Når stilheden rammer

Når stilheden rammer

Stille, tomt og koldt. Sådan er der her, hvor jeg sidder foran Jettes. Kan bare lugte den mad der er i gang med at blive lavet. Jeg ser en hindbærsnitte. Jeg er klar til at gå op og købe den, fordi jeg er lidt lækkersulten. Har købt en før, og jeg ved bare, hvor godt det føles i min mund og den lækre smag, der lander på min tunge. Jeg ved, at det ikke er godt for mig og min pung, så jeg sætter mig og prøver at holde øje med alt det andet, der sker. Kigger hen mod udgangen og ser det store flotte juletræ, de har sat op. Alle mulige farver over det hele. Julehyggen der bare går igennem min krop. Jeg bliver bare mere og mere utålmodig til jul. Jeg får bare tankerne af hygge, varmen, maden og gaverne i hovedet. Kigger tilbage mod Jettes og ser en købe, hvad jeg tro er en Matsi. Ligeså snart hun har fået sin mad, tager hun afsted. Og væk var hun. Så hurtigt, at man ikke kunne se det. Kulden begynder at ramme mig og jeg får mere og mere lyst til at købe noget varmt. Stilheden lægger sig og det føles som om man det hele er blevet efterladt. Ikke et øje at se. Sidder bare og keder mig. Ikke det store at se og ikke rigtigt noget at høre. Jeg begynder bare at kigge på loftet, som er formet som halvcirkler, der er sat sammen fra siden. Det er brunligt, men overlapper til en hvid farve og giver lidt lys ind. Kigger ud af vinduet, og det er gråt og tåget. Det ser koldt ud, og med den tanke får jeg det selv koldt. Man får næsten følelsen af torne, der har været i fryseren, så de er helt frosne. Ser en derude, og kan ikke forstå, hvorfor de ikke går ind. Gåsehud bare af tanken om at være derude. Glæden over, at vi har bygget noget, der kan holde os varme. Kigger på uret, stadig lidt tid tilbage. Stadig ingen ud over dem, der arbejder i Jettes. Det er godt nok dødt her, når der ikke er pause, men jeg ved bare at om få minutter begynder der at storme mennesker ind ad alle dørene. Så er det nu, lettelsen af at være færdig rammer mig. Er bare klar til at gå til pause. Nu skal jeg bare have noget at spise. Det er det eneste jeg virkelig har kunne tænkt på her i de sidste par minutter. Det er også bare ondt at sætte os ved Jettes og så bare kigge, uden at købe noget. Bare at være her gør mig ekstra sulten.