så vil Klubben klæde os på, og udstyre os til en hurtig oplæring, og en uformel og venskabelig konkurrence med hinanden oppe på pisten. Bagefter samles vi til kaffe og kage på Café Desserten på Streetfood i skudehavnen, hvor vi slutter dagen af med hyggeligt samvær. Medlemspris for hele arrangementet inkl. kaffe og kage er 100 kr. (enhedspris for børn og voksne). Ikke medlemmer kan deltage for 150 kr. men der er kun plads til 14 deltagere.
Landsforeningen plejer en gang om året at afholde en landskonference med et aktuelt DanskRussisk tema på Christiansborg. Grundet coronaen har det desværre endnu ikke været muligt at afholde konferencerne berammet til 2020 og 2021. Den ene (Nr. 32) er flyttet til februar 2022. Den anden (Nr.33) forventer landsformandsskabet at kunne afholdes den 08. december, med den tilknyttede provinskonference i Aalborg den 09. december. Vi har endnu ikke i denne stund modtaget noget konkret om deres planer, så jeg anser det umiddelbart som tvivlsomt, om vi nu kan nå at få tilrettelagt en ordentlig provinskonference her i Aalborg.
Når den nye bestyrelse er trådt sammen, så skal vi først have planlagt vores forenings traditionelle nytårsfrokost til engang i slutningen af januar. De Frivilliges Hus er flyttet fra til Hadsundvej 35, ind i det gamle Vejgaard Bibliotek. Her, og hos Aalborg Bibliotekerne i Rendsborggade, kan vi fremover booke lokaler til vores aktiviteter. Nytårsfrokosten vil vi forsøge at få afholdt på Hadsundvej.
Vi vil sætte alle segl til, først og fremmest, for at genoptage den traditionsrige nytårsfrokost med maner.
Straks efter årsskiftet er kontingentfriheden jo slut, og så skal medlemsloyaliteten stå sin prøve. Så skulle det gerne vise sig, at vi i det mindste kan fastholde, og naturligvis allerhelst udvide vores medlemstal. Så kan vi nemlig meget stærkt og målrettet udarbejde nye aktiviteter der kan blive til glæde for vores medlemmer gennem hele året 2022.
I 2020 fik vi hele 8 nye medlemmer, så vi i alt blev 26 betalende medlemmer, hvoraf mere end halvdelen er Dansk-Russiske par. Vi håber at I alle vil fortsætte med at være med i foreningen, og at endnu flere medlemmer kommer til.
19.09. 2021
På bestyrelsens vegne
Kai Hjorth, formand