Vindue og til stede

Vindue

Jeg kigger ud ad vinduet, et vindue der er blevet trist af alle de sure gymnasieelever der hver dag går forbi uden at smile. Det bliver mørkere dag for dag, hver dag, sure mennesker ind, sure mennesker ud. De går ind, og så bliver de ikke set før solen er væk igen. Døre der knager og vinduer der næsten har lukkede øjne. Lige ovre på den anden side af vejen er der også et vindue, et stort vindue og flot vindue, et kæmpe vindue! Mindst 10 gange så stort, et vindue der holder stadig ud, og ikke er blevet sort og beskidt af tidens og elevernes erosion. istedet glimter det klart og flot og man kan se lige igennem. Lige igennem og ind til de glade mennesker der går fordi det. De går inde i varmen på et blødt gulvtæppe og sikkert med en dejlig stor kop kaffe, de er færdige med gymnasiet, færdige med at gå forbi det sure vindue, det mørke vindue man ikke kan kigge ind af mere. jalousi er det bedste ord for det jeg føler, hvornår får jeg lov at gå på det bløde gulvtæppe og drikke kaffe og kigge ud af det helt krystalklare vindue?

Til stede

Jeg sad i kantinen, og der var farverigt ligesom i en zoologisk have. Der var ingen mennesker at se. Det var dejligt. Der var lige så roligt som hvis en film skulle til at starte i biografen. Det store grønne juletræ var smukt ligesom et stjerneskud som flyver forbi om natten. Den dejlige duft af mad var ligesom den årlige tur til det sydfranske køkken, selvom at der overhovedet ikke var noget fransk mad. Hurtigt tænkte jeg på kærlighed. Kærlighed er det smukkeste væsen. Det kan overvinde alt. De små stemmer jeg hørte i baggrunden var som en hyggelig gåtur i skoven. Den raslende lyd af gruset under mine fødder, de store grusbakker er ligesom det store udvalg som der er i kantinen. Skraldespandene stod i hvert hjørne i rummet, og bukkede for alle hver gang der gik nogle forbi. varmen fra radiatorerne mindede mig om den tørre sahara ørken hvor hvert lille sandkorn sætter sig mellem mine tæer.