Uvidenhed og Sidste stop

Uvidenhed

Det susede hen over armene igen. Hjulene gned over de kolde metalliske lemmer, og gjorde dem næsten glohede ved termisk energi. Det stoppede kraftigt op, og det skrabede hen over de skinnene blanke lange arme. Den brutalistiske betonbygning var bygget, lige igennem naturen, lige oven i naturen, og havde kvalt blomster, græs og dyr ligeså. Alt med undtagelse af mig, begravet i en kiste af forstærket beton, jeg nærer mig, og trækker været igennem de lemmer der dækker det omkringliggende område. Dækkede af en vildledende illusion af hvad der ligner rustfrit stål, bliver disse lemmer brugt af mennesket til at fragte vogne over hele landet. Her ligger jeg, begravet i dybet, og venter, venter på natten, føler, føler efter mørket og kulden.

Køligere bliver det, minut for minut, og når det er køligst, får jeg mit måltid. Endnu et tog bremser over mine arme, og kører endnu engang med de sidste par mennesker på perronen, kun en enkelt står for enden af perronen og venter, venter på intet. Trætte og med tårer i øjnene står de der, så uvidende, så sårbare.

Få meter fra dem ligger jeg på lur, venter. Venter på de vibrationer jeg kender bedre end noget andet i verdenen. Lyden af metalliske skarpe hjul på skinner. Det nærmer sig. Da falder den sårbare skabning af perronen, og lige ned i mit kolde greb, paralyseret. Og et lille ”pop” af knogler og kød der masses og sprænges høres. Toget bremses hurtigt op, men nyttesløst er det, begge ben ligner de er blevet groft amputeret af en legetøjssav, og hele overkroppen er blevet knust, og bukker indad. Ribbenene har fuldstændigt decimeret begge lunger, mens diverse andre organer er begyndt at flyde ud af den uigenkendelige krop.

En person stiger ud af toget, hans fodtrin er hurtige og asynkrone, stressede. Han træder hen over mig, over mine arme, for at se den forfærdelighed der nu ligger på skinnerne, på mig. De normalt ellers rene og pæne skinner er smurt ind i en rød, tyk, klumpet væske.

Det blev varmere igen, lyset piblede frem igennem skyerne, og larmen fra motorvejen kunne høres igen, og hvis man anstrengte sig, kunne man måske høre fuglesang fra den nærliggende skov, igennem hverdagsstøjen. Rodet fra i går var for længst ryddet op, togene kunne igen køre, og menneskene kunne igen tvinge sig selv på arbejde.

Sidste stop

SSSSHHHUUUUSSHHHH togene passere som lyn denne kolde december dag på buddingestation, en plasticpose fra 7-Eleven fløj over perronen som en vandmand i et koralrev, den stoppede skiftede retning og begyndte så at flyve afsted igen. Den kolde brise stødte mod mine sprukne læber, det føltes som om jeg havde dukket mit hoved ned i et kar af nåle. Jeg kunne mærke, hvert evig eneste vindpust, der kom min vej og det føles som om jeg kunne se de individuelle luftmolekyler, der var besatte af at gøre mig ondt. Den bidende kulde gjorde det kun værre.

Mit hoved var ligesom perronen, tomt for mennesker og folk jeg tænkte på, der var kun plads til skrald og flyvende ideer, der forsvinder hurtigere end de dukker op. Jeg er tom og ensom, det føles som om jeg står alene i et mørkt rum, hvor jeg hele tiden snubler over nye ting, men ved at jeg ikke vil kunne sætte pris på skønheden af de ting da jeg ikke vil kunne se dem som de er.

Perronen resonerer med mig den formes af de folk den omgås, de efterlader skader, ar og blåmærker. Fulderikker kaster med glas og pisser på den, hooligans efterlader klistermærker og tæsk efter en tabt kamp og de andre hverdagsmennesker smider skrald og misbruger den som om den ikke er en vital del af hverdagen, den bliver ikke værdsat. Skaderne er tydelige som en røde rose i et hav af gule tulipaner, ingen rækker en hjælpende hånd ud, det er kun når det går så slemt at de ikke længere kan misbruge perronen at de tilkalder eksperterne.

De ubesvarede råb efter hjælp ignoreres de efterlades i vinden som spor i sne, jeg kan dog mærke dem, det er uretfærdigt den fortjener omsorg og det gør jeg også. Jeg kan mærke skinnerne kalde og jeg har ikke noget modargument jeg følger bare vinden føre mig og, hvis det er mod skinnerne så må jeg vel flyve derned som en seven eleven plastikpose. SSSSHHHHUUUUUUUSSHHHHH