Tre-akter-modellen kan bruges til at kigge på, hvordan handlingen er bygget op i en fortælling - fx i bøger eller film. Traditionelt har man set en fortælling som et forløb i tre akter, en begyndelse, en midte og en slutning. Første og anden akt slutter begge med et vendepunkt, som er med til at føre os ind i næste akt. I de tidlige dage i Hollywood opererede man således med en tre-akter-model, hvor hver akt var på ca. 30 minutter. 

I 1. akt præsenteres vi for personerne, miljøet og konflikten. Vi lærer altså hovedpersonen og omgivelserne at kende og får styr på, hvad det er, hovedpersonen vil - eller skal i historien. I slutningen af første akt vil der være et vendepunkt. Det betyder, at der sker noget, som tvinger historien til at tage en drejning. Hovedpersonen tvinges i en ny retning og er nu klar til at bekæmpe konflikten.

I 2. akt udvikler filmens handling sig. Det er derfor også den længste af de tre nævnte akter. Her opstår der nemlig flere og nye konflikter, mens hovedpersonen udsættes for prøvelser, og skal forsøge at overvinde forskellige forhindringer. Cirka midtvejs i 2. akt kommer det, der betegnes som “filmens midtpunkt”, som er svarende til “point of no return” i Beretter-modellen. Det er her, der sker en afgørende begivenhed, hvor en konflikt bliver uundgåelig, og hovedpersonen tvinges til at handle. Denne akt bygger op til andet plot-point (vende-punkt), hvor der igen sker noget betydningsfuldt, som igen får historien til at ændre retning.

I 3. akt når dramaet sit klimaks. Konflikterne spidser til, og afgørelsens time er kommet. Der kommer en løsning på filmens hovedkonflikt. Tredje akt ender som regel med en eller flere afsluttende scener, hvor situationen falder til ro, og hovedpersonen opnår en eller anden form for forløsning.

Plot-point-modellen er en videreudvikling af tre-akter-modellen, og opererer også med en historie i tre akter, men dramaturgien er tilspidset. Her er 2. akt den største og udgør tidsmæssigt det samme som 1. og 3. akt tilsammen. 

1. akt fungerer som set-up, hvor karakterer og konflikt (uorden) introduceres og filmens materiale fremlægges for 3. akt, der rummer pay-off'et, hvor filmens materiale lægges på plads i en ny orden. Plot point 1 bliver filmens første vendepunkt, hvor der sker en markant ændring i historiens forløb. 

I 2. akt udvikler konflikten og konfrontationen sig . Som overgange mellem akterne placeres de såkaldte plot points, som er kulminationspunkter for handlingen, som herefter tager en ny drejning. Midt i 2. akt kommer filmens midtpunkt, som svarer til Berettermodellens “point of no return”. Det er her, der sker en afgørende begivenhed, hvor en konflikt bliver uundgåelig, og hovedpersonen tvinges til at handle. I slutningen af 2. akt ligger Plot point 2, hvori der opstår en begivenhed, der muliggør konfliktens løsning, hvilket medfører, at historien kan afsluttes i 3. akt. 

3. akt er filmens pay-off og klimaks. Konflikterne løses og historien kan afsluttes og en ny orden kan etableres. 

Berettermodellen og Plot point modellen ligner på mange måder hinanden. Den store forskel er, at Plot point modellen indeholder de to plot points eller vendepunkter. Det er derfor også en dramaturgisk model, der ofte bruges i amerikanske TV-serier, da handlingsforløbet ikke behøver at være så langstrakt som i Berettermodellen, og det f.eks. er let at indlægge reklameblokke efter anslaget og de to plot points.

Som en illustration af forløbet i de tre akter kan man også operere med begreberne: Ordinary World, Special World, Ordinary World. Forløbet i denne model illustrerer den udvikling, hovedkarakteren skal igennem, før fortællingen kan afsluttes. 1. Hovedkarakterens univers (ordinary world) er i ro, men en lille kim til konflikt antyder en ubalance. 2. En begivenhed i første vendepunkt har udløst konflikten, og hovedkarakteren må nu på en ydre og/eller indre rejse gennem ukendt land (special world). 3. Efter at have gennemlevet en række prøvelser og overvundet konflikten, er hovedkarakteren tilbage i sit univers (ordinary world), der nu er i harmoni.