Levende og Pleonasme

Levende

Et rum der beriger, et rum der giver, et rum der lever.

Stolen løfter mig over det blå gulv, et blåt gulv med så kraftig en farve, at det overtager hele mit synsfelt. Mine hænder hviler mod en kold og mørk metaloverflade, og får mine fingerspidser til at ændre deres temperatur. Den tynde og sarte hud på fingerspidserne gør at kulden drager lige igennem. Jeg føler næsten en tyk væske, af kold og mørk metal, nu svømmer gennem mine årer, som var de på en rutsjebanetur. Bevidstheden føres nu til de levende lyde der vækker rummet til livs. Indefra gymnastiksalen fornemmes de hurtigt driblende bolde, der rammer gulvet i en smukrytme. Høje lyde fra pivende sko, kan høres når den hårde plastik og de hurtige opbremsninger sammensættes. Et koldt og ubehageligt vindpust får mine tynde og bløde hår til at rejse sig i nakken, mine øjne falder på syndebukken. En høj håndværker der med tunge skidt og et mandagstræt ansigt går ind af døren, en dør der langsomt og knirkende lukker sig bag ham. Han vækker en ny sans i mig, han er ikke længere en syndebuk, han er i stedet en der beriger mig med muligheden for at sanse noget nyt. Duften af frisk savmuld fra ham, bliver nu til min store fornøjelse.

En sans der vækkes, en sans der mærkes, for mine sanser lever.

Pleonasme

Et stort rum, et stort rum der skinner af metal, metal der kommer fra stole, fra stoleben, de stole der ikke er i brug, de stole der henkastet blev efterladt med hovedet nedad på alle bordene. Som små tinsoldater der står solidt, roligt på de uendelige rækker der definerer dette rums uendelighed. Det lige nu tomme rum er fyldt med en kontinuerlig, summen af en emhætte der af og til brydes af klirrende glas, eller hårdt metal der mødes. Lyden af den spinkle, rolige småsnak der senere skal brydes af høje råb og skingrende latter. Dette normale og dog storslåede rum er omdrejningspunktet for et sprudlende liv, men på lånt tid.

Man tror det lyder dumt, men hvad ingen opdager, forgabt i deres ensformige hverdag, er at dette sted giver liv til flere, bryder dem ud af deres stereotype tilværelse, eller modsat river dem endnu dybere ind som en hvirvlende strøm. For når den skingre, altoverdøvende klokke ringer, samles de trætte, uoplagte gymnasieelever i massive flokke for at modtage den skønne mængde energi dette sted kan forsyne dem med. Pludselig breder store smil og glæde rummet, med den atmosfære der er så velkendt. Alle møder hinanden på snørklede, nye måder og snakker om stort og småt, mens storhedstiden langsomt siver ud i timeglasset. For rummets gentagne undergang nærmer sig hastigt, lige så hastigt som den kom og lige så hastigt, som den gang på gang vil komme snigende. Glædens euforiske højdepunkt brydes hjerteskærende, af den grusomme klokkes højlydte, hvinende klang og river alle tilbage til det slidte, ubærlige udgangspunkt. Tomt.