Sætninger består af led og ikke af ord alene. En sætning består normalt af mindst et verballed og et subjekt. Oftest vil der dog forekomme flere forskellige led.
Sætningsanalyse er et vigtigt redskab til at gennemskue de grammatiske sammenhænge i en sætning. For at kunne analysere en sætning på den mest sikre måde, er det vigtigt, at du søger efter leddene i den nedenfor nævnte rækkefølge. Arbejd dig altså altid nedad i skemaet.