På Skive Gymnasium er vi optagede af at gøre vores elever digitalt dannede. Denne dannelse indbefatter bl.a. at mestre, forstå og benytte sig af de digitale hjælpemidler, der er til rådighed. Eleverne skal klædes på til at træde ud i den digitaliserede verden, de er en del af, og de skal have mulighed for at arbejde med digitalisering i fagene og udforske de muligheder dette giver. At være digitalt dannet betyder dog også at være sig bevidst om, hvornår de digitale hjælpemidler bruges uhensigtsmæssigt. Det sker fx, når brugen af dem er med til at fjerne opmærksomheden fra undervisningen, fordi indholdet på skærmen opleves som mere spændende. Det sker, når man mister evnen til at koncentrere sig i længere tid ad gangen, fordi man bliver vant til hurtige opmærksomhedsskift, og det sker, når man lader sig lokke af hurtige løsninger og svar, der findes eller kan genereres på internettet, og som ikke skaber læring hos den enkelte elev. Disse overvejelser om digital dannelse fører os videre til nedenstående retningslinjer for brug af digitalt udstyr på Skive Gymnasium:
1. Digitalt udstyr skal udelukkende anvendes i undervisningen, når det tjener et fagligt formål.
2. Computerne skal være lukkede fra modulets start og må først åbnes, når læreren siger det. De skal tilsvarende lukkes igen på lærerens anvisning.
3. Mobiltelefoner slukkes/sættes på lydløs eller flytilstand, og lægges i mobilhotellerne fra modulets start. De skal blive liggende i hotellet hele modulet
4. Der skal være skærmfrie tidsrum i alle moduler
5. Det forventes, at alle elever har skriveredskaber samt et kladdehæfte eller en notesblok med til hvert modul, da dele af undervisningen vil foregå analogt.
6. Det tilstræbes, at gruppearbejde foregår så skærmfrit som muligt.
Ved overtrædelse af retningslinjerne, kan læreren bede eleven aflevere sit elektroniske udstyr, og eleven kan hente det ved skoledagens afslutning i receptionen.
Ved gentagne overtrædelser kan eleven få forbud mod at medbringe digitalt udstyr i en periode.