På væggen og Blokken

På væggen.

Hver dag hænger jeg her, hver dag går elever forbi mig uden at ænse mig, hver dag er jeg fuldstændig ligegyldig.

Det startede for snart 26 år siden, hvor en, af de nu mange rektorer, fik den kvikke ide at peppe skolen lidt op. Nu hænger jeg her dag ud, og dag ind.

Ikke engang nye elever kigger på mig, de giver mig lige et øjekast, men de kigger aldrig på mig. De skulle bare vide, alt det jeg ved, alle historier jeg har hørt, alle de grusomme hemmeligheder, der er blevet fortalt lige foran næsen på mig.

Jeg ved alt, det kan jeg stolt sige. Når klokken er 15.30 og alle eleverne er taget hjem, og der kun er få lærer tilbage, kommer alle sandhederne på bordet. Kender du den rigtige grund til at Nicolai blev fyret? Det gør jeg.

Det var efter en af de årlige julefrokoster, stemningen var høj, jeg kunne hører dem grine hele vejen nede fra kantinen. Jeg var egentlig ved at gøre mig klar til at lægge mig til at sove, da jeg hører døren gå op, og ind kommer en af pigerne fra 3.I. Jeg ved, at elever ikke plejer at blive inviteret med til lærerjulefrokost, så jeg holder nøje øje med hende, mens hun tumler lidt rundt, hun leder efter noget i sin taske, men hun kan ikke rigtig finde balancen. Det ene ben rykker hele tiden ind foran det andet og til sidst giver hun op, hun sætter sig på trappen og leder videre. Efter kort tid hører jeg fodspor på vej op ad gangen. Pigen bliver siddende med let spredte ben og hovedet hvilende på gelænderet. Fodsporerne kommer tættere på og Nicolai viser sig. Han er tydeligt påvirket. Hun kigger op og rejser sig, tager hans hånd og de fortsætter ind i blok 7, hvor en dør bliver smækket efter dem.

Der er så mange historier, men I må få resten en anden dag.

Blokken

Jeg ser kun grønt og hvidt. Hvidt lys prikker mig på huden. Huden hverken varmer eller fryser. Fryser kun om anklerne, når døren åbnes ud til vintervejret. Vintervejret gør gangen søvnig. Søvnige, tunge fodtrin kan jeg høre. Hører en summen fra lamperne i loftet. Loftet fanger dog ikke mit blik. Mit blik fanges af de grønne glastavler, der står i kontrast til de hvide vægge. Vægge der gemmer på trætte elever, jeg svagt kan fornemme. Fornemmer en fraværende stemning. Stemningen mærkes udmattende. Udmattende indtil pludselig larm toner frem af passerende elever. Elever ser ud til at have slået hjernen fra. Fra rolig og døsig føles jeg nu mere på vagt. På vagt over en stemning, der mærkes kaotisk. Kaotiske stimer af mennesker. Mennesker der dufter vidt forskelligt. Forskellige duft-vinde rammer mig. Mig og min skoletrætte krop. Krop der mærker det hårde bord under. Under mine fødder mærker jeg gulv. Gulv der føles lige så hårdt. Hårde kanter ser jeg i hele gangen. Gangen er nu tom igen. Igen ser jeg kun grønt og hvidt.