Gensyn og Havet

Det er længe siden jeg har været her, men jeg kan tydeligt genkende bøgernes klassiske Familien Danmark-lugt af cigaretrøg i etage opgangen og kraftig parfume, der muligvis tilhører en ældre kvinde. Jeg tænker på, hvordan litteraturen omkring mig indtil videre har været vidt omkring på sin opdagelsesrejse i de danske halv nussede forstadshjem. Jeg står i lobbyen mellem børne- og voksenafdelingen. Mine øjne betragter det store juletræ, som står majestætisk midt i rummet. Mine erindringer om, at der altid står et juletræ på biblioteket, må have været smuldret som sand mellem fingrene. Træet hilser høfligt på dem der modigt trodser corona smitten for at kaste sig ud i en ny fiktionsbog. Det står trofast på vagt og sørger for at der er ro og orden, og at alle får lyst til at slå et smut forbi igen. Træet er som en slags vikar, idet julesæsonen snart er forbi.

Jeg bevæger mig ned gennem voksenafdelingen, som ligner sig selv. Julehyggen har ikke spredt sig her. Kun en uendelighed af skønlitteratur, der står sirligt på kridhvide reoler opdelt i forskellige kategorier. Det er som at vandre dirrende gennem kolde hospitalsgange. Jeg skynder mig med hastige skridt ned ad de kilometerlange gange, men med et vist falke syn hvis jeg nu skulle spotte en roman, som jeg opslugt kunne bladre til døde.

I lobbyen ender jeg med en følelse af tomhed. Med sjoskende skridt forlader jeg cigaretrøg slugten og det majestætiske træ.

Her føles tiden uendelig lang, et sted hvor tiden ikke eksisterer, og verden sættes på pause. Lugten kan sammenlignes med gangene på et hospital, med en snert af gammelt støvet loft. Alligevel finder jeg ro her. Her er musestille, ligesom når man går rundt i et hus hvor alle er faldet i søvn. Alt er roligt, som var jeg under vandet. Under vandet med en masse yndige, farvede og forskellige fisk. Fisk som er tykke, fisk som er kedelige, fisk som er mere populære. Bøger der bare venter på at blive åbnet ivrigt op. Bøgerne kaster sig over mig så snart jeg træder ind.

Jeg søger op mod overfladen. Jeg tager en dyb vejrtrækning og dykker ned i bøgerne igen. Nogle af bøgerne strejfer mig kun en kort tanke og svømmer hurtigt videre som sild der forsvinder i stimer, så snart en dykker nærmer sig. Jeg kan bedst lide dem som bare hænger ved. Dem som andre måske ikke synes er så tiltalende. Jeg er måske endda den første som åbner op for dem. Åbner op og hører på hvad de har at fortælle, hvad deres historie er, så de også får lov at se lys, så de også får lov at sætte deres præg på verden. Nogen af dem har mindre at sige, og det er kedeligt. Andre siger for meget, det er uoverskueligt. Jeg kan lide dem alle som de er. De højlydte og de stille. De tykke og de tynde. De kloge og de dumme. De er alle fantastiske på hver sin måde, og har en unik historie at fortælle.

Nogle er ikke så farverige og spraglede, så de får måske ikke lov at blive udstillet, men jeg tror i virkeligheden at det er dem som har mest på hjerte. Jeg svømmer op mod overfladen igen, som en delfin der springer op af vandet for at hilse på publikum. Jeg hiver efter vejret. Så længe er jeg ikke vant til at være under vandet.