Hvad billedet fortalte

Hvad billedet fortalte


Dette billede er den lukkede udgave af Boeslundetavlen. Sådan stod den i kirken, alle de dage i året, som ikke var særlige højtider. Billedet fortæller en historie, som du netop har prøvet at tyde.


En engel - en ung kvinde.


Englen er nok verdens mest kendte engel: Gabriel!


Han kommer med budskaber fra Gud til mennesker og han har en rolle både i jødedom, kristendom og islam.


Gabriel knæler, hvilket er et tegn på at han viser respekt for Maria. Han har løftet hånden med pegefingeren strakt: "Lyt Maria". Hans flotte, grønne vinger matcher hans dragt og hans hår er stort, gyldent og krøllet. Nogle af jer har måske tænkt, at han lignede en kvinde. Men sådan noget hår og tøj var det, fornemme unge mænd havde i 1400-tallet, hvor tavlen blev lavet.


Den unge kvinde har langt og gyldent udslået hår. Det var kun unge, ugifte unge kvinder som havde håret sådan dengang altertavlen blev lavet. Hun sidder ved et bord og læser i en bog. Hendes dragt og det, at hun kan læse, fortæller os, at hun er en fornem ung kvinde. Hun har en lysende glorie omkring hovedet. Det er jomfru Maria.


Hendes hovede hælder til siden, som om hun lytter opmærksomt på, hvad Gabriel fortæller - og hendes løftede højre hånd fortæller det samme: det er middelalderens håndtegn for "at lytte".


Prøv at lave et lyttende håndtegn som Maria - og et fortællende som Gabriel.


Mellem Gabriel og Maria går et bånd med skrift på. Der står på latin:


Ave Maria, gratia plena, Dominus tecum - hvilket betyder:


Vær hilset Maria, fuld af nåde, Herren er med dig.


Det er Gabriels hilsen til Maria, da han fortæller hende, at hun skal blive mor til Jesus.


Orden lød på latin hver dag i kirkerne i hele Europa på den tid, for de var en del af én af de to mest almindelige bønner dengang: Ave Maria. Den bliver stadig bedt i hele den katolske del af verden på utallige sprog. Den mest almindelige kristne bøn er Fader Vor.


Mariæ bebudelse kaldes denne begivenhed, fordi Gabriel bringer bud om det der skal ske: 9 måneder senere blev Jesus født, hvilket bliver fejret i julen.


Når denne begivenhed var så vigtig, viser det både, hvor stor vægt man dengang i middelalderen lagde på jomfru Marias rolle. Og det viser også, at bebudelsen er starten på hele den nye forståelse af forholdet mellem Gud, menneskene og verden, som kristendommen fortæller om, og som fejres i julen og i påsken.


Hvis du vil læse i Bibelen om Mariæ bebudelse, så kan du læse om det i Lukasevangeliet kapitel 1, vers 26-38.