Hamsterhjulet og Hverdag

Hamsterhjulet

Jeg skuer hen over det grå vinterlandskab. Bilerne suser forbi, og få mennesker spadserer nede på stien. Mundbindet, der dækker min næse og mund, er begyndt at kradse, og den indelukkede stank begynder lige så stille at blande sig med min søde parfume. Lyset i børnehaven tænder, og de små mennesker fylder de tomme lokaler op, som bliver forvandlet til et prinsesseslot og en monsterhule. Ved synet bliver jeg kastet tilbage til min barndom. Duften af lune morgenboller og løbende snotnæser fylder min indre skærm. En følelse af længsel og sorg breder sig indeni mig. Jeg husker tydeligt, hvor ivrig man var efter at blive voksen. Ivrig efter at kunne bestemme selv. Nu står jeg her og kan ikke finde på noget mere angstprovokerende end, at jeg fylder 18 år til min næste fødselsdag. Med ét ruller et stort, larmende objekt ind over mit synsfelt, og stopper de vandrende tanker. Dets hjul slår gnister mod sporene, da det langsomt sætter farten ned. Bip, bip, bip lyder det, når dørene går op. Med dets ankomst er det, som om hele verden omkring det går i stå. Som om alle holder vejret indtil, det forsvinder fra platformen og efterlader et larmende stort hulrum i omgivelserne. Jeg betragter den tomme, grå, cementprægede perron. På den anden side, bliver jeg overvældet af den store parkeringsplads, der tilhører en endnu større virksomhed. En lille smule julepynt i vinduerne udgør et mislykket forsøg på at skabe julestemning i de upersonlige omgivelser. Den livsløse bygning står i kontrast til den prangende børnehave, der er fyldt op med håb. Derudover er den symbolske sammenhæng mellem busserne og de arbejdende mennesker tydelig for enhver. Begge er ofre for en evig kørende og sørgelig men yderst nødvendig cyklus. En cyklus der kun stopper, når den sidste dråbe energi er opbrugt, og samfundet står tilbage med noget fuldstændigt udkørt og ubrugeligt. Jeg fanger mig selv i at stå og planlægge, hvilke valg jeg skal tage i livet for aldrig at ende der.

Hverdag

Morgentravlheden er i fuld gang. Der er mennesker fordelt over hele perronen. "De kommer først om 30 min" 3 skolepiger skal mødes med deres klasse om en halv time, men er her alt for tidligt. "Jeg skal alligevel købe noget frokost”, de går muntert med svingende arme imod Kvickly. Det koldt. Ikke sådan dødkoldt, men nok til at man ved at vi er i December. Varmen fra mine luffer holder mine fingre lune og jeg mærker den bløde fleece i dem, det minder mig om sengens tryghed. ”This is S-train information...” lyder det fra skodhøjtalerne på perronen. Det skratter og ingen forstår hvad han siger, sådan er det altid.

Jeg kan tydeligt høre den genkendelige lyd af et tog der ruller ind på perronen, bip bip bip dørene åbner, der er ikke så mange der skal med. Toget holder her i et godt stykke tid før det kører videre. Man bliver igen omsluttet af kulden og ørene fryser og bliver kolde. Når man har siddet her i et stykke tid begynder kulden at krybe ind under jakken og man undrer sig over om vi ikke snart skal gå tilbage til skolens varme. Endnu et tog ruller op på perronen, denne gang er der flere med toget. De kigger undrende på mig. Togchaufføren noterer at der ikke er flere der skal med toget og lukker dørene. ”Nu er der kun 10 minutter til at de er her”, jeg opfanger at pigerne er tilbage. Man kan dufte deres nybagte pølsehorn, som de lige har taget op ad[G2] papirsposen. En dundrende hovedpine sniger sig ind på mig, jeg kan fornemme den komme rullende fra baghovedet af. Mundbindet gør det ikke bedre. Larmen fra tog, biler, vejarbejde og mennesker. Det er overvældende når man først har lagt mærke til det. Det næste tog kommer, der stiger kun en person ud. Myldretiden er overstået.