Når man fortæller om perioden 1750 til dags dato er der sket meget i forbindelse med navngivning.

Denne lille publikation giver en god og kortfattet beskrivelse af de love og forordninger som har haft indflydelse på vores efternavne.

Eva Villarsen Meldgaard, afdeling for navneforskning, 2008:

http://nfi.ku.dk/publikationer/webpublikationer/ddsoefternavnetshistorie.pdf/

Ralsten som fra naturens hånd er forsynet med et hul. Kaldes også Hulko.

I gamle dage kunne man binde en snor i stenen og trække med den som var det en ko. Det gjaldt så om at få flest køer. I dag kaldes stenene også for køer eller lykkesten, idet det anses for at bringe lykke at finde en sten med hul i.

Det er meget populært at anvende hulsten som dekorationer, f.eks. hængende i en snor, eller som lysestage.

Se Steen Sørensens værk på gavlen af kulturhus Kappelborg eller lysestager fra glaspuster Niels Olesen.

Det engelske udtryk som kan anvendes for disse sten er "Witch Stones" - heksesten.

https://www.eadt.co.uk/news/weird-suffolk-stones-folklore-magic-2604074

Da sandflugten hærgede i Skagen og omegn, så sandet føg om hushjørnerne, måtte man anlægge knæbakke omkring husene for at forhindre vinden og vandet i at undergrave disse.

En knæbakke var en form for fortov omkring husene, bygget af vragplanker på kant cirka 2 alen (omkring 1,2 meter) fra husene, hvorefter der blev fyldt op med sand.

For at holde sandet på plads, lod man tang, og andet som man redte af garnene, ligge på dette "fortov", så det kunne give næring til nogen vegetation, som så igen holdt på sandet.

Knæbakken ledte også regnvand m.v. væk fra huset (tagrender havde man jo ikke)

Når vi læser om at Ancher solgte et maleri i 1880 for 3.000 kroner ("Vil han klare pynten" til kongehuset) eller Drachmann købte et hus i 1902 for 4.000 kroner (matr. 65a Skagen bygrunde og matr. 216a Skagen markjorder af bager Høm), hvordan forholder man sig så til disse beløb?

Her skal jeg prøve at anskueliggøre priser og lønninger omkring perioden 1880-1910 (kunstnerkolonien).

1878 Victor Chr. Klæbel i lære hos apoteker Strøyberg, Aalborg.

• Første år: kost og logi - ingen penge

• Andet år: 40 kroner

• Fjerde år: 240 kroner

1880 Michael Ancher sælger "Vil han klare pynten" til Christian IX for kr. 3.000 og fik dermed mulighed for at gifte sig med Anna

Den faglært arbejder tjente kr. 0,27 i timen, arbejdede 64 timer om ugen, altså en årsløn på omkring 900 kroner (for en stakkels skagenfisker lå årslønnen måske på omkring 2-300 kroner)

1898 Michael Ancher sælger "En barnedåb" til Ribe Kunstmuseum for 2.000 kroner. Faglært håndværkets timeløn er nu 0,40 kr i timer og ugentlig arbejdstid er 60 timer. Altså nu er årsløn på omkring 1.250 kroner.

1902 Drachmann køber matr. 65a Skagen bygrunde og matr. 216a Skagen markjorder af bager Høm (Der er Hans Baghsvej 21 og området hvor nu Rygcentret og en del af Byfoged Frich skoven op til Hvide Hus ligger) for kr. 4.000

1902 Emmy Drachmann forlanger kr. 3.000 i årligt underholdningsbidrag fra Holger i forbindelse med skilsmissen. Årslønnen for en faglært arbejder er nu kr. 1.250 for 60 timer om ugen.

1910 Overtagelse af Drachmanns Hus fra enken kr. 14.000. Årslønnen for en faglært er nu (iflg. industrimuseet) kr. 1.500.

1926 Skagens Museum køber "Den leende Lars Gaihede" af Michael Ancher for 800 kroner.

Priser og lønninger 1880-2004 (industrimuseet)

I perioden lige før møntloven i 1873 var møntenhederne:

1 Rigsbankdaler = 6 Rigsbankmark

1 Rigsbankmark = 16 Rigsbankskilling

Dansk møntsystem gennem tiden

1400-tallet

I begyndelsen af 1400-tallet blev udmøntningen genoptaget i Danmark. Møntstedet var Malmø, og produktionen af sølvmønt var betydelig, måske fordi Skånemarkedet bragte landet et eksportoverskud, som kan være blevet benyttet til møntprægningen. I 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet blev der også anvendt tyske og nederlandske guldmønter (floriner) i Danmark.

1444 - Skilling:

Indført i 1444 efter nordtysk forbillede. 1 skilling = 12 penninge. I Christian II's håndfæstning fastsættes 1 mark til 12 skilling

1541

Fra 1541 kom der ved en møntforordning for alvor gang i udmøntningen. Der blev slået mark, ½ mark, fireskilling, skilling, hvide og penninge.

Efter flere voldsomme inflationsperioder stabiliseredes det danske møntvæsen fra 1541. De danske mønters pålydende værdi blev anført på de forskellige enheder i møntrækken:

12 penning = 1 skilling;

16 skilling = 1 mark;

3 mark (fra 1624: 6 mark) = 1 daler.

1544 - Daler

Fra 1544 udmøntes dalere i Danmark!

1 daler - 2 mark, med en finvægt på 26,05 g. (Finvægten ændret i 1671 til 25,28 g).

Daleren gik under navnet speciedaler, eller daler in specie, dvs. en daler, som man kan se eller en daler i ét stykke, modsat en daler optalt i mark, skilling eller anden mønt.

Daleren blev også ofte betegnet med det tyske udtryk rigsdaler.

Forholdet mellem daleren, der stort set beholdt sin lødighed, og de andre mønter var i lang tid ikke konstant, men afhang af skillemøntens forringelse. Indtil 1624 steg skillingsantallet til 100 for en daler.

Hovedmøntstedet var København. Samtidig var nederlandske og mellemeuropæiske mønter (dalere) i omløb i landet fra ca. 1550 til efter 1660.

1618

Under Christian 4. blev der i 1618 indført en kronemønt, der blev udmøntet som 4 mark, ofte kaldet sletdaler.

1625

En ny møntforordning i 1625 fastslog forholdet mellem skillemønt således: 1 daler - 6 mark - 96 skilling.

Krone:

1 krone - 4 mark - 64 skilling. 1 mark - 16 skilling.

Sletdaler:

Kronen, som var lig 2/3 daler gik under navnet sletdaler. Denne møntordning var gældende indtil statsbankerotten i 1813.

Sletdaler er en beløbsstørrelse. Der har aldrig eksisteret nogen mønt, der hed en sletdaler

Opgæld:

Da skillemønter var slået af mere eller mindre underlødig sølv, forlangtes ved betaling i småmønt af større beløb en opgæld på ca. 4%. Opgæld forlangtes også ved betaling med sedler (udstedt fra 1713).

Dukat:

Ved særlige lejligheder og til særligt brug blev der slået guldmønter, dukater, af forskellig størrelse, men de fik ikke nogen betydning i den almindelige omsætning.

1692

Kroneudmøntningen blev fra 1692 afløst af kurantudmøntningen, der dominerede første halvdel af 1700-t. med udmøntning af 8-, 12- og 24-skillinger.

1736

Fra 1736 fik Kurantbanken tillige ret til at udstede pengesedler, og siden har pengesedler været i uafbrudt brug i Danmark.

Fra 1813 - 1873

var møntenhederne:

1 Rigsbankdaler = 6 Rigsbankmark

1 Rigsbankmark = 16 Rigsbankskilling

Rigsdaler:

I 1813 - såkaldt Statsbankerotten - blev der gennemført en reform, hvor alle priser blev nedskrevet til en sjettedel.

De efterfølgende år var der megen uro, og man opererede med rigsbankdaler i "rede sølv", rigsbankdaler sølvværdi og rigsbankdaler sedler. Disse rigsbankdalere havde forskellig værdi, hvor "rede sølv" var mest værd.

1837

Fra 1837 var de tre slags rigsbankdalere lige meget værd.

Rigsbankdaler og rigsbankskilling blev almindeligvis betegnet rigsdaler og skilling, og i 1854 tog man konsekvensen af den faktiske sprogbrug og ændrede betegnelserne til rigsdaler og skilling.

1 rigsbankdaler - 96 rigsbankskilling

1854

ændre Rigsbankdaler navn til Rigsdaler.

1873

Med Møntloven 1873, hvor guldtyvekronen blev hovedmønt, indgik mønter af både guld, sølv og bronze i den daglige møntcirkulation. Under den skandinaviske møntunion 1873-1924 cirkulerede danske, svenske og norske mønter frit i de tre lande. Guldmønter blev præget indtil 1931, sølvmønter indtil 1919. Sølv bruges nu kun til prægning af jubilæums- og erindringsmønter.

Kroner:

Rigsbankdalersystemet byggede på, at rigsbankdaleren (senere rigsdaleren) var udtryk for en vis mængde sølv. I 1873 ændrede man dette til kroner og ører, som svarede til en vis mængde guld, og man satte en rigsdaler lig med 2 kroner (af hver 100 øre).

Ordet Daler

Ordet daler kommer af Joachimstaler, som var navnet på en sølvmønt, der blev slået fra 1518 i Joachimstal i Böhmen

I dag ligger byen i Tjekkiet og hedder Jachymov. .

Ved den skandinaviske møntreform i 1873 fastsattes rigsdalerens værdi til to kroner. Derfor omtales værdien "to kroner" stadigvæk som "en daler".

Ordet Dollar

Navnet dollar er relateret til møntenhederne Tholar i Böhmen, Taler i Tyskland, Daalder i Holland og Daler i Danmark, Sverige og Norge. Det kommer af det tyske Tal, der betyder dal.

Saltproduktion i Vendsyssel og på Læsø

Historik

(Kilde: Fra Reformation til Enevælde, Erik S. Christensen ”Saltlandet p. 323 og Bjarne Stoklund ”fra salt til tømmer” p. 339)

Op igennem renæssanceperioden er der blevet produceret salt langs Vendsyssels østkyst og især på Læsø.

Sydningen foregik på den måde, at man først indsamlede det saltholdige ålegræs langs stranden. Dette blev derefter brændt på et bål, hvorefter asken blev blandet med havvand og hældt i store pander som blev opvarmet til lige under kogepunktet over åben ild. Herefter krystalliserede saltet sig og kunne tages op og tørres.

Dette blev dog ikke fint hvidt salt, men en trist grå masse som blev kaldt sortsalt eller stensalt (solgt i blokke som mursten)

Udvinding af salt fra ålegræs var den omstændig proces. Til 1 tønde salt skulle anvendes 8 tønder aske udvundet af 18 vognlæs tang.

Gårdene som betalte fæsteafgift (landgilde – leje af jord og gård) i salt skulle betale gennemsnitlig 3 tønder salt i afgift.

På Læsø forfinede man metoden, idet man i Rønnerne på øens sydkyst kunne finde vand, der indeholdt 15% salt (normalt havvand 2%). På Læsø brugte man iøvrigt ålegræs til at tække huse med (tangtag).

Efter 1600 forsvandt saltproduktionen af 2 årsager: saltet kunne økonomisk ikke konkurrere på pris og kvalitet med alts fra vesteuropa (Spanien og Portugal) som forhandledes af nederlændingene og samtidig kneb det med brænde fra skovene eller som læsøboerne der slog sig på tømmerhandel i stedet.

Salt har været vigtigt som konserveringsmiddel til både kød og fisk, som vi kender det fra Skagen, hvor man konserverede fisk med saltlage og efterfølgende tørring.

Således har både Voergaard og Børglum modtaget salt som fæsteafgift fra bønderne.

På Læsø for den overdrevne skovhugst store konsekvenser på trods af strenge straffe for skovhugst eller blot indsamling af fyrrenåle og kvas i skovbunden (dødsstraf – halshugning)

Alligevel forsvinder al skov på Læsø som ligesom resten af Vendsyssel rammes af sandflugten i årene 1500-1800. Først i begyndelsen af 1900-tallet er det lykkedes at genplante skov på Læsø og saltsydningen blev genoptaget i 1991 med brug af lokalt brænde.

Nutid

Læsø Saltsyderi

(kilde: https://www.laesoesalt.com/om-laesoe-salt/)

Læsø Saltsyderi så dagens lys i 1991 som et historisk værksted for arbejdsløse unge fra Læsø Produktionsskole.

Baggrunden var en række arkæologiske udgravninger på Læsø, hvor man havde fundet rester efter middelalderens saltsydehytter. I 2004 blev produktionsskolen nedlagt, idet den havde overflødiggjort sig selv. På det tidspunkt kunne Læsø Saltsyderi nemlig bære sig selv økonomisk og man kunne herefter tilbyde faste jobs.

I dag er Saltsyderiet Læsøs største turistattraktion.

Mariager Saltfabrik/Saltcenter

(Kilde: https://ing.dk/artikel/skandinaviens-eneste-saltfabrik-ligger-ved-mariager-fjord-her-produceres-70-ton-salt-i-timen)

En helt anden saltproduktion i Nordjylland er saltfabrikken i Mariager. Her produceres 70 ton salt i timen.

Råstoffet ankommer som saltopløsning (312 gr. salt pr. liter vand). Saltet kommer fra de urgamle rester af en indsø, som for millioner af år siden er fordampet og har efterladt sig en 30 milliarder ton tung klump salt; en såkaldt salthorst, der ligger en halv til fem kilometer under jorden Hobro, hvorfra det gennem en 26 kilometer lang rørledning føres til fabriksanlægget i Mariager.

Næste stop i saltets rejse er et rensningsanlæg, der fjerner urenheder. Det gælder først og fremmest kalk, som er det andet store produkt i form af jordbrugskalk til landbruget. Det bundfældes ved at tilsætte soda og lud.

Den rensede saltopløsning føres herfra videre til inddampningsanlægget, hvor saltopløsningen koges

Efter inddampningen er en saltgrød tilbage, der tørres yderligere i en centrifuge. Tilbage ligger det utørrede salt med fugtighedsgrad på tre procent, som står for 50-65 procent af salget til den kemiske industri, vejsalt og områder inden for fødevareindustrien.

Cirka 35-40 pct. af saltet tørres og sælges for eksempel som spisesalt i de rød/hvide pakker med »Jozosalt« eller som fodersalt til landbruget. Ved siden af hovedproduktionslinien findes også et særligt beskyttet anlæg til salt til medicinalindustrien.

Hvis salthorsten kunne sammenlignes med oliereserverne, så det betydeligt mere lovende ud for fremtiden for med en årsproduktion på 600.000 ton, er der salt nok til mindst 16.000 års produktion endnu og der ligger flere salthorste gemt i den danske undergrund.

F'erne

Det var faktisk kun 14% af befolkningen som grundloven af 1849 gav valgret. Valgret havde ikke de otte ”F’er”

• • Fruentimmere

  • Folkehold, dvs tjenestefolk uden egen husholdning

  • Fattige, dvs dem, der havde modtaget fattighjælp og ikke havde betalt den tilbage

  • Fjolser, dvs mennesker, som var blevet umyndiggjort

  • Fallenter, dvs. mennesker, som var uden rådighed over eget bo

  • Forbrydere, dvs. alle, der havde fået en dom

  • Fremmede, dvs. alle dem, der ikke havde dansk indfødsret (statsborgerskab)

  • Farende, dvs. dem, der ikke havde haft fast bopæl i valgkredsen i det seneste år, men som fx flyttede rundt efter arbejde.

Sammen med ”fruentimmere” fik også folkehold, altså tjenestefolk, valgret i 1915. Og efterhånden fik flere af de andre grupper også valgret.

Med Steinckes socialreform i 1933 blev de fleste sociale ydelser kategoriseret på en sådan måde, at de ikke blev regnet som fattighjælp, og derfor ikke bevirkede, at modtagerne mistede valgretten.

I 1953 fik forbrydere også valgret

Men det var dog så sent som i 1961, at folketinget vedtog, at modtagelse af fattighjælp ikke skulle diskvalificere borgere mht. valgret.

I dag er det ”kun” ”fjolser”, dvs. mennesker, der er umyndiggjort, og fremmede, dvs. mennesker, der bor her i landet uden at have fået dansk statsborgerskab, der ikke har valgret – såfremt altså at de er 18 år.

Kilde: https://mogenssmogensen.wordpress.com/2015/06/05/fruentimmer-folkehold-fattige-fjolser-fallenter-forbrydere-fremmede-farende-og-folkestyret/

Tid er et abstrakt begreb - læs mere om tid på Wikipedia

År 5.000 før Kristus

De gamle egyptere lavede solure ved at tegne streger rundt om "viseren", hvor skyggen faldt og fik på den måde en ide om, hvor meget af dagen der var gået.

År et før Kristus

Soluret fungerede jo kun i solskin, så derfor byggede man også vandure og sandure. Man målte stadig kun timer om dagen i sollys, om natten opgjorde man tiden i nattevagter.

I løbet at det første århundrede indførte romerne også timer om natten og at døgnet skulle være 24 timer, og at timerne skulle være lige lange sommer og vinter.

1300-tallet

Først i 1300-tallet opstår ideen til det mekaniske ur. Englænderen Richard af Wallingford nedskrev i 1336 en detaljeret beskrivelse af hvordan hans ur virkede. I sidste halvdel af 1300-tallet kom urene til at pryde klostre og kirker.

År 1656

På basis af Galileis ide om pendulure, begyndte hollænderen Christiaan Huygens i 1656 at fremstille velfungerende pendulure. Men selv om urene var præcise, så var de ikke anvendelige til søs.

År 1683

I Danske Lov var en bestemmelser om hvordan kirkeure skulle stilles. Det blev forbundet med bødestraf at stille efter alt andet end solen. Alle danske byer med en kirke havde sin egen lokale tid.

https://docplayer.dk/121376-Den-virkelige-lokale-tid.html

1800-tallet

I 1800-tallet opstod behovet for en fælles tid - især efter at den engelske urmager John Harrisson havde konstrueret et søkronometer som under en langfart kun tabte 1/5-del sekund om dagen.

År 1833

For at synkronisere søkronometre installerede man en tidskugle på en stang på Observatoriet i London. Præcis kl. 13.00 lod man kuglen falde. Så kunne man synkronisere efter den. Samme system eksisterede i Danmark med et flag i Rundetårn i København. Kl. 12.00 strøg man flaget og så kunne man sætte uret efter det.

År 1865

I England går jernbaneselskaberne over til Greenwich-tid for at indføre fælles tid (af hensyn til køreplanerne)

1870'erne

I denne periode udbyggedes jernbanenettet i Danmark, men togene kørte efter København tid og den blev stadig stillet efter solen. Forskellen mellem København og Vestjylland var cirka 15 minutter. De jyske præster og biskopper gjorde samlet front for at løse problemet.

År 1880

Præsterne og biskoppernes henvendelse til Kirke- og Undervisningsministeriet afstedkom at der den 6. februar 1880 blev indført dansk fællestid - nemlig soltiden i København.

År 1884

I 1884 inddeler man på en international konference Jorden i 24 tidszoner (fordi det passede praktisk med 24 timer i døgnet). Det verdensomspændende tidszone system havde udgangspunkt i Greenwich tid.

År 1894

1. januar 1894 indfører Dankark den nye zone-tid i stedet for Københavns middelsoltid med det resultat at man måtte stille urene 9 minutter og 41 sekunder frem, svarende til den 15. længdegrad øst for Greenwich. Denne tid er stadig gældende i dag.

År 1916

Sommertid indføres for at spare energi og dermed olie under 1. Verdenskrig. Genindført under 2. Verdenskrig.

År 1980

Sommertiden indføres fast i Danmark

År 1996

Sommertiden ændres til den samme som i alle EU-lande (omkring 70 lande i verden har indført ordningen)

År 1998

Urfirmaet Swatch indtroducerede "internettiden", hvor man opdeler døgnet i 1000 beats. Hver beat har en varighed på 1 minut og 26,4 sekunder. Internettiden skal komme netsurfere til gode, så de lettere kan mødes online, selvom de befinder sig forskellige steder i verden

Oplysningerne stammer fra en artikel i Nordjyske Stifttidende, Indsigt, søndag den 27. september 2015 og artiklen bygger på et interview med professor Peter Øhrstrøm, Center for Filosofi og Videnskabsteori på AAU, samt artikler af professor Ulrik Uggerhøj, Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.