Lys i mørket og Kun tremmer

Lys i mørket

Jeg gik ned i den farverige og musikalske gang. Den ABSOLUT fedeste gang på hele skolen, vores kære musik gang. Gangen der gav liv og oplevelser videre. Jeg går ned nærmest løbende af de helt små trapper der har den her slidte grå tone eller sorte farve endda, hvor farven nærmest er kradset af. Der kom den her kolde brise af vind som frøs min skrøbelige krop og fik den til at gå i stå. Da jeg tog nogle skridt videre, kom der en ny brise, ikke kold. Men lunken. Lunken som at det lugtede som et omklædningsrum efter en hård omgang træning eller lignede. Så ramte den tredje og sidste vindstrøm mig, en sær lugt af ny farvet maling. Gangen var et museum for sig selv, stilheden før stormen kunne man sige. Der var stille i de få sekunder, inden stormen ramte. Gangen er fyldt med liv, mennesker, musik og masser af portrætter.

Jeg trækker min krop længere hen ad gangen, gangen føles ret smal og jeg føler næsten at væggene kommer tættere og tættere på min krop. Jeg følte mig mast og klaustrofobisk. Som ilten langsomt siver ud af rummet. Men da jeg stod der i smerte, ramte den ellers så farvestrålende graffitivæg mig. Noget der ligner en væg man kunne finde i gaderne på Vesterbro. De gader der oversvømmet. Oversvømmet af liv og farver. De lyse pink, gule og blå graffiti farve glimrede og ramte mig og at jeg fik varmen tilbage af de lyse og varme farver. Jeg fik glæden og lyset af se for enden af tunnelen.

Kun Tremmer

Trappens gelænder snor sig som arme fra den ene etage til den anden. De tynde cylinderformede tremmer fra gulvet op til gelænderet, giver udefra set trappen et udtryk som var det et fængsel. Lyden af skridtene op ad trappen runger, som ekko i et gigantisk tomt lokale, i mine øre. Udover skridtene, er det eneste der forstyrrer mine ører hvisken fra de andre tilstedeværende på skolen, mindst 5 meter væk. Trappen er ikke et sted folk opholder sig. Det er det sted man flyver forbi når man skal fragte sig fra et sted til et andet.

Det er også det der gør lige netop dette område så tomt og ensomt. Tomt som var man på skolen efter lukketid. Den dominerende tomhed, har kun kulden som ven og selskab. Kulden stikker i mine ben som en masse små nåle på samme tid. Koldt og tomt.

Gelænderet forfører en ned af den snoede trappe, ned af alle de plettede grå trin, som var ens ben øvet til at gå lige netop denne vej.