Glemt og Barndom

Jeg tager fat i det æggehvidedørhåndtag. Jeg skubber til og jeg kan høre hvordan de gamle hængsler er på overarbejde, Næsten som om de skriger på hjælp efter en omgang smørelse. Min skygge svæver hen over dørtrinet, og jeg mærker en tung varm luft ramme mig som en mur. Den varme luft går straks ind under mit tøj og lægger en lun hede i min krop. Jeg slæber mine sko tungt over gulvet til midten af lobbyen og lader min jakke falde ned i en stol, overtrukket med krystalblåt stof med små mønstre ned af ryggen. Da jeg lægger min jakke, lader jeg min hånd kører ned over stolen. Det føltes som det gulvtæppe jeg lå på hjemme hos min mormor da jeg var lille. Det giver mig minder til dengang hvor jeg lå på gulvtæppet sammen med min morfar og så gamle tegneserier, mens vi spiste deres hjemmelavet citron is, som stikkede så dejligt på tungen. Imens sad min mormor i sofaen og strikkede trøjer, jeg altid blev tvunget til at gå i dem. Dem som kradser dagen lang. Jeg inhalerer luften ind gennem næsen. Jeg kan tydeligt dufte en frisk snert af blæk det svæver et gennem luften. Jeg rejser mig op og i samme sekund hører en skinger tone fra min telefon. Det en besked fra min mor. Jeg bliver nødt til at tage hjem igen. Jeg løber ud af døren og tilbage ligger min jakke, i den krystalblå stol.

Bag juletræet åbner en port sig til børnenes hjem. Farver sprudler fra bøgerne på de hvide reoler. Duften af gamle papirer hvirvler rundt i rummet, hver gang en side bliver vendt. En varme breder sig ud i mine frostkolde fingre. Små glædesbobler former sig inde i mig, da jeg glider hen af gangene. De store vinduer kaster lys hen på de nøje placerede stole. Stolene er bløde. Det perfekte spot at læse i. Omkring en reol lyder en stille mumlen og to bibliotekarer sludrer sammen. Op ad en væg står to fint slebne og skæve legehuse. De rummer mange hemmeligheder og vittigheder, børnene har hvisket til hinanden. Mine ører opfanger en lav stemme fra en mor, der læser højt for sin søn. “Ok, så en bog til”. Og med et suser en lille dreng forbi mig, hen til en reol. ”Den her skal det være” griner han tilfreds. Drengen rækker op efter en julerød bog med en engel på. Før jeg lægger mærke til det, har min hånd rakt op efter bogen. Omslaget føles blødt, gammelt og velkendt. Jeg rækker ham bogen og han spæner tilbage. “ Men den læser vi jo altid.” beklager moren sig. Drengen kigger forundret på sin mor. Han ligner ikke en, der ser et problem i det. Med et suk overgiver moren sig, og drengen springer op på den sølvfarvede stol ved siden af hende. Et smil breder sig på drengens ansigt, da han hører om, den fantastiske Frederik der får besøg af en engel til jul.