Chatøvelser er en form for systematiserede SMS-skriveøvelser, der udnytter. at kursisterne kan “chatte” med hinanden i “real-time” i klassen, og at der kan være en fælles snak om det skrevne, både under og efter skriveprocessen.
Chatskrivning kan understøtte og fastholde mundtligt indlærte dialoger/ sproghandlinger og kan også medvirke til at bygge bro mellem mundtlige opgaver og for eksempel e-mailskrivning.
Helt lavpraktisk foregår chat nemmest i et fælles dokument - f.eks. Docs eller Jamboard.
Først trænes enkle dialoger mundtligt - fælles og i par. Der er fokus på udtale og gentagelse, med mindst mulig skriftlig støtte.
Kursisterne kan for eksempel træne dialoger som Quiz og byt.
Skal vi ikke .... gå en tur?
Jo, det kan vi godt.
Nu skal dialogerne fastholdes skriftligt. Klassen deles i to hold, og hvert hold vælger en sekretær. Hold A hedder f.eks. Peter, hold B hedder Anna.
Anna og Peter skal nu lave en aftale via "SMS". De to sekretærer skriver i et fælles dokument, som alle kan følge med i via projektoren. Gruppen skal forhandle om replikken, inden den skrives, og der er løbende fælles snak i klassen og med læreren om, hvordan replikkerne fungerer i dialogen.
Kursisterne skal nu skrive samme type dialog i par. Det er sjovest, hvis kursisterne sidder et stykke fra hinanden, for på den måde bevares illusionen om beskedskrivning. Her (link) er forslag til hvordan dokumentet kan sættes op, så det minder om en chat
Alle skriver i samme dokument, så man kan lade sig inspirere af hinanden. Læreren går rundt og giver feedback løbende.
Efterhånden som kursisterne bliver færdige, læser læreren dialogen igennem sammen med parret, giver feedback, og kursisterne retter til. Kursister, der er hurtigt færdige, laver ekstraopgaver, indtil alle har et færdigt produkt.
Kursisterne kan nu læse hinandens dialoger, enten i par eller fælles i klassen.
Kursisterne kan også efterbearbejde egne eller andres tekster ved f.eks. at rette stort bogstav, for mange mellemrum etc. Link kursistkompetencer
Dialogerne kan gentages i “ud på gulvet”-øvelser, eller SMS-skrivningen kan gentages dagen efter med en ny makker.
I eksemplet ovenfor trænes sproghandlingen at foreslå noget, og den indgår også i e-mailskrivning på modulet. Chatskrivning kan på denne måde bruges til at automatisere dele af skriftsproget og bygge bro til skrivning af en lidt længere tekst.