Projekt IT literacy er et lærerlæringsprojekt for lærere på DU2. Målet er at udvikle nye metoder og videreudvikle læreres didaktiske kompetencer i forhold til at tilrettelægge danskundervisning, der indarbejder kursisternes digitale færdigheder og IT literacy. Ideen er, at kursisternes digitale kompetencer integreres og indlæres i kombination med og som redskab til det dansksproglige.
I projektet deltager 35 lærere, som alle underviser på DU2. De har adgang til computere i klassesæt, som de kan bruge i undervisningstiden. For læreren er arbejdsspørgsmålet: “Hvordan kan jeg integrere kursisternes IT-læring i det, jeg ellers gør?”.
Projektet har i projektperioden involveret ca . 800 kursister på DU2. For kursisterne er målet øgede digitale færdigheder på PC. Kursistgruppen på DU2 har meget forskellige IT-mæssige forudsætninger, og projektet søger at udligne disse forskelle. Målet er at give kursisterne mulighed for, også digitalt, at have en adækvat og autentisk fremtræden. Målet er også at påvirke ikke IT-vante kursisters selvforståelse positivt, så de oplever at det er inden for deres rækkevidde at tillære sig digitale færdigheder. Endelig kan de øgede IT-mæssige færdigheder give kursisterne øgede handlemuligheder i forhold til arbejde og som borger i Danmark.