Gå til Google Classroom
Selvom rockmusikken også var stor i 1970’erne, var disko'en den nye glitrende pige i klassen. Diskomusikkens formål var at få folk til at danse. Den blev spillet på diskoteker – ikke af et band, men af en DJ, som stod og spillede plader.
Disko minder på mange måder om soulmusikken fra Motown: Et typisk diskonummer har en fast rytmisk figur, som gentages gennem det meste af nummeret. Forskellen er, at disko-musikken brugte moderne teknologi i forhold til lyden. De fleste instrumenter og lyde blev lavet elektronisk på en synthesizer. Derfor var der heller ikke ret mange musikere med til at lave musikken. I stedet blev producere og teknikere de nye superstjerner
Diskoens kendetegn
Diskoen har flere kendetegn, bla. at:
stortrommen markerer pulsslagene. Det vil sige, du kan høre den på 1-2-3-4-slagene gennem det meste af nummeret.
tempoet skal passe til dans og derfor ligger ofte omkring 120-130 bpm.
meget af musikken laves af synthesizere og maskiner. Der kan dog også forekomme ”rigtige” instrumenter fx en guitar og/eller en saxofon.
nummeret ofte er bygget op omkring en basfigur, som kører det meste af nummeret. Andre instrumenter kan også have faste figurer, som kører igennem det meste af nummeret. Sådan en gentagende figur kaldes for et ostinat.
musikken er vigtigere end teksten
teksterne kan handle om at danse, feste eller om kærlighed. Nogle gange ser man også eksempler på, at teksten slet ikke er vigtig.
Boney M. (lidt historie og dans)