Om Paul Elsner

Der er næppe mange, som i dag kender Paul Elsner. Via notitser i Middelfart Venstreblad er det lykkedes at samle oplysninger til følgende lille introduktion.

Forfatteren og journalisten, dr. phil. Paul Elsner, blev født i Tyskland den 7. 3. 1866. Inden første verdenskrig havde han været tilknyttet store, tyske dagblade som f.eks. Berliner Tageblatt, og som dette blads korrespondent havde han været udsendt til bl.a. Grækenland, Spanien og Italien. Han blev gift med en datter af stationsforstander Schwensen i Middelfart, og ved verdenskrigens udbrud i 1913 flyttede ægteparret til Danmark, hvor de slog sig ned først i Fredericia, siden i villaen "Mariesminde" ved Kabelfabrikken i Middelfart, inden de i 1928 flyttede til Holte. I Middelfart gav Paul Elsner sprogundervisning i tysk og fransk, ligesom han fortsatte sin skribentvirksomhed. Han levede sig ind i danske forhold og lærte at skrive og læse dansk. Han omfattede Middelfart med næsten forelskelse, hvilket fremgår af hans mange artikler om by og egn, som blev bragt i Middelfart Venstreblad, og bladet kalder ham da også "en varm ven af Middelfart". Man tør vist roligt kalde ham en ven af hele Danmark. Venstrebladet karakteriserer ham således: "Personlig var han en elskelig natur, sari i sin følemåde, beskeden og poetisk stemt". Paul Elsners sidste år var præget af svigtende helbred, og da hustruen døde, tog det trods børnenes kærlige omsorg hårdt på ham. Han døde 79 år gammel i marts 1945.

Det er ikke lykkedes at opspore, om Paul Elsner fik udgivet bøger i Tyskland, før han flyttede til Danmark; men det forekommer sandsynligt. På det kongelige Bibliotek i København findes en del breve, som han siden 1905 har skrevet til danske kunstnere og kulturpersonligheder, heriblandt Michael Ancher, Holger Drachmann, Johan Skjoldborg og Vilhelm Thomsen.

Småtræk fra Vejlby sogn

I. Dagens kronik 19.11.1932

I århundreder har den smukke Vejlby kirke lyttet til solsortens gyldne toner, til de vilde svaners vingesus ved deres flugt om efteråret, til blæstens klage i frostnætterne. Den har været målet for hele det store sogn, når dens to klokker sendte et dæmpet bølgebrus af skønne toner i alle retninger, kaldende til gudstjeneste om søndagen eller til højtider.

Slægt efter slægt fandt her trøst og håb, og herfra drog de ud til deres sidste hvilested. I 1910 (1) og 1914 fik Strib og Røjleskov deres egne kirker med hver 150 siddepladser, og fire år senere blev Strib og Røjleskov udskilte fra Vejlby i kirkelig henseende. Den oprindelig romanske kvaderstensbygning blev i den senere middelalder forlænget mod øst, koret fik muret kamgavl, skibet blev forhøjet og et tårn tilføjet i vest. Skønne og ejendommelige er de gamle sokkelsten på kirkens sydmur.

Kirken har hyppigt skiftet ejer. 1760 ejedes den således af agent Chr. Iversen, Middelfart, den samme som senere stiftede hospitalet på Algade og senere af kammerherrerne Adeler og Fønss, Hindsgaul(2). I kirkens tilbygning befandt sig tidligere et gravkapel for Billeshaves ejere, medlemmer af slægterne Urne, Pfuhl, Trolle og andre. 1750 blev fru de Raiser bisat her, senere hendes mand og deres datter (3). Forældrene lå i marmorkister, datteren i en trækiste. Deres portrætter var anbragt i kapellet. . Fru de Raiser, en datter af oberstløjtnant Sivert Sivertsen Urne, var i første ægteskab gift med major Børge Walkendorff, som således var blevet ejer af gården. Efter hans død 1747 ægtede hun Andreas de Raiser, en svensker. Bønderne kaldte ham den gale svensker på grund af hans mange underlige indfald. Således ville han have, at hans svin skulle leve af hø, da han mente, at kunne de æde græs om sommeren, så kunne de også æde hø om vinteren. Da han engang ville prygle sin frue, greb hun til ildklemmen, og da han forud kendte hendes store styrke, indgød det ham slig respekt, at han aldrig bød hende det mere. Kirken ejer et herligt krucifiks, et værk af Claus Berg, død 1538 (4), en af Nordtysklands bedste billedskærere. Han stammede fra Lybæk og blev af dronning Christine indkaldt til Danmark. Hans hovedværker befinder sig i St. Knuds kirke i Odense og i Sorø kirke. Udenpå våbenhuset mod øst er indsat en sten med følgende inskription: "Herunder ligger begravet Niels Jørgensen, tømmermand, af et træ som nedfaldt fra tårnet ihjelslået" (5). På korets sydside er der indmuret en stående løve med bortvendt hoved, holdende et vædderhovede med horn. Her befinder sig også den såkaldte præstedør, som nu er tilmuret. I tidligere tider benyttedes den af præsterne på deres gang til kirken. Kirkens første præst efter reformationen var Jørgen Mortensen, 1556-1583 (6). Sognepræst [Peder] Hansens navn og årstallet 1610 findes på kirkens anden (7) klokke. 1657 flygtede Hans

Clausen Muhle for svenskerne til Odense, hvor han blev til 11. maj 1658. 1702 fik Anders Fugl slag på prædikestolen og døde tre dage derefter. Da den meget strenge biskop Kingo havde prøvet ham engang, sagde han: "Havde jeg vidst, at I var så slet, skulle I aldrig være bleven præst." Hans efterfølger var Knud Werchmeister (8), søn af "en forhenværende købmand". 1706 underskrev præsten Vejlby bylov og landsbyved-tægterne. Præsten, der i sin livstid "nødt tvende fæhoveder fri græsning var forpligtet til at føde årligen bytyren på stalden, som han havde indgået at købe med bønderne, fra Alle Helgens dag, 1. november, til Philipi Jacobi, 1. maj". De, som ikke mødte, måtte give to sk. i bøde. Den 21. september var oldermanden forpligtet til at give et gilde, hvortil han fra byen fik syv slette daler. Samtlige lavsmænd med deres hustruer var indbudt til dette gilde, hvor der var sørget for to gode tønder øl, oksekød, saltmad med flæsk, kødpølser og nogle fade bergfisk. Stolbrødrene var forpligtet til at indbringe gildesøl og se, om tønden var fuld. En gildebroder eller gildesøster, som skældte ud ved en sådan lejlighed, måtte bøde til lavet en god, halv tønde øl. Werchmeisters datter Petronella ægtede hans efterfølger Hans Riisbrich (9). Denne tro guds mand blev begravet i kirkens kor. Her fandtes ved kirkens istandsættelse i sydvæggen en sten med følgende inskription: "Rør ikke salig Riisbrichs ben. Det siger dig dend hugne sten". Hans efterfølger, Kildgaard (10), havde et godt hjerte, som ej var slebet ved verdens omgængelse. Han bortakkorderede tienden i tolv år for en trediedel af dens værdi i sæd. Som følge deraf gerådede han i slette omstændigheder, og hans sjæl og legeme blev nedbrudt af græmmelse.

Vejlby kirke.

Foto: Britt Linnemann 1972.

(Middelfart Byarkiv)

Billedskærer Claus krusifiks i Vejlby kirke.

Foto P.S. Feddersen

H. Dagens kronik 21.11.1932

Efter den "retskafne, nøjagtige og ordentlige" Johan Jensenius (11), der tit havde strid med kammerherre Adeler, kirkens daværende ejer (12), blev i 1788 Hans Thomsen, en søn af Fredericias borgmester Thomas Thomsen, sognepræst i Vejlby. Fra 1830 virkede her den "herlige og dygtige" Henrik Ascanius (13).Fra 1865 var provst [Holger Lorents] Basse Fønss, der hidtil havde været i Middelfart, sognepræst i Vejlby. Provsten var så stor, at han ikke kunne stå oprejst på prædikestolen i Middelfart kirke, uden at støde mod den due, som svævede her (14). Derfor måtte duen fjernes og blev anbragt på trærammen til døbeenglen, en gave fra general Sunt (15), der fra 1832-48 havde boet i Middelfart. Han havde gjort sig særlig bekendt gennem sine fodrejser i Tyskland, hvor han tilbagelagde mange hundrede mil.

Provsten havde i hele sin amtstid i Middelfart hver onsdag kl. 7 om vinteren holdt bibeltimer i rådhussalen og utrættelig besøgt syge. Han holdt sin afskedsprædiken den 18. oktober 1865 og blev ordineret til sognepræst for Vejlby tre dage senere. Også i Vejlby besøgte han indtil sin høje alder trofast sognets syge. Endnu lever i et lille hus ved kirken den gamle Lars Nielsen, der var ringer i 40 år og kørte for provsten med hans to brune køreheste. Når de således var undervejs, sendte provsten sin store hund til Nielsens kone, for at hun ikke skulle være alene. "Den hund holder jeg for Lars", plejede han at sige. Kirkens nuværende ringer er træskomand Jørgen Jørgensen. Om søndagen hjælper hans kone ham ved klokkeringningen.

Efter at have taget sin afsked i slutningen af 1884, blev der den 30. januar 1885 på Behrendts Hotel holdt en afskedsfest for provsten. Denne boede derefter i Fredericia, hvor hans søn Otto Fønss fra 1882 virkede som lærer ved Latinskolen. Han boede ved stranden ved siden af digterinden Magdalene Thorsens tidligere barndomshjem i et hus med fri udsigt over Bæltet til Strib og Middelfart. Provst Basse Fønss døde 1894, 87 år gammel, og blev begravet på Vejlby kirkegård tæt ved koret. "Her lagdes den Gang Løvet faldt ved mørke Jævndøgnstide min Far, den gamle Præstemand, ved sin Hustrus Side", siger sønnen.

Her ligger medlemmer af familien Dehlholm, der ejede færgegården og Cathrinebjerg fra 1797 til 1852 (16). Her ligger Stribs gamle fiskere, som samledes om aftenen på "Udsigten", en plads, hvor de kunne overse hele det stride Melfarsund, mens lys efter lys brød ud af mørket, nærmere og fjernere. Her ligger også H.C.Andersens moder, som digteren har foreviget i eventyret "Hun duede ikke". Hun nød pleje og forsorg i Vejlby sogn, og trofast sendte sønnen til sognepræsten penge for hende (17).

Foran kirken står mindestøtten over sårede krigere fra 1849, "hvis smerte døden løste, og hvis ben tilsammen hviler her i denne grav", afsløret af provst Fønss den 22. februar 1858 (18). På kirkegården plejede i det 18. århundrede ved dødsfald lavsmæn-dene at forsamle sig "for at forskaffe ligvagt og [dygtige karle] til at bringe den døde til kirke og for at bestemme, hvor meget den enkelte måtte give til kiste og ligklæder, når en fattig var død i lavet". Overfor kirkegården ligger skolen. Der var frikvarter, og glade skolebørns muntre stemmer, de ustandselige råb af allikerne, som i hundredvis bor i kirketårnet og nu tumlede sig i kirkegårdens høje elmetræer, bidrog kun til at fordybe den stemning af ensomhed og tungsind, som herskede her. Der hører fem skoler til det store sogn. Degnen havde i gamle dage fri bolig, 20 skp. land og som årlig rente 8 ærter (?) byg, 10 æg, et plougbrød og så godt som en hvid af hver gård. Fra 1698 havde han efter lavsbestemmelserne desuden fri græsning "for alle hans små kræ og to store høveder paa fælleden, hvorfor han skulle give til gilden en tønde øl hver Voldermisdag".

Forskolen i Vejlby måtte ophæves, da der ikke var børn nok. Den er nu udlejet til en gartner og forskolelærerinden (19) forflyttet til Strib, hvor sognets største skole med 220 elever findes. Af Staurbyskolens lærere har lærer Gang (20) i sine unge år undervist kammerherre Fønss' børn. Ved prins Frederiks (21) hyppige besøg på Hindsgaul under dennes ophold i Fredericia fra 1834-38 plejede Gang at stoppe hans piber. Ved et sådant besøg ville kammerherreinden opvarte med store retter, da der kun var øllebrød og pandekager, rnen prinsen sagde: "Kan jeg ikke få øllebrød og pandekager, så vil jeg ikke have noget". Som enkemand havde Gang opsparet en sum til opdragelse af sine otte børn, men han døde af græmmelse over tabet af denne sum. Af børnene blev den yngste antaget af kammerherre Fønss, en anden af pastor Clausen (22), Vejlby, de øvrige fandt et hjem i andre dele af sognet. En af hans døtre blev gift med skomager Matzons fader.

Mindesmærke på Vejlby kirkegård for .

faldne soldater fra udfaldet i Fredericia "

den 6. juli 1849. Foto: Frem 1926

Vejlby skoles legeplads o- 1905

(Middelfart Byarkiv)

III. Dagens kronik 22.11.1932

Den gamle præstegård med sine to vældige længer, hvor storken kækt stod vagt i sin rede, og som i høsttiden var dækket med vindruer og abrikoser, er blevet nedbrudt (23). Et kastanietræ kuplede sig mod husets mosbegroede tag. Lunt lå det der med vedbendløv helt op til tagets mønning. Denne præstegård var i 1849 overkommandoens hovedkvarter. Generalerne Rye og Biilow samt deres stab rådslog der i konfirmationsstuen. En junidag ankom til præstegården H. F. Riegels, en nevø af kammerherre Riegels på Snoghøj. Riegels havde bragt i erfaring, at oprørernes kommandant, general Bonin, der var indkvarteret i Spanggård, Bredstrup ved Fredericia, kun havde til bevogtning et par søvnige skildvagter samt et par ordonnanser til hest. Han mente derfor, at der her måtte kunne gøres et kup. Han sejlede da til Fredericia, opsøgte fæstningens kommandant, oberst Lunding, og forelagde for denne sin plan: Han ville om natten sejle ganske stille i en båd med blot en halv snes mand op ad Lillestrand for at hente Bonin. Men oberst Lunding fandt planerne alt for vanskelige at gennemføre og henviste Riegels til general Bulow. Også denne fandt foretagendet alt for eventyrligt, og hans adjudant, grev Reventlow, frarådede det på det bestemteste. Den 4. juli så man officererne arm i arm "spadsere i præstegårdens gange". Slaget (24) skulle have fundet sted allerede den 5. juli, men blev forsinket. På det sted, hvor den nu forsvundne konfirmationsstue lå, er der plantet et egetræ og sat en sten, hvorpå står: "4. juli 1849". Tidligere hørte 30 tdr. land til præstegården. I krigsåret 1864 flyttedes færgegårdens møbler derhen. I den nye præstegård bor sognepræst Hansen (25), der nyder den største agtelse og sympati i hele sognet. Af præstebørn, der i årenes løb har tumlet sig i den 3 tdr. land store præstegårdshave, skulle to senere vinde navnkundighed. 1732 fødtes i Vejlby præstegård som søn af sognepræst Hans Riisbrich, Børge Riisbrich (26), der fra 1767 til 1803 var professor i logik og metafysik ved Københavns Universitet. Hans visdom, hans elskelige personlighed, den varme opofrelse, hvormed han tog sig af de studerende, som han opsøgte og ydede understøttelse, fremskaffede ham navnet "den danske Sokrates". Han havde den dybeste indflydelse på Danmarks og Norges studerende ungdom. Uberegnelig var den udbredelse af sund tænkning, som han befordrede blandt Danmarks og Norges embedsmænd. Det var ham forundt at tilbringe fjorten år, måske sit livs lykkeligste, i Vejlby præstegårdshave.

Fra sit tolvte år drømte her en senere digter af ikke ringe rang med udpræget natursans og fin iagttagelsesevne sine første digterdrømme. Det var Otto Fønss, født 1851 i Middelfarts herlige af general Sunt byggede præstegård. Som han har prist denne i smukke digte, så har han også besunget Vejlby præstegårdshave, i hvis lind og ahorn han som dreng skar dybe minderuner. Endnu står det ældgamle morbærtræ, hvor han med sine søskende ved høstens tid spredte halmknipper under løvet for hver morgen at samle de nedfaldne sorte bær, men forsvundet er kejserindepæretræet og andre herligheder.

I den første halvdel af det 18. århundrede var der i sognet syv byer og halvfjerds bøndergårde, femten i Vejlby, atten i Staurby, seks i Aulby, syv i Kustrup, tolv i Røjle, syv i Tårup og fem i Bøgelund. Øst for Bøgelund var der i det 18, århundrede en aflang plads på 40 alens længde og 9 alens bredde, som rundt om var besat med store kampesten. Derfor kaldtes denne anselige langdysse "Stenkisten". Disse levninger af et hedensk offersted (27) blev ødelagt i det 18. århundrede. Desuden fandtes i sognet to møller: Schierbechs- og Rubechs mølle (28). 1815 var sognets folketal 1218. De fleste beboere var selvejere. Aulby hørte under HindsgauL Strib havde to gårde, færgegården og ti fiskerhuse. 1870 havde Vejlby sogn 2236 indbyggere. 1840 købte Mikkel Skov fra Vejlby sogn på Kyndelmissemarkedet i Middelfart en hest, som samme dag var ført til markedet der fra Erritsø på Snoghøjfærgen. Om aftenen, da Mikkel red hjem, faldt han i søvn på hestens ryg og var meget forbavset, da han vågnede og fandt hesten stående i en ukendt bondegård i Erritsø. Drivis havde om aftenen tillagt Lillebælt, og på denne is havde hesten vovet sig tilbage til sin gamle gård.

I svenskekrigen tjente en meget stor mose på Vejlby, Kustrup og Aulby grunde som tilflugtssted for egnens beboere. Der skjulte de sig om dagen. Om natten listede de sig til byen for at søge sig føde. I denne ellemose, hvor ingen kunne komme frem uden at springe fra den ene ellestump til den anden, havde også en kone fra Vejlby med to børn taget sin tilflugt. Hun måtte flygte ud af den ene port, medens svenskerne kom ind af den anden, men fik dog tid til at tage et brød og noget flæsk med, hvormed de opholdt livet i to døgn derude, men var nær ved at omkomme af sult og frost.

Vejlby gamle præstegård o. 1886.

Viggo Stegmanns Lithografiske Instituts forlag, Odense. (Middelfart museum.)

(dette billede er desværre gået tabt)

Generalstabens møde i Vejlby præstegård d. 4. juli 1849.. Generalerne Biilow, Moltke, Schlep-

pegrell, RyeogdeMeza, Obersterne Juei, Hbiger, Schlegel og Ræder, samt Kommandør Garde.

Senere blev de tre stabschefer Wørishøffer, Beck ogNeergaardtilkaldt. Biilow meddelte her sin

plan. Berlingske Forlag 1948: Et Hundredårsminde om Treårskrigen 1848-49-50.

IV. Dagens kronik 23.11.1932

I "Aulby Elle" befandt sig et ellekrat tæt ved byen, hvor en kone fra Aulby med to-tre børn opholdt sig, indtil hungeren tvang hende til at gå til byen. Hun blev grebet af de svenske, som med tommelskruer søgte at udpine bekendelsen om, hvor byens folk havde nedgravet deres gods og penge. I denne tid blev her en herregård, "Tvede-gård", ødelagt og dens ejere, Henrik og Valborg, dræbte. Hende hørte man senere tit råbe, at hun frøs, og han svarede derpå, at hun skulle gå til kakkelovnen og varme sig. Ved strandkanten på Staurby mark hedder endnu et sted "Lejren", hvor svenskerne har haft deres lejr. De to gårde, som stod her, blev afbrændte, og her fandt man kårder og hestesko.1463 pantsatte kongen tre gårde i Røjle til Egert Frille, lensmand på Hindsgaul, for 100 bøhmiske gylden. I det 18. århundrede skulle på Røjle mark efter lavsbestemmelsen alle lavsmænd møde hvert år til selvsvarende stævne på den tredie dag før Voldborgdag og være til jævning med Røjle mænd. Disse skulle have græspenge af de tre bollhuse i Vejlby. Den, som ikke mødte, når solen stod op, måtte give til vidne en fjerding godt øl. Ved Strib, Middelfart og Fænø stod i 1665 hovedmassen af det svenske fodfolk og 4-5 rytterkompagnier under Henderson. Til Strib knytter sig følgende anekdoter om prins Frederik (29). En dag måtte prinsen vente noget længe, mens vognen blev tilpakket og gik sig da en lille rask tur.

Uden for en bondegård gik manden med en lang kæp og jog efter nogle svin. Da han så prinsen komme, råbte han: "Å, han dér, tag en kæp i vedkasten (30) og hjælp mig at få svinene ind, inden prinsen kommer!" Denne greb en lang gren, og endelig fik de svinene ind i gården. - Da prinsen lidt efter kørte forbi, råbte han: "Vi fik dog svinene ind, vi to!" Bonden blev stående med huen i hånden og åben mund.

En hyppig gæst var prinsen i den 9½ km fra Strib beliggende Stavrshoved (31), hvorhen han sejlede med sin kutter "Neptun". Hans Andersen, "Jordbær-Andersen", havde her i og opad bakkesænkningerne anlagt jordbærplantninger (32). I jordbærtiden var Stavrshoved et yndet udflugtssted også for Middelfarts borgere. Her gjorde de sig til gode ved de medbragte madkurve, her kunne der fås til købs kaffe, the og øl samt jordbær med fløde, som kostede en ren ubetydelighed. - "Jordbær-Andersen" var stenhugger, jæger, landmand, ørredfisker og strøg violin til den lyse morgen for sine dansende gæster.

I 1848 var der på Strib bygget skanser, men der manglede kanoner til dem. Da general Wrangel den 3. maj, eskorteret af en bataillon gardeskytter, nærmede sig Fredericia, gik kommandanten, oberst Krag, med en af byens mest fremragende jøder, major Hirsch af borgervæbningen, ham i møde. Kommandanten ville overrække generalen sin sabel. Denne blev tilbageleveret, og han fik lov til at forblive i byen i modsætning til major Hirsch, der samme eftermiddag overførtes til Strib.

Ved Billes bombardement af fæstningen den 8. maj 1848 blev Strib færgegård skudt i grus og Middelfart udsat for et bombardement fraet ridende batteri, der fra Erritsø var blevet dirigeret ned til bakkerne ved Snoghøj. 1667 havde borgmester Roland i Middelfart fået kgl. bevilling til at have faergegården i forvaltning mod at give kongen årlig 50 si. dl. Præsterne i Vejlby fik af "gæsteriet" årlig 2 dl. og ½ td. ål.

I1834 betaltes der til ejeren af færgegården og færgebroerne for deres benyttelse af enhver person over bondestanden 2 sk., af hver bonde eller almuemand l sk., for en kuffert 2 sk., for et kvæghoved eller entønde korn l sk., en postvogn eller anden åben vogn 3 sk., for en møllesten 24 sk. Militære, lodser, fattige og Fredericias indbyggere skulle frit overføres. Vogne med humle og jydeporter, bønder, der på torve- og markedsdage bragte fødevarer til Fredericia, var fritagne for at svare bropenge.

Ved Fredericias bombardement fra den 15. til 19. maj 1849 sejlede dampskibet "Caroline Amalie" uafbrudt med færger på slæb fra Fredericia for at føre kvinder og børn til Strib. Også kvæg stuvedes sammen i pramme og førtes over for at blive bragt til de større gårde mellem Strib og Odense. Tusinder af flygtninge camperede, ligesom en stor flok Zigøjnere med syge børn, under åben himmel. Det var en lykke, at flugten ikke faldt i vinteren, som på dette for vejret så udsatte sted kan være meget hård. Således lå den 22. marts 1872 sneen tre alen høj henimod Strib.

Kong Frederik VII 1853.

Tegning af E. D. Young. (Gyldendal 1936: bestemmelsen Danmarks Historie i Billeder)

V. Dagens kronik 24.11.1932

Fjenden viste humanitet, idet disse flygninge ikke blev foruroliget af et eneste skud fra batterierne ved Hannerup og Sandal. Med train-vogne og sognefogedernes ægtvogne blev flygtningene ført over til Fyn. I enhver rummelig stue blev der trukket lagener på langs og tværs. Således vandt man lejligheder for fire familier. I Røjle mødte Lars Munch hos Jens Jensen 38 mennesker, der var installeret i storstuen, hvor i forvejen lå 32 "Jenser". Efter to dage blev alle disse mennesker bragt videre.

Mellem de flygtninge, der i nærheden af Billeshave blev sat i land, befandt Jørgen Prip med familie sig. Han var dengang bosat i Fredericia, men stammede fra Middelfart, hvor familien Prip havde levet fra slutningen af det 17. århundrede. Da skomager og stadskaptajn Abraham Prip døde i 1779, ringede alle byens klokker. Garver og skomager Rasmus Prip lod ved sin død sin enke Mette Marie tilbage med fjorten uforsørgede børn. En nat lød en røst tæt ved hendes øre, som sagde: "Du skal ikke frygte, Mette Marie, der skal nok blive sørget for dig og dine". Hun fik senere fribolig i "Skyttehuset" ved indkørslen til HindsgauL Et af hendes fjorten børn var Jørgen Prip, der havde stået i snedkerlære hos snedker Groos i Middelfart. Senere arbejdede han der hos jøden, garver Lazarus. Da jøden skulle stå fadder hos Jørgen Prips lille søn, blev han af faderen spurgt, hvilket navn han skulle give den nyfødte. Da svarede jøden: "Du skal kalde ham Lazarus, det er et godt navn". - "Det er ualmindeligt" - "Så kald ham Laurids. Lazarus er hebræisk, og Laurids er dansk". Laurids Prip og hans broder Rasmus blev senere landskendte præster. I Middelfart var Jørgen Prips søstre Karen gift med hattemager Chr. Bonnesen, Algade, død 1894, og Sara med smed Anchersen "henne på Torvet", som begge døde i 1892.

Den i nærheden af Billeshave landsatte Jørgen Prip fandt arbejde ved Billeshave landgangsbro, hvortil al trafik til og fra fæstningen efterhånden kom til at gå. Et lille stykke fra kysten boede her Niels Snedker. Uagtet denne foruden sin egen store familie i forvejen havde to flygtede familier i sit lille husmandshjem, fik familien Prip dog plads inde i en lade. Stedet lå mellem bakkerne, hvor ingen kugler kunne nå, hvor lærkernes glade sang ikke forstyrredes af kanonernes fjerne drøn fra den besejrede by. Skønt Niels Snedker var over de 50, havde han sine skjulesteder af frygt for at blive presset til militærtjeneste. Da landingsbroen ved Billeshave var opdaget og blev beskudt af tyskerne, samlede faderen en dag sit værktøj og sagde til sin søn: "Kom nu, Laurids, og lad os gå hjem".

De sårede, som bragtes af færgerne, blev båret til ambulancetelte eller til Billeshave. Billeshave, som i 1655 skal have været bygget af rigens marsk, Anders Billes enke, ejedes i begyndelsen af det 19. århundrede af Niels Jul. Eibe, der byggede Cathrinebjerg i 1808 (33). Dengang hørte 357 tønder land og 28 fæstegårde til gården. 1820 købte major Rahlff Billeshave for 10.000 rdl. Majoren og hans familie viste de sårede opofrende pleje.

Ved Fredericias bombardement var af den civile befolkning kun to købmænd blevet tilbage, af hvilke den ene var fallent og vovede livet for at komme på fode igen. Desuden to søstre, enkemadammerne Møller og Heinsen, som vaskede for soldaterne. Begge blev straks de første dage dødeligt såret af en granat og ført til Billeshave, hvor de døde. Den senere kong Christian den Niende lå under treårskrigen med Hestgarden i indkvartering hos gårdejer Poul Clausen i Kauslunde. Han kom ikke i kast med oprørerne og havde et godt lov på sig i Middelfart. Da han senere som konge i Strib blev modtaget af Vends herreds embedsmænd, præster og Vejlby sogneråd, vendte kongen sig rask mod bønderne, som han til hver enkelt sagde nogle venlige ord. Han talte til dem om høstvejr og spurgte efter den gamle Poul Clausen, der desværre ikke var til stede. Men kongen sendte ham en hilsen. Han havde ikke glemt sin gamle kvartervært. Men heller ikke fredericianerne glemte den gæstfrihed, de havde fundet på Fyn i disse tunge tider. De dengang knyttede venskabsforbindelser varede mange år igennem. Hyppigt var fynboeme til gæst i Landsoldatens by, de kom i skarer derhen, når 6. juli-dagen skulle højtideligholdes, og hyppigt gik dens indvånere i land på Strib, som i alle tider har været beboet af søfarere, hvor blæsten evig forfriskende vandrer mellem kysterne, og som, takket være dens dejlige beliggenhed, mere og mere udvikler sig til et af Danmarks skønneste badesteder.

Herregården Billeshave. Foto 1950

(Lokalhistorisk Arkiv for Strib/Røjleskov sogn.)

Strib før og nu.

Træk af Stribs udvikling fra fiskerhusene til den store by

I. Dagens kronik 25. 9. 1925

Hen imod midten af det 19. århundrede fandtes der kun færgegården og omtrent tyve stråtækte, små fiskerhuse på odden ved Strib. Sandede lynghøje, grågule banker og græsklædte klitter sænkede sig ned til stranden, bevokset med marehalm.

På de hvide landeveje, som nu om sommeren fyldes af festklædte skarer og genlyden af glade stemmer, hørtes det i denne ensomhed viden om, når postvognen kom, når færgegårdens store lænkehund "Schwarz" gøede, eller når de seks færgekarle i deres ledige timer tærskede i de to store kornkamre ved siden af rejsestalden. Gæstestuen stod i forbindelse med "Jomfru Hannes lille tjørnehave", hvor der sommeraftener var så stille, at man kunne høre myggenes summen over de røde roser. En stor blomsterhave strakte sig fra færgegården hen til "Vestre Bro", hvor nu statsfærgerne lægger til. Bag færgegården lå den omfangsrige avlsgård. I dens brolagte gård stod et pæretræ, som hed "Gittes Pæretræ" efter en gammel, ugift tante, som hårdnakket forsvarede pærerne mod ungdommens angreb. Til venstre lå "Tanternes Hus", hvis have var omgivet af et blåmalet stakit.

Tanterne var frøkenerne Sofie, Magdalene og Kathrine Dehlholm, søstre til Stribs daværende ejer (34). Før ham havde Strib to ejere, Pagh og Gys. Pagh ejede kroen og færgeløbet og Gys gården med sine 235 tdr. land. Til sidst blev det hele Paghs ejendom. I 1792 købte prokurator Hans Christian Dehlholm (35) Strib af Paghs enke og søn for 14.000 rigsdaler. Fra 1801 til 1819 havde to af hans brødre (36) ophold på færgegården. 1832 gjorde den ene af dem testamente til fordel for de tre tanter.

Vejen fra "Nordre Bro" til færgegården gik dengang gennem den dybe kløft, som ligger ved siden af badehotellet. Kløften, som bestod af det bare sand, hed Sukker Lars' Hul, efter at kusken Lars engang på dette sted var væltet med et læs sukker, købt i Fredericia. ,

Den mørkeste dag i denne færgegårds historie var den 8. maj 1848 da den blev bombarderet, efter at admiral Bille havde skudt det tyske flag ned på skanserne i Fredericia (37). Alt uden undtagelse blev da flammernes rov.

Den nye færgegård havde med sine fire længer form af en stor firkant og kunne med sine porte i de fire hjørner fuldstændig aflukkes om natten. Der var to gæstestuer til højre for indgangen for bedre rejsende og to i kælderen for rejsende, fiskere og færgekarle. Seks å syv værelser stod til afbenyttelse for de rejsende, som ville overnatte. Familiens lejlighed lå på venstre side af indgangen. "Tanternes Hus" var også blevet genopbygget på det sted, hvor det gamle havde ligget, men i mindre omfang. Damerne ejede tre får og to køer, som de fik fodret på gården hele året. Af køernes mælk lavede deres tjenestepige smør, som hun solgte på Fredericia torv. Hver af dem havde sin egen nydelige spinderok, hvorpå de utrættelig spandt, og de vævede smukke damaskesduge til deres niecer. Den sidste af tanterne, frøken Trine [=Cathrine], død 1867, var født samme dag, som naboens lille søn, Peter Hansen Andreasen. Derfor fik han hvert år, så længe hun levede, på sin fødselsdag tre mark af hende og huen fyldt med æbler. Peter Hansen Andreasen hører tillige med bromand Jespersen til de få, som har oplevet den gamle tid. Da et medlem af Andreasens familie ægtede en datter af Pagh, fik hun to køer og fire får fodrede på færgegården om sommeren og havde ret til at skære årlig otte læs tørv i gårdens mose. "Tanternes hus", som står endnu, blev i flere år brugt som kro.

I 1852 blev Hans Peter Schmit ejer af færgegården. Han var søn af en skibsreder i Assens og havde mange år sejlet som koffardikaptajn med "Falken", et af faderens store sejlskibe. Senere sejlede han med jagtgaleasen "Frederikke", som [siden] gik under med mand og mus, kun skibspapirerne drev i land på Ørkenøerne (38) nord for Skotland. Han var gift med Magdalene Dehlholm, datter af prokurator [Lars] Christian Dehlholm, der 1822 for 12.000 specier havde købt nabogården Kathrinebjerg, 300 tdr. land stor. Denne gård var bygget 1805 (39) af Julius Eibe og opkaldt efter hans hustru (40). Kaptajn Schmit havde købt Strib af sin hustrus fætter Carl Vinding Dehlholm for 40.000 rigsdaler.

I året 1861 fik Strib kongeligt besøg. Ved "Nordre Port" gik kongeskibet "Freja" med Frederik VII og grevinde Danner for anker (41). Alt var pragtfuldt pyntet med faner og guirlander, og landgangen foregik, medens de tilstedeværende anstemte en sang, der begyndte således: "Vel mødt igen, kong Frederik, ved kysten, med hustruen din, på Fyens skønne strand" (42). Kongen, som ville besøge dr. Lassen i Fjeldsted for at bese hans oldsagssamling, modtog efter ankomsten honoratiores i færgegårdens sal. Middelfart borgervæbning skulle holde orden. Således stod gamle malermester Schwaner dørvagt til audienssalen. Med røde og hvide dannebrogsbånd på skuldrene red de unge godsejere og gårdmandssønner foran vognen, som i den anledning var forspændt med fire heste. Derfor sad også to kuske på bukken: postillionen, den pukkelryggede, gamle Lars i rød livkjole, blå benklæder og rød kasket med guldsnor og posthorn i panden og avlskarlen Jørgen Jensen. Denne kørte forløberne, medens Lars kørte stamhestene. Da optoget var kommet til Middelfart landevej, sagde kongen spydigt til kammerherre Fønss, hvis hustru havde undskyldt sin fraværelse med sygdom, for ikke at komme til at hilse på grevinde Danner: "Rid nu hjem til Deres syge kone, Fønss."

Tanternes hus alias Strib færgekro alias Lille Sofiehøj o. 1910. Privateje.

Feltvagtens tidsfordriv i ledige øjeblikke ved Strib Færgegård.

Illustreret Tidende 1864. Tegning af Carl Bøgh.

11. Dagens kronik 26. 9. 1925

Nogle af de mahognimøbler, som dengang stod i færgegårdens sal, ejes nu af fhv. godsforvalter L. C. D. Schmit, som bor på Strib. Denne, en broder, købmand i Hadsund, og en søster i Middelfart, enke efter gårdforpagter Schner, er familiens sidste efterkommere.

Da færgegården i 1864 igen var i fare for at blive beskudt, fik Lars ordre til at køre familiens medlemmer til Kathrinebjerg og Assens, medens møblerne blev bragt i sikkerhed i Vejlby præstegård. I Illustreret Tidendes årgang fra 1864 findes et billede med underskriften: "Feltvagtens tidsfordriv i ledige øjeblikke ved Strib færgegård." Det er feltartiilerister, som med piben i munden morer sig nok så godt i det frie. Fra en bakke ved siden af færgegården vifter Dannebrog stolt i vinden.

Kun kaptajn Schmit og skænkepigen Mette Kirstine Nielsen var i 1864 blevet tilbage. Efter i 50 år at have tjent familien Schmit, boede Mette i sine gamle dage i "Skovhavehuset." Det lå ved Skovhaven, den eneste lille skov, som eksisterede dengang på Strib, hvor fredericianerne tog over om søndagen. I dette maleriske hus, om hvis facade og stråtag efeuen slynger sine grønne ranker, havde hun en lille skole for småbørn. Desuden drev hun en mel- og grynforretning i sit køkken, hvor skolepigerne sad og strikkede (43).

Kaptajn Schmit førte med sine fem børn et ganske patriarkalsk liv på Strib. Fiskerne og færgekarlene betalte gennemsnitlig 10 kr. om året for et hus med tre å fire værelser og en kartoffelhave, som de havde i fæste. Det var et af hans pinligste øjeblikke, da han en juleaften under en frygtelig snestorm måtte forstyrre kuskene ved deres julenadver. Der var uventet kommet rejsende med færgen, som nu skulle befordres videre.

Færgen, et sejlskib med een mast, kunne tage tre køretøjer med heste eller en halv snes kreaturer på een gang om bord. Efter den af magistraten i Fredericia den 24. juni 1745 satte takst betaltes der af en færge om sommeren 3 mark og om vinteren 4 mark. Af

en båd med 4 rorkarle om sommeren 2 mark 4 skilling, med tvende rorkarle l mark og 4 skilling. Om vinteren betaltes for en båd med 4 rorkarle 3 mark og med tvende rorkarle 2 mark. Når færgen fra Fredericia skulle komme, blev splitflaget med posthorn på, hejst på pynten. Færgen hed "Alert", men dette navn blev på "stribsk", som jo er halvt jysk, til "Alat".

"Således sagde man da:

Alat jeg heder,

efter fragt jeg leder,

mellem Strib og Fredericia

j eg agter at fare,

hvis Gud mig bevare ".

Efter ophævelsen af det priviligerede kongelige færgevæsen lå "Alat" nogen tid i Fredericia havn, indtil en gammel skipper kaldet Garibaldi købte den. "Alat" brugtes da endnu en række år som stenfiskerfartøj.

I 1866 fik Strib sit nuværende færgested, og overfarten besørgedes da af to små dampere, "Niord" og "Gerda", i hvis sted senere "Lillebelt" kom.

Kaptajn Schmit var i høj grad interesseret i beplantningsspørgsmål. Således forvandlede han det store, dengang fuldstændig forsandede og ufrugtbare areal mellem kirken og Scharlingsvej til skov. Ingen, som færdedes i læ af denne skov, da den havde vokset sig rig og mangfoldig, vil nogensinde glemme den. Da bredte krogede fyrretræer deres kroner ud i luften, da duftede de unge, friske graner, når det havde regnet, medens solsorten kaldte med sit fløjt, og nålene faldt lydløst på skovbunden. Det stemmer sindet til vemod, at denne idyl har måttet vige for moderne villaer. Der herskede i det hele taget i denne tid de mest idylliske tilstande på Strib. En dejlig sommermorgen havde man således hos fisker Jens Sørensen lukket alle døre og vinduer op, for at lade solen og havluften strømme ind i stuerne. Da kom et rådyr roligt spadserende gennem huset, for tilsidst med et elegant spring ud gennem et vindue at forsvinde i haven.

Stribs fiskere var alle i familie med hverandre. Til hver årstid steg de morgen og aften

op til "Udsigten", hvor nu villa "Breidablik"s have ligger. Der stod nogle forblæste træer og en rundbænk, hvorfra de kunne se over Lillebælt, og, medens sejlskibene som fine silhouetter gled forbi dem, talte de om vind og vejr. Da der herfra observeredes det første dampskib, nemlig kongeskibet "Freja" (44), slog man alarm. Da fisker Ole Jensen fik nys om "et skib som uden sejl nærmede sig", havde han så travlt med at komme ned fra høloftet, hvor han sov til middag, at han var nær ved at knække halsen. Ole Jensen boede i et lille hus ved siden af "Mosters Hus", således kaldet efter en gammel stuepige på færgegården, hvor nu toldopsynsmand Jensens smukke villa ligger (45).

Jomfru Mettes skole, "Skovhavehuset" på Vestergade l B o 1935.

(Lokalhistorisk Arkiv for Strib/Røjleskou sogn.)

IH. Dagens kronik 28.9.1925

Ved det første jernbanetogs ankomst til Strib den 31. oktober 1866 (46) blev en af fiskerkonerne så aldeles overvældet af dette syn, at hun måtte skynde sig hjem, hvor der kort efter indtraf en glædelig begivenhed. En ny tid var i anmarch.

Efter kaptajn Schmits død i 1884, solgte hans arvinger i 1897 færgegården og firs tdr. land for 85.000 kr. til et konsortium, som omdannede den til hotel. Familien boede så på "Stribgård", som var blevet bygget på Stribs modsatte side, medførende to længer af færgegården, og resten af jorden blev i 1906 for 67.000 kr. solgt til kammerråd Schmidt. Under "Stribgården"s senere ejer, Kaas, begyndte udstykningen af dens jord til villagrunde i stor målestok. Færgegården brændte for nogle år siden (47) og er blevet genopbygget i sin nuværende skikkelse.

Foran fiskernes udsigtsplads lå "Tjærepletten", hvor i 1900 det nye fyrtårn opførtes (48). Stribs omtrent 50 år gamle, første fyrtårn ligger nu i ritmester Liepkes have (49). Dets tre petroleumslamper kunne ses så langt som fra Æbelø, med hvis blinkfyr det nat for nat udvekslede stille hilsener. På "Tjærepletten" lå fiskernes tøjhus, hvor deres redskaber blev opbevaret. Det havde et stort skilt, hvorpå der var malet en "fin" ål, makrel og sild. Her befandt sig endvidere fiskernes brønd. Den var fælles ejendom, alle stod last og brast, når det drejede sig om en reparation og skillingede sammen dertil. På "Tjærepletten" skød fiskerne om vinteren vildænder, når de ved nordvestenstorm kom brusende forbi. Her tændte de Set. Hans Aften en tønde tjære. I senere år blev der tændt blus på Søborg, lidt øst for Strib, hvor nu spejderne om sommeren plejer at opslå deres telt. Højt fra bakken, hvor denne 2.000 år gamle sørøverborg med sine i det 17. århundrede endnu synlige grave og volde lå (50), lyste så bålet indtil Horsens Fjord.

Fiskerne saltede og tørrede fisk på stænger til deres eget brug. Om efteråret lejede de en vogn og kørte til Assens til indkøb af hamp, som de selv spandt på meget store rokke, for så at lave deres net deraf. De byttede deres værdifulde gamle merskumspiber med sølvbeslag mod værdiløse barometre, som langskæggede jøder gik med fra hus til hus.

Hver lørdag og søndag aften, efterår og vinter, samledes de [fiskerne] i færgegårdens krostue i kælderen for at spille et kortspil, som var en specialitet for Strib og hed belander. Den, som tabte, betalte brændevinen, der i et ½-pægls glas gik fra mund til mund, og hvortil hver spiste et medbragt æble. Øllet fik de gratis fra færgegården i et lerkrus med låg på.

I 1872 blev gæstgiveriet flyttet fra færgegården til bageriet ved stranden, der, hvor nu kaptajn Jespersens villa ligger. Efter at dette hus var brændt, byggede bager Oscar Hansen (iflg. tinglæst skøde hed vedkommende H.P.Hansen) Stribs nuværende bageri. (1925) (Vestergade nr. 4)

Stribbørnene, hvis kæreste legeplads var "Tjærepletten", gik i Røjle-Tårup skole. Røjle havde forøvrigt i det 17. århundrede sin egen præst (51). Således begynder i 1629 pastor Knud Kristensen en ansøgning til Christian IV med de ord:

"Kongen maa jeg trøjle,

giv mig kaldet Røjle. " -

Det var om vinteren en besværlig vej, lysene var tændt, når børnene gik, og tændt, når de kom hjem. De fulgtes derfor altid ad. Skolen var i 1815 indrettet i en af de tvillingegårde, som tilhørte to søskende, og blev ombygget i 1872. I 1901 fik Strib sin første egen skole (52). Af deres første lærer i Røjle-Tårup, [Henrik] Cronberg, 1815-1856, lærte børnene hovedsagelig at synge, thi han var meget musikalsk og en søgt musiklærer. Han interesserede sig også for landvæsen, og købte for spotpris gården "Virkelyst", hvor han levede som pensioneret lærer.

Hans efterfølger var den dygtige lærer [P.S.) Borum, født i Vejlby som søn af degnen der (53). Efter 53 års lærervirksomhed (54), tog Borum sin afsked i 1900 og tilbragte sine sidste år på Adelerhus, hvor han og hans hustru døde i 1905. Begge ligger begravet på Middelfart kirkegård. Trods den anstrengende vej var børnene altid i det bedste humør. Således morede de sig på hjemvejen med at kaste sten på smedekonens dør, for at se hendes mærkelige, vrede ansigt truende komme til syne bag ruden. Eller de gled om vinteren på de tilfrosne voldgrave på Billeshave lige over for, hvor forresten poeten og lægen Jørgen Grønholt, død 1793, i sin tid var røgterdreng (55).

Den nuværende lærer, den elskværdige Hans Hornbeck (56), en stor børneven, er samtidig en begavet maler. Som små alfer leger hans yndige fire pigebørn i hans eventyrhave, hvor hundredårige træer spreder skygge.

Indtil Strib fik sin egen kirke, bygget på den af kammerråd Schmit skænkede tønde land, hørte det til Vejlby, hvis kirketårn festligt lyser hen over et ocean af bølgende korn. På foranledning af Vejlbys sognepræst Hansen er kirkens [= Vejlbys] indre på den værdigste og smukkeste måde blevet restaureret (57). Den har samtidig fået sin gamle altertavle tilbage, den eneste malede fra reformationstiden, hvis mage ikke findes i landet. I 1867 havde man over dette klenodie anbragt en ny altertavle, malet af maleren Schrøder fra Middelfart. Denne er nu fjernet og hænger på en af kirkens vægge. Ved kirkens restaurering fandtes mellem andet en sten med følgende indskrift:

"Rør ikke salig Riisberichs Been.

Det siger dig dend hugne Sten."

Riisberich havde været præst i Vejlby og var efter sin død 1746 blevet begravet foran alteret.

Vejlby kirke havde Kathrinebjerg og Stribs ejere deres nu forsvundne lukkede stole. Ejeren af Strib havde i 1747 reddet en ven fra at drukne i Lillebælt. Som tak havde denne købt retten fra Hindsgaul (58) til at opstille en lukket stol og foræret sin redningsmand den. På kirkegården havde medlemmerne af familierne Dehlholm og Schmit, derimellem "Tantehuset"s tre beboersker fundet deres sidste hvilested. Her ligger Stribs gamle fiskere. Her hviler de ejere af Strib, som kun kendte det som færgested og fiskerby, som lyngen og ensomhedens rige, og kaptajn Schmit, som sikkert ikke drømte om muligheden af, at Strib engang skulle udvikle sig til Fyns Hornbæk, ja måske til et dansk Ostende.

De viste gamle stråtægte huse, der ses på ovenstående billeder, må være omtalte bageri og gæstgiveri , der brændte 1899 - den del af den nu kaldte Tjærepletten hed på daværende tidspunkt "Bagerigrunden" (J.R.)

Det viste stråtægte bindingsværkhus har jævnligt været antaget for at være det såkaldte "fiskernes tøjhus",

men som det fremgår af den indgåede kontrakt fiskerne og ejeren af Strib imellem, er det ikke rigtig. ...

(beliggenhed, størrelse m.v.)

Strib kirke omkr. 1953

Noter

1. Strib kirke indviet 30 4. 1911, Røjleskov kirke den 20.12.1914. Den 1.4.1918 blev Strib-Røjleskov kirkesogne udskilt fra Vejlby kirkesogn.

2. Vejlby kirke hørte under Dalum kloster fra 1340-1658, herefter under Billeshave frem til 1805, hvor den blev solgt til Hindsgavl.

3 Agathe Rodsteen Urne og Andreas von Raiser blev begge bisat i Vejlby kirke i 1784.

4. Død 1535.

5. Inskriptionen lyder korrekt: Her under ligger begravet Niels Jørgensen Tømmermand, som boede i Odense, men som af et brædt, som nedfaldt af tårnet blev ihjelslagen. Mener I, at denne var en synder frem for andre?

6. Død 1563.

7. Dvs. mindste.

8. Sognepræst fra 1702-29.

9. Sædvanligvis stavet Riisbrigh. Sognepræst fra 1729-46.

10. Jesper Larsen Kildgaard, sognepræst fra 1746-73.

11. Sognepræst fra 1773-1788.

12. Kirken ejedes på daværende tidspunkt af Billeshave. Stridighederne havde udgangspunkt i Vejlby skoles degn, Cronberg.

13. Sognepræst fra 1818-57.

14. Iflg. Chr.Behrendt: Fra det gamle Middelfart, II, 1941, s. 144, blev duen nedtaget i sognepræst Fabers tid og bortsolgt.

15. Generalløjtnant Christian Ulrich Sundt (1766-1849) ejede gården matr. nr. 171a i Søndergade.

16. Slægten Dehlholm ejede færgegården fra 1792 til 1852; først ind 1 1800'tallet kom Cathrinebjerg i slægtens besiddelse.

17. Dette er en misforståelse. H. C. Andersen forespurgte ganske vist pastor Ascanius, om der kunne findes et egnet sted i Vejlby sogn, h vor moderen kunne få pleje; men planen blev ikke realiseret.

18. Korrekt dato: 21. februar 1858.

19. Kirstine Hassing, ansat Vejlby 1914, Strib 1928.

20. J. D. A Gang, lærer i Staurby 1838-60.

21. Den senere Frederik VII.

22. Nicolai Edinger Balle Clausen, sognepræst i Vejlby 1857-65.

23. Genopført 1898.

24. Dvs. udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849

25. Matthias Hansen, sognepræst 1921-34.

26. Børge Riisbrigh levede 1731-1809.

27. Det drejer sig om en jættestue.

28. Endvidere kan nævnes Aulby, Kustrup og Røjle møller.

29. Den senere Frederik VII.

30. Dvs. en dynge grene eller stedet, hvor man hugger brænde.

31. Afstanden er snarere 5-6 km.

32. Hans Andersen boede på ejendommen Nyskov.

33. Andre kilder siger 1803.

34. Sophie (1786-1848), Magdalene (1787-1859) og Cathrine Dehlholm (1790-1867) var søstre til prokurator Anders Eskild Dehlholm (1788-1843), transportforvalter og ejer af Strib fra 1829- 43).

35. H. C. Dehlholm (1748-1829) var ikke prokurator; han havde tidligere været forpagter på Langeland.

36. Det må dreje sig om Anders Eskild Dehlholms eneste levende broder, Lars Christian Dehlholm.

37. Det lykkedes ikke kaptajn Steen Bille at nedskyde det tyske flag.

38. Ældre betegnelse for Orkneyøerne.

39. Andre kilder siger 1803.

40. Julius Eibes hustru hed Hedvig Magdalene. Gården kan altså ikke være opkaldt efter hende,

41. Der eksisterede intet kongeskib med dette navn. Her er formodentlig tale om en forveksling med det kongelige postdampskib "Freyr". Ifølge Middelfart Avis ankom Christian VII og grevinde Danner den 23. 7 1861 til Strib færgebro med dampskibet "Falken ", som var kongens private ejendom.

42. Sangen begynder således: "O, vær velkommen, konge, hertil kysten, med hustru din, til Fyens skønne land".

43. Jomfru Mettes skole lå Vestergade 13. Nedbrændt i 1960 'erne.

44. regelmæssig sejlads med dampskibe gennem Lillebælt indledtes ca. 1844.

45. Toldopsynsmand Henrik Jensen boede Rolighedsvej 1.

46. Banestrækningen Middelfart-Strib blev taget i brug 1.11. 1866.

47 Færgegården nedbrændte 1919.

48. Opført 1899, taget i brug 1900.

49. Stribs første fyr taget i brug 1883.

50. Voldstedet, hvis alder næppe er mere end 700-900 år, har snarere været en lokal vagtpost end en sørøverborg. Banke og grav er stadig synlige.

51. Dette er ikke korrekt.

52. Der havde siden 1887 været en privat skole i Strib.

53. Jørgen Frederik Borum, lærer i Vejlby 1811-48.

54. P. S. Borum var lærer i Røjle-Tårup 1857-1900, altså 43 år.

55. Hans Jørgen Grønholz var født i Føns 1793; levede endnu i 1842.

56. Korrekt navn: Poul Georg Jensen Hornbeck, lærer i Røjle-Tårup 1915-1954.

57. Matthias Hansen, sognepræst fra 1921-34, forestod kirkens restaurering i 1924.

58. I 1747 tilhørte Vejlby kirke hovedgården Billeshave.

Page updated

Google Sites

Report abuse