Embedded Files
Hash?
Person 1 “Er du gal jeg hader den her station, den er så sindssygt grim”
Person 2 “Hmm”
Person 1 “Synes du ikke? her er fucking beton over det hele, det er som om at man ikke engang har prøvet at få det til at se fedt ud”
Person 2 “Jeg tror at du er den eneste i verden, som ville lægge mærke til hvordan en fucking station ser ud”
Person 1 “Hvad er det for noget at sige”
Person 2 “Kan du ikke bare holde din kæft Kenneth”
Person 1 “ Ved du hvilken bus vi skal med”
Person 2 “Ja ja vi skal med 4A… Så skal vi til Nørrebro, og der skal vi så med metroen”
Person 1 “Er det bare det”
Person 2 “Nej lyt til hvad fuck det er at jeg siger, vi skal med to metroer, vi skifter på Konges Nytorv og så skal vi af på Christianshavn”
Person 2 “Hey pas lige på du, der kommer en bus”
Person 1 “Tak du, havde sgu ikke set den”
Person 1 “Har du prøvet det før?”
Person 2 “Ja ja, masser af gange”
Person 1 “Hvordan lugter det?”
Person 2 ”Lidt ligesom der gør her, bare lidt bedre”
Person 1 “Tror du godt at de vil sælge til os?”
Person 2 “Hvorfor skulle de ikke det, det er jo den måde de tjener deres penge på”
Person 1 “Men vi ser jo ikke så gamle ud”
Person 2 “Hold nu kæft, hvorfor at du så bange”
Bussen
Det er gråt og køligt. Jeg står og venter på bussen og kigger mig omkring. De grå og mørke farver fra togbroen og de høje intimiderende bygninger lægger sig som et lag over min bevidsthed og beroliger mig. Men selvom de store virksomhedsbygninger med betonfundamenter dækker for omverden, føles himlen over mig alligevel som et åbent hul ud til alt det ukendte og nye. Luften siver ind gennem mine næsebor. Den er frisk. jeg kan mærke den voldsomme og uendeligt larmende vej ved siden af stationen. Her er der altid støj. Her vil der altid drøne biler forbi. Det store og brutale tog kører forbi oppe på broen, og det sender en gennemtrængende lyd, af jernhjul der skraber mod skinner ned gennem broens beton som en kædereaktion af larm. Jeg tænker på toget. Jeg tænker på de forskellige mennesker i toget og på hver deres individuelle pligter og drømme. To høje mænd i jakkesæt passerer mig med en meget overdramatisk maskulin og dedikeret gågang som to højtstående mennesker i en milliardvirksomhed. Jeg undrer mig over hvor de skal hen, men de prøver nok, bevidst eller ubevidst, at illustrere, at de skal til et vigtigt møde med nogle vigtige personer, og de selv derfor også må være vigtige. Måske ender jeg også sådan? Bussen stopper foran mig med en sådan hvinende lyd, at man nemt kan høre, at bremserne ikke er blevet smurt i lang tid. Den store dør åbner, og jeg bliver nedstirret af buschaufførens døde og gamle øjne. Jeg viser kortet og lister ind i den lunkne kabine, hvor jeg efterfølgende sætter mig i et af de støvede sæder bagerst i bussen. Jeg lukker øjnene, selvom lyset fra lampen alligevel formår at trænge gennem øjenlågene. Jeg indser, hvor lille en prik jeg er i det større billede. Det betyder ikke noget, det en god dag i dag.
Page updated
Report abuse