Projektet står på to ben: Dels skal kursisterne tilegne sig nogle konkrete IT-mæssige færdigheder. Dels giver muligheden for at dele sprog, billeder og tekst nye muligheder for etablere et fælles læringsrum, hvor kursisterne i højere grad kan være medskabere af undervisningen, og også i højere grad kan komme til udtryk, dele ud af deres identitet, og dermed potentielt kan lære hinanden bedre at kende. Endelig giver det fælles læringsrum nye muligheder for samtidig feedback, både mellem lærere og kursist, og kursisterne imellem.
Vi har i projektet lagt vægt på at indførelsen af IT-didaktik ikke betyder, at man lægger sine hidtidige metoder, opgaver og lærebøger til side. Projektet handler i høj grad om, hvordan man kan få materialer og metoder til at spille sammen ved at inddrage IT, når det er gavnligt. Dette kan du læse mere om i afsnittet om multimodalitet.