Den engagerede kunstner

Den engagerede kunstner

Der er med denne udstillings fem kunstnere lagt vægt på, hvad de enkelte kunstneres fællesskab er i form af deres engagement i det samfund, de levede i og, for enkelte, lever i i dag. Nogle er mest politiske, mens andre er mere alternative i deres holdninger til samfundet og de politiske agendaer i deres samtid.

Lad os starte med Gernot Bubenik (Tjekkiet 1942). Han er hele vejen igennem alternativ. Uddannet som kunstner ved akademiet i Stuttgart og Berlin, men også uddannet i teoretisk og praktisk planteforskning. Han forsker i og dyrker orkidéer og anden microflora i små væksthuse i sit atelier. I disse studier af biokulturelle udviklinger har Bubenik hentet sin inspiration til sin kunst, i form af macrofotografi af planter og blomster som forlæg til sine malerier, der er udført med airbrush teknik. I dag er Bubenik kendt for sit engagement i økologi og giver kurser for skoler herom.

Antonio Saura (Spanien 1930-1998) er politisk aktivist. Da Saura startede med at male som 17-årig, var der ikke noget egenligt kunstnerisk miljø i Spanien, så derfor tog Saura til Paris fra 1953-55, hvor han var knyttet til surrealisterne dér. Han vendte derefter tilbage til Madrid, hvor han grundlagde “El Paso”; en gruppe af kunstnere, der forholdt sig kritisk til det spanske diktatur under general Franco. Sauras stil var nu mere vild og ekspressiv end før, båret af en dybere smerte og desperation. I 1967 flytter Saura til Paris for at bo permanent og melder sig til oppositionen mod Franco her.

K.R.H. Sonderborg (1923-2008) er født dansk i Sønderborg, men flytter i sit første leveår med sine forældre til Tyskland, hvor han lever resten af sit liv. Han uddanner sig i maleri, grafik og tekstildesign ved Landskunstschule i Hamborg fra 1947-49. I 1953 bliver han optaget i kunstnergruppen ZEN, og under et studieophold i Paris møder han for første gang Tachismen (plet maleri), som bliver en vigtig bestanddel af hans fremtidige malestil sammen med automatisme og kalligrafi. På trods af kun at have én arm, maler og fotograferer Sonderborg, som havde han fire arme. Det er denne livskraft og dette engagement i arbejdet med kunst, der giver Sonderborg en særegen stil og genkendelighed som ingen andre i sin samtid. Han belønnes med flere internationale priser og udstillinger samt professorater bl.a. ved Stuttgart Art Academy, Minneapolis College of Art og Art Institute in Chicago. Sonderborg er i dag anerkendt som en af de mest imponerende og vigtige repræsentanter for tysk informel kunst.

Carl Fredrik Reuterswärd (Sverige 1934-2016) brød med sine adelige aner og officerslægt for at blive kunstner. Hans forhold til politik og til kunstverdenen er intellektuelt, intelligent og ironisk. Dette greb bliver omdrejningspunktet i Reuterswärds kunst frem til i dag. En forkæmper for verdensfreden er Reuterswärd også. Og med et statement så klart, som da han laver bronzeskulpturen “Non-Violence” til FN i New York, forestillende en stor revolver hvor der er slået knude på løbet, er det bevis for, at intellekt og humor i kunst er et stærkt og universelt sprog, vi alle kan forholde os til.

Til sidst er Jan Voss (Tyskland 1936), som har været bosiddende i Paris siden 1960, og er den kunstner i udstillingen, der har udfordret sin stil mest. I kraft af materialer og teknikker har Voss drevet sit billedsprog vidt omkring. Det gennemgående tema er en slags “orden i kaos” med en detaljerigdom som en myretue, der i en periode males som tegneserier, en anden periode som relieffer af træ og papir og senest i tre dimensioner ved at save, smadre og folde billederne. Alt sammen er det et udtryk for et stærkt engagement i arbejdet med materialerne, og især Voss’ evne til at lave humoristiske historier med pensler og farve er utrolig fascinerende.

KPA, 2012