I Jumpseat

En kæmpe oplevelse.

Familie ferien gik i år til Kos/Grækenland. En flyvetur på ca. 3 timer, super fedt når jeg nu elsker at flyve, men det er en endnu større oplevelse, når jeg nu skal flyve med min drømme flyvemaskine, en MD-83

Jeg har hørt om, at der er enkelte personer, som har været heldige, at få sig en tur i jumpseat, som er et lille sæde placeret lidt bagude og imellem piloterne, helt oppe ad døren i cockpittet, med meget lidt plads og med ringe sidde komfort.

Jeg kan oplyse, at det er meget sjældent og absolut ikke normalt, at man få lov til, at sidde i cockpittet under flyvningen. Men jeg ville alligevel spørge kaptajnen, om dette kunne være muligt. Mine forventninger til, at få adgang til cockpittet, den var egentligt ikke ret stor, for Jeg har forsøgt på tidligere flyveture og jeg har altid fået svaret "nej".

Nu var det jo også en familie ferie, så jeg skulle også helst være social med familien på flyveturen og det lykkes mig, at få familien til at accepterer, at jeg kunne være fraværende under start og landing. Så hvis disse ting kunne lykkes, så ville alle være glade.

Da vi kom i flyet, fik jeg lov til at kikke ud i cockpittet og hilse på piloterne. I cockpittet sad to kaptajner, hvor af den ene var under træning og den anden var en mere erfaren og tidligere SAS pilot. Jeg fortalte dem, om mit cockpit projekt og spurte om jeg kunne få lov til, at sidde i jumpseat. Og det lykkedes mig faktisk, at få lov til dette.

Det skulle vise sig, at blive en af de største oplevelser, som jeg nogensinde har fået.

Tilbage i 2010 havde jeg en stor oplevelse, da Frank og jeg var nede i Billund lufthavn og tage de første opmålinger, i et rigtigt cockpit. Jeg synes, at jeg har gjort alt for, at overfører disse input til min simulator. Men tidligere oplevelser og simulator ture de blegner, sammenlignet med denne her cockpit tur.

Sammenligner jeg mit sim-cockpit med det rigtige cockpit, så er det rigtige cockpit mere kompakt og alle lydene kommer fra de rigtige steder, man mærker G-påvirkningen og man får en fantastisk udsigt igennem vinduerne, så der mangler noget før en rigtig MD pilot vil føle sig hjemme i min simulator.

At sidde der i et rigtigt MD cockpit under starten, det giver virkelig en helt anden følelse af fart, end hvis man sidder tilbage i kabinen eller i min campingvogn.... jeg mener selvfølgelig i min simulator. I det rigtige cockpit sidder jeg praktisk talt, lige oven på næsehjulet, og dette giver mange vibrationer, når flyet kører med ca. 250 km\t ned af startbanen og man er slet ikke i tvivl når næsehjulet slipper jorden, ej heller når det trækkes op i hjulbrønden og bremses. Cockpittet er en meget intens arbejdsplads under start og landing og alt håndteres super professionelt og her oplever man et fantastisk teamwork piloterne imellem.

På grund af at flyet ikke var helt fyldt, så kom selve vægt fordelingen uden for flyets grænser (center of gravity), så passagerer måtte flyttes bagud inden takeoff, og det lykkes for piloterne, at få regnestykket til at gå op, så en sikker start kunne udføres.

Under 10.000 fod er der et "sterilt cockpit", det vil sige, at der ikke er privat snak, alt handler kun om, at flyve flyvemaskinen. Da vi var kommet op i en god flyvehøjde, og der kom pauser imellem piloternes arbejdsopgaver, så fik jeg en god snak med kaptajnen, jeg fik også svar på nogle af mine ubesvarede spørgsmål omkring teknikken, så nu kan jeg forhåbentligt bygge cockpittet endnu mere realistisk.

Da det blev "spisetid" satte jeg mig på min plads, tilbage i kabinen, så jeg også kunne være sammen med familien.

Så mon ikke, at du stadig kan finde mig siddende ude i campingvognen og det kan godt være. at jeg tilbyde dig en tur, hvis du kikker forbi

Og hvis jeg kan, så vil jeg elske, at bedrage dig, til at tro, at du har været ude at flyve en tur i en rigtig DC9/MD-80.

Til sidst en stor tak til besætningen, som har gjort mig en stor oplevelse rigere.Det blev til en rigtig flot landing og landingsbanen var da også lang nok, i alt ca. 2,5 kilometer.

Inden jeg forlod cockpittet. så fortalte kaptajnen mig, at han ville hente os igen om 7 dage.

Men jeg tror, at jeg blev deroppe under skyerne, selv om vi var landet på jorden, det vil sige, at min hjerne var fuldstændig "blæst" af alle de indtryk som jeg havde taget til mig og det var først næste dag, at alle de mange intense oplevelser bundfældede sig og jeg fik det fulde udbytte af turen.

Da vi skulle flyve hjem, der var jeg ude i cockpittet og sige tak for turen.

Han tilbyd mig en tur mere i cockpittet. Måske havde han set mig i min simulator på youtube, og mente, at jeg godt kunne bruge noget mere viden :-)

Jeg ville ikke være i vejen eller til besvær, men det mente kaptajnen heller ikke, at jeg var. Så jeg fik mig igen placeret der på "første klasse"

Det viste sig nu, at en af passagererne var blevet utilpas. Ansvar og beslutninger det ligger på kaptajnens skuldre og han skal vurdere situationen og tage de rigtige beslutninger. Han fortalte mig, at der var et lille tidspres, ikke på grund af afgangstiden, men på grund af, at temperaturen på Kos var stigende. Situationen var den, at der var fyldt ekstra brændstof på flyet således, at man lige kunne starte inden for grænserne. En højere temperatur kræver længere startbane, på grund af, at den varm luft ikke er så tæt og dette vil så give mindre løft på vingerne og mindre kraft i motorene. Alternativet kunne blive, at efterlade personen i lufthavnen, inden temperaturen blev for høj. Det viste sig, at efter lidt tids venten, så blev passagerens tilstand stabil og til det bedre, så kaptajnen spurte om der var en læge eller en sygeplejeske ombord. Ikke mindre end fire sygeplejersker var der ombord, så kaptajnen mente, at situationen var under kontrol. Så vi var nu klar til afgang med alle passagerer i sæderne. Igen sad jeg i cockpittet under start og landing. Flyvningen forløb som den skulle og first officer landede flyet flot i Billund lufthavn.