Morgenstund og Stilheden

Morgenstund

Det er tidlig morgen første modul er gået i gang, roen har lagt sig i den store foyer. Ingen lyd fra elever, ingen buldrende fodtrin, ingen støjende stemmer og ingen bragende larm fra den daglige morgen trafik, der er fuldstændig stille. Midt i den idylliske morgen stilhed kommer en elev farende gennem det stor indgangs parti. Der går et kæmpe sus gennem hele foyeren, den -3 graders kulde bider helt ind kroppen og gåsehuden der strejfer de bare arme. Den isnende kulde bliver ved med at hænge i en tæt sky af en kold brise. Eleven løber videre ned af den lange gang med søjler fra gulv til loft I blålige nuancer. Med sine larmende fodtrin, der forhøjes i den ellers stille stund. Den raslende nøgle fra tasken forsvinder i det fjerne ned af gange og den svage lyd er nu væk. Roen lægger sig

igen i en kort stund indtil næste time er forbi.

Stilheden

Stilheden i det store, lidt tomme rum er som en rungende summen i ørerne. Sofaerne i hjørnet står tomt hen som små hylder. Man kan høre at der er nogen i kantinen ved siden af. Den kolde luft strømmer ind af de åbne døre i kantinen og videre ud til foyeren. Men ingen her.

I baggrunden kan man høre utydelige stemmer fra folk der snakker. Ikke hvad de snakker om, eller hvem de er. Bare lave utydelige stemmer. Det er en mærkelig blanding af fred og kaos på samme tid. På en måde er du alene i hele verdenen. Præcis som Palle alene i verdenen. Alle er bare forsvundet.

De eneste der er der er nogle håndværkere der går rundt i deres eget univers og er ved at lave de ødelagte ulækre toiletter. Den rungende lyd bliver forstærket da en klasse begynder at drible med en masse hårdt oppustede bolde, i salen lige ved siden af. Lyden borer sig igennem alt. Som et søm i et tyndt stykke træ. Næsten helt uden modstand.