Klippetempoet i en film er afhængig af, hvor lange indstillingerne er. Hvis indstillingerne er korte, er klippetempoet højt – hvis indstillingerne er lange, er klippetempoet lavt.
Klippetempoet betyder meget for vores oplevelse af filmen. Klippetempoet er filmens puls. Det skaber stemning og underbygger handlingen og personernes følelser. Klippetempoet skifter i løbet af en film. Typisk stiger det, når handlingen nærmer sig et klimaks - ligesom vores puls stiger, når vi oplever noget dramatisk. Efter klimaks falder klippetempoet igen - ligesom vores puls falder, når vi bliver rolige igen.
I The Bourne Ultimatum prøver superagenten med hukommelsestab, Jason Bourne, at redde journalisten der ved for meget, Simon Ross, fra at blive dræbt af agenter fra en superhemmelig amerikansk CIA-enhed kaldet Operation Blackbriar. Klippetempoet er højt gennem hele scenen. Og den hurtige klipperytme og brugen af håndholdt kamera og hurtige panoreringer /swish-pans intensiveres yderligt ved den afgørende kampscene for at understrege den kaotiske situation og scenens actionmættede handling.
Den hurtige klipperytme gør, at vi næsten ikke tør blinke, i frygt for at misse det afgørende slag.
I Good Will Hunting følger vi den unge og utilpassede Will, der arbejder som pedel på MIT-universitetet i Boston, og som viser sig at være et matematisk geni. Her bliver han konfronteret med psykologen Sean Maguire, der her i scenen for første gang synes at nå ind til Will. Citatet varer ca. 04.30 min. og der bliver kun klippet 9 gange. Klipperytmen er altså langsom. Herved får vi som publikum tid til refleksion og indlevelse. Den rolige panorering og de lange indstillinger giver scenen ro, samtidigt med, at betydningen af samtalen tydeliggøres.
Langsom klipperytme øger fordybelsen hos publikum, hvis den bruges rigtigt.
(Sekundær litteratur)
Denne lille film præsenterer begrebet Long Take. Et Long Take er en meget lang indstilling, som udfylder en bestemt rolle for filmen. Det kan være at præsentere en location, at uddybe en karakter eller handlingen.
Ofte fremstår et Long Take også som en wow-effekt, hvor vi som publikum lader os imponere over skuddet.