Perronen

Perronen

Jeg sider på en egetræsbænk og kan se ned på nogle rustne skinner. Skyerne er ikke lige så mørke som da jeg cyklede afsted i morges. Den våde bænk gør mine jeans fugtige og kolde. Det er koldt, vinden blæser. Jeg hiver mine ærmer ned over mine iskolde fingre for at skærme for den barske vind. Jeg kan mærke mine ører er blevet røde og forfrosne. ”Sum” lyder det fra S-toget der er ankommet til perronen. Ud af toget går to små piger og fniser. Bag dem kommer en cyklist der kæmper med at få sin rustne cykel, der trænger til at blive smurt, ud af toget. Toget forlader perronen lige så hurtigt som det er ankommet og den er nu mennesketom igen. Ud af højtalerne lyder en grumset besked om mundbind mm. Jeg gik ind i perronboksen og blev mødt af en ækel lugt af cigaretter. Selvom der på væggene hænger klistermærke med cigaretter med en rød streg over. Jeg sætter mig på en af de fire bænke, og kigger nu hen på den modsatte side af perronen. Der ligger en børnehave lige op ad perronen. Udenfor er der ingen børn der leger med det sandede legetøj der ligger hulter til bulter i gården. Gennem vinduerne kan man dog se små børn der hopper og danser rundt i den store afdeling. Der er pyntet op med julelys og hjemmelavede guirlander. ”Sum”. Et gennemkørende tog kører forbi med så høj fart at Jeg kun når at registrere den røde farve før det er væk igen. Skyerne er efterhånden forsvundet og solens varme stråler skinner nu ned på perronen.