Trappen og KRedsløb

Trappen

”Hey, kan vi ikke bare tage elevatoren op, der er jo ulideligt koldt”. ”Ej, der er altid så indelukket og lugten af cigaretrøg, gør det heller ikke bedre. Du kan bare trille din cykel op af rampen her”. ”Husk dit mundbind! Vi skal skynde os op og nå toget jo, du løber bare i forvejen”. ”Okay”.

”Jeg tror jeg er hjemme ved 16-tiden i dag, vi skal jo ud at købe juletræ”. ”Ellers må du jo bare tage børnene ud, hvis jeg ikke når det”. ”Drenge kom nu, jeg kan høre den skramlende lyd af toget, der ankommer”. ”Peter kan du ikke bare holde toget, jeg magter virkelig ikke løbe op af de her trin”. ”Jojo, så skynd jer lige, og husk at checke ind”.

”Ej far det er virkelig koldt, hvorfor tog vi ikke bare bilen, nu når vi alligevel ikke toget”. ”Rolig nu, det er godt med lidt frisk luft, kan du ikke dufte den forfriskende by af snarlig jul, det er ren hygge”.

”Tror du vi skal løbe før træning i dag, jeg magter det næsten ikke”. ”Ej Axel, jeg synes det er virkelig grineren, kom nu vi løber lige op af de her trin til perronen”. ”Toget er her jo ikke endnu?”. ”Jo det er, jeg kan høre de konstante bib-lyde fra rejsekortautomaten”.

Kredsløb

Toget forlader perronen med et sus, og efterlader en komplet stilhed. Jeg sidder helt stille på bænken i mine egne tanker. I bænken er der ridset et symbol, jeg ikke helt kan finde ud af hvad betyder. Jeg kan mærke kulden på mine ben, snige sig op gennem min krop, og giver mig kuldegysninger. Der er helt stille. Alle er optaget af deres egne tanker. Det er kun støj fra trafikken jeg kan ænse i baggrunden. Der er mange forskellige mennesker, både børn og voksne. En dame går langsomt forbi mig. Hendes hæle tramper mod de glatte fliser, der er spejlblanke af regnvejret. En mand står med hænderne langt nede i lommerne i sin tynde jakke. Han spænder i hele kroppen, det stråler ud af ham, at han fryser. Han kigger op i lamperne der blinker, og er på grænsen til at falde ned. Det gullige lys reflekterer i de mange vandpytter, som har formet sig af de skæve fliser. Fjernt kan jeg høre togets bremser mod de rustne skinner, der raslende nærmer sig perronen. Den monotone lyd af dørene der åbner, skriger i mine ører, og en sværm af mennesker stormer ud af toget. Vandet sjasker op, og en svag lyd af fodtrin fra de mange mennesker, sniger sig op til min øresnegl. Der sidder tyggegummi fast på jorden, stampet ned af de mange mennesker, der træder fod på perronen. Vinden fra toget der suser afsted, blæser i mit hår, og et stød af kulde rammer mit ansigt. Jeg mærker mine omgivelser, og zoner langsomt ud. Tiden flyver afsted, og uden jeg har tænkt over det, kommer det næste tog igen raslende mod perronen.