Dansk

Forslag til undervisningsaktivitet i dansk

Fra skoletjenestens side er oplægget, at eleverne i forbindelse med Når skabet åbnes og arbejdet med at lave deres egne altertavler, i danskfaget arbejder med kommunikationsformen Udstillingskatalog. I kan man arbejde med formidling af værkerne og tankerne bag dem, for eksempel som et udstillingskatalog til værkerne. For at lave en formidlende tekst til udstillingen, skal eleverne overveje deres valg i kommunikationen: hvem er jer som afsender, hvem skriver jeg til som modtagere, hvilken situation er formidlingen rettet mod og hvad er hensigten med den. Hvad skal besøgende i udstillingen kigge på?

Faglige mål

Det overordnede formål med at lade eleverne arbejde med Nutid i Skovlunde i dansk er:

  • At eleverne møder en æstetisk tekst i form af et moderne kunstværk.

  • At eleverne får blik for, hvordan forskellige typer af tekster, kan tale ind i hinanden og bidrage til dybere forståelse af hver enkel tekst. I dette tilfælde Nutid i Skovlunde og Bibeltekster.

  • At eleverne bliver fortrolige med at forholde sig til en tekst via analyse og fortolkning og kan diskutere tekstens betydning i dens kontekst, samt i forhold til elevens egen livsverden.

Det er læreren, der tilrettelægger forløbet for det givne klassetrin, samt udvælgelsen og vægtningen af de mål, undervisningen skal opnå.

Link til Faghæfte for danskfaget

Kompetenceområder

Herunder gives nogle forslag til, hvordan danskfagets kompetenceområder kan ses i arbejdet med Når skabet åbnes / Nutid i Skovlunde.

De fire kompetenceområder læsning, fremstilling, fortolkning og kommunikation er desuden naturligt indlejret i flere af de opgaver, der følger med det online undervisningsmateriale. Ligeledes vil der være flere naturlige overlap med fagene kristendomskundskab og billedkunst i opgaverne.

Læsning

Eleven kan tilegne sig viden om Nutid i Skovlundes billedlige indhold ved læsning af bibeltekster bl.a. med opmærksomhed på fremmede udtryk og begreber. Eleven kan, afhængig af klassetrinnene, i stigende grad diskutere betydningen af bibelteksternes sproglige indhold i relation til Nutid i Skovlunde .

Fremstilling

Eleven kan op udtrykke sig om Nutid i Skovlunde og bibeltekster og kan vælge en passende modalitet for deres fremstilling – fx mundtligt oplæg, sansedigt eller dramatisering.

Fortolkning

Eleven kan forholde sig til temaer i Nutid i Skovlunde og bibeltekster og relatere dem til kultur, herunder andre tekster, historie og samfund, samt betydningen for identitet.

Kommunikation

Eleven kan kommunikere omkring Nutid i Skovlunde og bibelteksterne i forhold til fortolkning, analyse og perspektivering ved bl.a. at bruge danskfaglige udtryk og udtryk, der knytter sig til det religiøse sprog.