Overordnet kan man i film skelne mellem statiske og dynamiske billeder. Ved statiske billeder er kameraet placeret på et stativ. Det giver ro og fokus på handlingen i billedet. Det dynamiske eller det bevægelige kamera underbygger eller forstærker handlingen, der udspiller sig. Her følger en liste over de vigtigste kamerabevægelser.
Alle citaterne er fra HBO-serien Chernobyl fra 2019.
Kamerakørsel: I en kamerakørsel er kameraet i bevægelse. Det kan enten bevæge sig langs med, hen mod eller væk fra et motiv. Motivet kan både være i bevægelse eller stillesiddende som i denne indstilling. Kamerakørsel kan også kaldes en travelling, en tracking. Bevægelsen kan både være som håndholdt eller som dolly (en vogn på skinner)
Her er kamerakørslen meget langsom og forlænger dermed spændingen, der opbygges, sammen med underlægningsmusikken. Vi lister os ind på vores hovedkarakter og vi kan nå at gøre os mange tanker om, hvad der kan være ude i det køkken.
Kamerakørsel kan også fungere som zoom, hvorved vi kommer tættere på eller længere væk fra vores motiv. Den hurtige kamerakørsel kan understrege dramatik og action.
Har du lagt mærke til andre bevægelser i indstillingen?
Panorering: Kameraet bevæger sig fra en statisk position vandret mod højre eller venstre.
I indstillingen her er der tale om en panorering på ca. 90 grader. Den kan være større eller mindre. Hvis panoreringen er hurtig kan det kaldes for en rush-pan eller en swish-pan. Dette kan underbygge en hektisk eller en dramatisk stemning.
I denne indstilling bruges panoreringen til opbygning af suspense/spænding. Manden der løber i billedet prøver at forhindre en katastrofe, og i panoreringen ser vi, at den allerede er ved at udspille sig.
Har du lagt mærke til andre bevægelser i billedet?
Håndholdt kamera: Det håndholdte kamera er uroligt og rystet. Overordnet set kan det bruges til at skabe action og uro.
Men netop det håndholdte kamera kan også bidrage med autenticitet, da det ofte bliver brugt i dokumentarer, reportager og nyhedsindslag, hvilke gør, at vi genkender det som en autenticitetsmarkør.
I dette lille citat, bliver det håndholdte kamera og den hurtige klipperytme brugt til at underbygge brandmandens oplevelse af katastrofen, samt at forstærke de indstillinger, der fungerer som POV/Point-Of-View. Det bliver altså en subjektiv kameraføring.
Tilt: I et tilt bevæger kameraet sig op og ned fra en fast position, lidt ligesom når du kigger enten op eller ned.
Det kan som i denne lille indstilling være et stort tilt, der visualiserer vores karakters møde med katastrofen. Hvor vi får fornemmelsen af, at det først nu går op for ham og for os som seere, hvor voldsomt handlingen udspiller sig.
Tiltet kan også være mere subtilt. Det får seeren til at fokusere på det, der er væsentligt i handlingen. Eller på sigt vil blive væsentligt i handlingen, som f.eks. ved et set up.
Zoom: Ved et zoom er det ikke selve kameraet, der er i bevægelse, men en bevægelse inde i kameraets objektiv. Man kan zoome ind og komme tættere på f.eks. en karakter eller zoome ud og komme længere væk.
Hvis vi zoomer ind, kan vi skabe en følelse af at komme tæt på begivenhederne eller karakterens følelser.
I dette lille citat zoomer vi ud fra en total til en super total for at forstå omfanget af katastrofen og betydningen af den for vores karakter.
Det virker som om selve zoomet bliver forstærket af en lille kamerakørsel væk fra begivenheden.
Krantur: Når kameraet slipper jordforbindelse kaldes det for en krantur. Det kan både være en stor og lille tur og ligeledes være en bevægelse op eller ned.
I denne indstilling bevæger vi os ned mod jorden efter at havde fået et overblik over situationen. Alt virker normalt og der er tilsyneladende ingen farer efter katastrofen. Men kranturen fortæller en anden historie, nemlig at faren ligger lige under jorden og alt imens at hverdagen fortsætter er der en ny trussel på vej.
Hvis kranturen forstærkes med et tilt kan det give os enten et fugle- eller et frøperspektiv
(Sekundær litteratur)
Kort video, der bruger andre små citater til at visualisere kamerabevægelser. Den er er på engelsk og præsenterer lidt flere virkemidler.
Hvad er ifølge videoen hovedpointen med at anvende bevægelse i kameraet?