Den sidste nadver

Billedet her viser "den sidste nadver". Det kommer ikke fra Boeslundetavlen, men er lavet nogenlunde samtidig. Det er fra Italien, fra Duemo di San Gimignano. Billedet er med, fordi det viser en vigtig begivenhed i kristendommen, nemlig Jesu sidste aftensmåltid (som i gamle dage blev kaldt nadver). I evangelierne fortælles det, at han er sammen med hans følgere, disciplene som de kaldes. De skal til at spise aftensmad, og Jesus tager brødet og brækker det i stykker og giver det til disciplene og tager vinen og fordeler den mellem dem. Han fortæller, at brødet og vinen er et tegn på en ny aftale (pagt) - hvilket senere bliver til det ritual, man kalder nadveren i kristendommen, hvor man spiser brød og drikker vin i kirken om søndagen.

I kristendommen ses Jesus død og opstandelse, som er de mest centrale begivenheder i påsken, som et tegn på at Jesus har en rolle som frelser, som både muliggør at man kan blive tilgivet for sine synder og at der er et løfte om et evigt liv efter døden. Det er dette, som er "den nye aftale/pagt" mellem Gud og mennesker i kristendommen.

På billedet ses Jesus i midten, sammen med sine 12 disciple. Han rækker brødet ud til en af disciplene og der ligger stykker af brød, der er brækket i stykker, på dugen. En af disciplene, nok ham der hedder Johannes, ligger hen over bordet, og ser ud til at sove. Disciplene ser ikke specielt glade ud, nogle har rynkede øjenbryn og lidt strenge øjne. Måske diskuterer de? Jesus ser rolig ud. Måske er den discipel, han rækker brødet til, Judas. Han er vigtig, fordi det er ham, der senere på aftenen fortæller myndighederne, hvor de kan finde Jesus, som de vil anholde. Til gengæld for dette forrædderi af hans ven og læremester, får han en pose sølvpenge. Det er denne handling, som sætter gang i hele forløbet omkring at Jesus dagen efter bliver pint og dræbt på korset.