Nutid - Jesu barndom og Fastelavn

Jesu barndomstavle - og fasten

Tavlen som handler om Jesus barndom og om fastelavn er ikke så stor. Når den er lukket, står den i afdæmpede farver med tekst og keramik i centrum.

Her fortælles der om Jesu barndom med citater fra evangelierne, særligt Matthæusevangeliet kapitel 2. Der er nogle overraskende grumme motiver. Flugten til Egypten, hvor Jesus, Maria og Josef undslipper den onde kong Herodes forfølgelse, spejler nutidens flygtninge. Barnemordet i Betlehem, hvor Herodes hævner sig ved at slå børn på Jesu alder ihjel i Betlehem, spejles i et tegneserielignende billede af et skoleskyderi.

På højre side vises en parafrase af et uddrag af profeten Esajas bog fra Gammel Testamente, som handler om, hvilken indstilling man skal have i livet, når man faster. Det handler om at handle godt, hjælpe andre og afvise det onde - mere end at gøre noget med kroppen.

Citaterne peger hen mod, at fastelavn, der indledte fasten op til påske, er lige om hjørnet.

Fastelavn

Når fastelavn kommer åbnes skabet med alle sine vilde farver! Citatet fra Matthæusevangeliet, om at man skal blive som børn, for at kunne komme i himmelen, bruges også i folkekirkens dåbsritual. Billedet tematiserer forskellige dele af verden, der er vist som en terning med flere flader: den 1. verden med dens overflod og farver har elementer, der ligner Danmark. Den 2. verden vises som noget underjordisk og symbolfyldt og den 3. verden vises som udpint og tør - med folk i en gummibåd, som prøver at flygte over til 1. verden. I rummet omkring verdens-terningen, vises indkøbsvogne og udklædte børn - både rige og fattige.