Et tomt rum og Overset

Et tomt rum

Jeg åbner døren og kommer ind. Rummet er koldt og tomt, som om jeg var gået ind i en fryser. Stolebenene er som en skov foran mig, som om de står på hænder. Lidt småsnak runger i baggrunden, som om ekkoet snakker til mig. Der bliver købt mad. Mønterne hopper fra den ene hånd til den anden, uden fri vilje, lyden af mønterne klinger i det tomme rum. 4 kroner præcis. Hånden skal tage en vigtig beslutning, hvilken slikkepind skal den dog vælge. Øjnene flakker rundt, og blikket rammer juletræets to røde julekugler og bliver til en øjenkontakt der ikke kan brydes. En kort følelse af glæde i det ellers triste rum. Så højt, flot og majestætisk, næsten som en løve på en savanne. Men en hanløve uden en hunløve. Det står helt alene, hver dag og nat. Det må kede sig. Alle vinduer og døre er lukkede, næsten som om rummet bærer en facade. Alle undtagen to, det er dem der binder alting sammen. De er øjnene til sjælen. Alt det man kan sige om blot sådan en tom kantine. Et liv der kun udfolder sig to timer om dagen, og ellers er det koldt, tomt og livsløst, som om livet har mødt sin ende. Der ringer en klokke, hele den stemning bliver brudt og livet blusser op igen, som en energidrik der gør underværker.

Overset

Julen er for mange en glædelig tid fyldt med kærlighed og omsorg. For mig er det derimod en mørk, dyster og uendelig lang kedsomhed, der gang på gang rammer mit uduelige humør. Hvor lang tid jeg har stået her, ved jeg endnu ikke. Det eneste udsyn jeg har er en skov af stole på utallige mange borde, i det ellers store, tomme rum, som der kun er liv i en gang midt på dagen. Hver dag bliver mit udseende fanget af mange menneskers øjne, men opmærksomheden når mig aldrig. Jo længere tid jeg står her, jo mere usynlig bliver jeg. Min popularitet falder i takt med dagene der går, og jeg kan mærke, at menneskene bliver mere og mere trætte af at se på mig. Mine indre forgreninger samler følelsen af det ukendte. Hvornår skal jeg væk herfra? Tørstig har jeg været i flere dage, men det er der igen ikke nogen der tager hensyn til. Overset? Det kan man roligt sige. Pludselig vækker duften af mad min opmærksomhed. Brændt mad, for at være mere specifik. Lyden af fodskridt nærmer sig langsomt, og jeg mærker optakten til mange mennesker, der om lidt vil trænge ind i det kolde lokale, som jeg står i hjørnet af. Den høje snak og ligegyldige summen i baggrunden fylder mine øre som evige ekkoer. Selvfølgelig strejfer jalousien over mangel på omsorg mig. Men hvad? jeg er jo også bare et sølle juletræ.