Fragmenter og Kold kaffe

Fragmenter

Hun kom gående, og lige pludselig stod han der. Der hvor de to plejede at tage toget fra om morgenen, når søvnen havde forladt deres øjne. Det var her de mødtes og gik hånd i hånd hjem. Sidst hun så ham, havde de kysset og krammet indtil de gik hver til sit.

- Hej, du. Marius (glæde)

- What….øhm ej. Vildt lang tid siden. (forbavset tone)

- Ja, jeg så dig lige komme ud af toget. Har du det godt? Er alt godt?” (Nysgerrig)

- Ja(pause), det går vist fint. (Uinteresseret tone)

- Ja og nu det snart jul igen. Er du kommet dig over sidste års julegavefiasko? (entutastisk tone)

- Ja, jeg er kommet over det. (afmålt tone)

- Jeg kan bare huske at du havde så svært ved hele det hyr med alle de julegaver. Tænk at du havde brug for hjælp til det. Jeg glemmer det aldrig, det var så sjovt. Og din mor der bare blev så skuffet. (memorerende)

- Ikke mere om sidste år, Maja. Men ja, der kommer jo altid endnu flere (hurtigt)

…stilhed…

- Nå, men det var godt lige at se dig igen. Jeg skal… (hurtigt)

- Hov, du må ikke glemme at checke ud. (hurtigt)

- Nå nej (tænkende)

- Du plejede jo altid at køre på mit kort så det skulle ikke undre mig hvis du glemte det. (memorerende)

- Ja

(Kære s-tog, husk at der er krav på at bruge mundbind i alt offentlig transport...)

- Hvad med Annie? (kærlig)

- Annie? (spørgende)

- Ja

- Hvad med hende? (spørgende)

- Fik hun født alle de søde hvalpe (kærlig)

- Nej, der var en af dem som ikke klarede sig, men det er jo meget normalt. (konstaterende)

- Ej det er jeg da vildt ked af det af at høre. (ked af det)

- Ja, sådan går det jo. Ting dør jo hen (konstaterende)

… stilhed…

- Du skal mod København, ik? (spørgende)

- Jo

- Det kører nu. Du må hellere skynde dig. (hurtigt)

- Det lige meget, jeg tager bare det næste (stille)

- Nå, det må du selv om, men jeg bliver nødt til at løbe. Jeg har lidt travlt her for tiden. (hurtigt)

- Nå, hvad går du og laver. (spørgende)

- Tja det en lidt lang historie (langsomt)

- Nåh okay (ærgerlig)

- Skynd dig toget det ruller om lidt. (hurtigt)

- Vi ses. (stille)

- Ja, vi ses. Måske. (langsomt)

Kold Kaffe

Knasende, varme croissanter fra Seven-Eleven, en morgenmad på farten, en halvkold kop kaffe skaber fugtig ånde i mundbindet, mennesker med krydsede arme, tunge skoletasker. Togets bippende døråbning afbryder den venlige mandsstemme i højtalerne, der endnu engang informerer om at holde afstand og huske mundbind. En rullende lyd af cykelhjul, der drejer langsomt. ”Tjek ind”, ”Tjek ud” og så om igen giver alle dybe rynker og gråt hår. Sorte biler på den våde Buddingevej, som blanke togskinner krydser, der på denne tid af året stadig klokken 8:45 har forlygter, som giver mere lys end solen. Solen, hvor er den? Solen, vi venter hele dagen, hver dag på de små glimt, hvor mennesker får en aflang vinterskygge. I stedet er i dag en dag, hvor alle sko siger et drivvådt "svåp" hvert et skidt, de tager. Skoene, det er dem, der tager skridt. Menneskerne i skoene, i de blanke loafers, slidte sneakers, robuste sikkerhedssko, er stadig søvndrukne og lader skoen om at føre dem frem. Slappe ankler i skoene får mennesker, der kun lige har slået de matte øjne op, til at haste de dovne stænger og sammenkrøbne kroppe på kryds og tværs af København med stive målrettede bevægelser for at sikre, at de når det sidste tog, der vil føre dem frem i tide. Foran stationen ligger en børnehave. Det hyggelige, lille, sorte træhus med et rødt blæksprutteformet legestativ foran, "trinbrættet" hedder det. Hér er liv. Det eneste liv. Ekstatiske børn, der elsker, at det er koldt og vinter og stadig drømmer om en hvid jul, som om det er en realitet. Et graffiti-malet S-tog dækker mit udsyn over de legende børn i gulligt varmt lys bag vinduerne. Den habitklædte mands fødder klapper hastigt op ad trapperne mod perronen, udenom vandpytterne og springer ind i toget lige inden dørene lukker. Toget sætter i gang med et par små bip efterfulgt af en skingrende summen og stille øges farten, indtil toget blot er to små prikker i horisonten.

På en smattet, brunliggrå sti til børnehavens mudrede hoveddør trækker mødre og fædre afsted med deres flyverdragtklædte guldklumper. "Skynd dig, så mor kan nå på arbejde." Men plaskende og voldsomme vandpytter er vigtigere for en frisk fireårig. Fjerne ansigtsudtryk, hastige, korte kys i nyredt hår, inden dagens vilde leg vil sammenfiltre hver en lys og let tot, og en hurtig, halv krammer med korte udstrakte børne arme; "far henter dig i dag."

Munde, der gaber så dybt, at mundbindet suser direkte forbi hagen og ender inde i munden. En uendelig og ingen farvet himmel strækker sig så langt øjet rækker. Solen, der aldrig rigtigt vil stå om, men vandrer over jordoverfladen, halvdød, som en mumie. Vinden tuder om hushjørner og får tænder til at klapre, til alles kæber bliver ømme. Det er sådan et vejr, hvor intet i verden smiler. Alle fingre og tæer fryses til stive istapper, og selv fuglene er for længst flygtet langt bort til en mindre barsk hverdag. Næser drypper og gør ondt som tusind stikkende nåle efter en enkelt dyb vejrtrækning af decembers rå luft. En lille dreng med en spids nissehue trukket godt ned over sine røde, kolde ører, kigger langt efter toget gennem ventekupéens uklare og ridsede vægge af glas. Trækker tiden inden han bliver nødt til at våge sig ud og væk fra læ og ly i glasburet. Han udånder et par hurtige, små vejrtrækninger i sine gennemfrosne hænder og gnubber de tørre, sprukne håndrygge, inden han rejser sig.

Lugten af bilos fra bus 200s på busholdepladsen på den anden side af perronen fylder den iskolde luft og irriterer en tilstoppet næse. En ustyrlig skoleklasse griner højlydt og masser ind i bussen. "Helle for den bedste plads" sætter gang i yderligere skubben, og kort efter sætter bussen i gang, og roen sænker sig igen.