Fælles skrivning er en aktivitet, hvor alle kursister skriver i et delt dokument. Kursisterne skriver alene eller i par, og alle skriver samtidigt. Det kan være i Google Docs, Jamboard (tekstfelt), padlet eller andet. Aktiviteten egner sig godt til lidt længere skriveopgaver, hvor alle arbejder med en fælles stillet opgave, men med forskelligt output - det kan være en email opgave, dictogloss eller andet.
Læreren har adgang til at følge med i og støtte skriveprocessen hos den enkelte kursist. Kursisterne kan støtte sig til hinandens tekster og inspirere hinanden.
Ved fællesskrivning bliver feedback fra læreren mere effektiv, fordi den kan gives mens kursisten skriver, og ikke f.eks. efter at læreren har haft kursistens opgave med hjem.
Mens kursisterne skriver, kan læreren cirkulere med sin egen computer på skødet og snakke med kursisten om opgaven. Feedback er således mundtlig, men understreges visuelt: Læreren kan vise hvilket sted i teksten, hun henviser til, ved at placere cursoren foran ordet, så kursisten kan se den stå og blinke. Man kan også vælge at markere ord fra teksten med en farve eller markere med kommentarfelt, hvor læreren kan skrive løsningsforslag.
Endelig er der mange muligheder for feedback mellem kursister. Det kan foregå ved at kursisterne opfordres til at bruge hinanden under skrivningen, eller ved at de læser hinandens tekster efter at de er færdige med første udkast. Læs mere om feedbackformer her.
Hvad skal læreren have tænkt over, inden man går i gang?
Hvis kursisterne arbejder i par, er det en fordel, at de sidder ved siden af hinanden med hver sin skærm, men at én af dem har hovedansvar for at skrive. På den måde har de begge mulighed for at gå ind og rette i teksten.
Hvis man skriver i Google Docs, er det en god idé at indsætte en tabel i det fælles dokument med god plads i hvert felt. Så undgår man, at teksten rykker sig, mens der skrives.
Det er vigtigt, at der er god tid til feedback - det kan være en god idé, at kursisterne udstyres med en “vente-opgave”, som de kan gå i gang med, når de er færdige. På den måde har læreren ro til at komme hele vejen rundt.
Det er også vigtigt at alle kursister får støtte til at gøre teksten færdig, før de eventuelt sættes til at give feedback på hinandens tekster.
Man kan også lære kursisterne at gemme en kopi af det fælles dokument i deres eget drev. Det kunne for eksempel være relevant for dem at oprette en mappe til modultestopgaver og gemme dokumentet her. Dette vil også støtte kursisternes IT-kompetencer ved at skabe et begyndende overblik over faner/ressourcer på f.eks. Google (link).
Skriveforberedelse og fælles skrivning kan integreres i ét Jamboard. Metoden mikroskrivning kan bruges på de første slides, og kursisterne skriver hver et forslag til løsning af et delelement af opgaven. Hvis man f.eks. skriver en email om at man skal flytte og at man har brug for hjælp, kan kursisterne skrive eksempler på/ forslag til, hvordan man kan bede om hjælp. Disse kan gennemgås og diskuteres i klassen.
Man kan vælge at arbejde med flere del-elementer på de efterfølgende slides, der dermed bliver en fælles ressource, som kursisterne kan anvende, når de selv skal skrive opgaven.
Til sidst kan kursisterne skrive selve emailen på de efterfølgende slides.