Klipning hjælper med at flette filmens enkelte indstillinger sammen og giver filmen kontinuitet og får det til at føles som en sammenhængende fortælling . Der findes to overordnede måder at klippe på: kontinuitetsklipning/usynlig klipning og montageklipning/synlig klipning.
I The Hangover Part III har den nørdede Allan købt en giraf, som han transporterer hjem på motorvejen i en åben trailer. I samtalen med drengen på bagsædet i bilen ved siden af Allans, bliver klipningen mellem de to indstillinger af Allan og drengen usynlig/kontinuerlig. Da drengen kigger op og der klippes til en indstilling af giraffen, ser vi det, som drengen ser, hans Point of View/POV.
I The Matrix skal Morpheus lære Neo Kung Fu. Der klippes mellem de enkelte indstillinger på Morpheus' og Neos bevægelser så klipningen bliver usynlig/kontinuerlig, så det føles som en sammenhængende kampscene.
I åbningsscenen fra Shindler's Liste tændes to lys i en ultranær beskæring i forbindelse med en jødisk bøn. Da lysene brænder ud og røgen stiger til vejrs, klippes der i form af et match cut til røgen fra et damplokomotiv på banegården i Krakow, hvor jøder registreres inden de sendes videre til koncentrationslejrene. Billederne er nu i sort/hvid og filmens miljø er Anden Verdenskrig.
I Minority Report er John Anderton leder af en speciel politienhed, der kan foretage arrestationer af mordere inden de begår mord. Andertons enhed ved, at Howard Marks snart vil dræbe sin hustru og hendes elsker, men ved ikke, hvilket hus, Howard bor i. Ved hjælp af krydsklip mellem Anderton og Howards soveværelse samt en øget klipperytme, øges spændingen gradvist frem mod klimaks. Vil Anderton nå frem i tide?
I The Godfather har Michael Corleone modvilligt overtaget magten i sin fars mafiaorganisation. For at bevise over for de andre mafia-familier i New York, hvor kynisk en leder, han er, har Michael planlagt at dræbe flere af de ledende medlemmer af de andre familier. Drabene foretages samtidig med, at Michaels datter bliver døbt, og der parallelklippes mellem drabene og dåben, men de to handlingsforløb mødes aldrig.
I Psycho vælger Marion Crane at overnatte på Bates Motel på vej fra Phoenix i Arizona til hendes kæreste i Californien. Da hun beslutter sig for at gå i bad, inden hun går i seng, får det fatale følger, da hun knivmyrdes af en mørk kvindeskikkelse. Scenen indeholder hele 79 indstillinger, som klippes sammen i en montage, hvor klipningen mellem indstillingerne er synlig.
I Rocky får den middelmådige bokser Rocky Balboa ved et tilfælde muligheden for at møde verdensmesteren Apollo Creed i en kamp om sværvægtstitlen. I den tidsforkortede trænings-montage ser vi Rockys fysiske udvikling inden kampen.
I Panic Room er Meg Altman og hendes datter Sarah netop flyttet ind i deres nye hus, da uindbudte gæster prøver at bryde ind midt om natten. Ved hjælp af computergrafik og smarte redigeringsteknikker ser hele scenen ud til at være filmet i én indstilling. Den minimale brug af klipning får filmens tid til at minde om realtid.
(Sekundær litteratur)
En visuel uddybning af match cut.
Her præsenteres vi for tre forskellige anvendelsesmuligheder.