Vidensmål i samfundsvidenskab.
En indkredsning af vidensmål i samfundsvidenskab kan tage udgangspunkt i at faget beskriver, forklarer og fortolker menneskeskabte strukturer og processer på individ, gruppe og samfundsniveau. Traditionelt belyses disse niveauer i tre samfundsfaglige perspektiver: det sociologiske perspektiv, det politologiske perspektiv og det økonomiske perspektiv.
Det sociologiske perspektiv undersøger spændingsfeltet mellem individ og samfund herunder identitetsskabelse samt lighed og ulighed. Det politologiske perspektiv har magtbegrebet som omdrejningspunkt og undersøger politiske styreformer og sammenhænge og konflikter i samfundet.
Endelig fokuserer det økonomiske perspektiv på produktion, fordeling af ressourcer og handlemuligheder og mål i forhold til styring af økonomien.
Disse tre perspektiver har flere vidensmål og producerer forskellige videnstyper. Vidensmålene har både et deskriptivt sigte og et normativt sigte. Al samfundsvidenskabelig forskning har til formål at undersøge de menneskeskabte strukturer og processer og har dermed et deskriptivt sigte, men samfundsvidenskabelig forskning har også et normativt sigte i og med, at der også er et handlingsaspekt knyttet til forskningens formål. Da de undersøgte strukturer og processer er menneskeskabte kan – og vil – forskningen også i sidste ende have til formål at forsøge at ændre disse strukturer og processer. Dette handlingsaspekt ligger umiddelbart i forlængelse af politologiske og økonomiske studier, men eksisterer bestemt også i sociologiske studier.
Den viden som samfundsvidenskabelig forskning producerer er mangfoldig og kompleks, idet der er knyttet både strukturelle, funktionelle og intentionelle forklaringstyper til det samfundsvidenskabelige genstandsfelt udspændt af de tre perspektiver og niveauer. Man kan derfor både producere empirisk viden og fortolkningsviden, og samfundsvidenskab har således forklarende som fortolkende vidensmål. Desuden kan den samfundsvidenskabelige forsknings viden også karakteriseres som både nomotetisk og ideografisk, fordi vidensmål kan være enten at formulere universelle lovmæssigheder eller at producere viden knyttet til konkrete situationer. Inden for eksempelvis økonomi opbygges modeller med nomotetiske forklaringer og beskrivelser. Disse modeller forsøge – ofte meget matematisk formuleret – at beskrive og forklare universelle aspekter af de økonomiske strukturer og processer. Samfundsvidenskabens ideografiske natur kommer eksempelvis til udtryk i undersøgelser af særlige epoker og kulturer.
Metoder i samfundsvidenskab.
Da den samfundsvidenskabelige viden kan knyttes til forklarende og fortolkende vidensmål og til nomotietisk og ideografisk viden, så indeholder samfundsvidenskab en bred vifte af metoder. Hvilke metoder, der vælges i de konkrete samfundsvidenskabelige undersøgelser, afhænger ikke blot af den type vidensmål og viden man sigter efter, men også af valg af ontologisk udgangspunkt for undersøgelserne. Forholdet mellem teori og empiri er således dynamisk og valget af teoretisk/ontologisk udgangspunkt har afgørende betydning for og sammenhæng med metodevalg, typen af empiriproduktion og formål med undersøgelserne. Samfundsvidenskab deles således skæbne med humaniora ved at være multiparadigmatiske. Dette multiparadigmatiske træk skyldes ikke (blot) at genstandsfeltet er så mangfoldigt men skyldes (også), at de ontologiske udgangspunkter (som eksempelvis materialisme, idealisme, individualisme, kollektivisme, strukturalisme, funktionalisme, kritisk teori etc.) har forskellig ideologisk bagage.
Når samfundsvidenskabelige metoder skal kortlægges er skal man således både inddrage metoder til at beskrive, analysere og fortolke data og metoder til at producere empiri. Man kan også vælge at formulere produktion af som indsamling af data. Traditionelt deles de samfundsvidenskabelige metoder til dataproduktion op i kvantitative og kvalitative metoder. De kvantitative metoder producerer populært sagt data, der lader sig beskrive med tal, hvorimod de kvalitative metoder producerer data som ikke lader sig reducere til tal alene.
Metoder i gymnasiefaget samfundsfag.
I samfundsfags læreplan står der ikke meget om metoder i paragraffen ”Faglige mål”, som kan direkte knyttes til den sprogbrug, der er benyttet i ovenstående afsnit. Der er fem pinde, som omhandler metode, og de lyder at eleven skal kunne:
”– demonstrere viden om fagets identitet og metoder
– formulere præcise faglige problemstillinger, herunder operationaliserbare hypoteser, og indsamle, vurdere og bearbejde dansk og fremmedsproget materiale, herunder statistisk materiale, til at undersøge og diskutere problemstillinger og konkludere
– anvende viden om samfundsvidenskabelig metode til kritisk at vurdere undersøgelser og til at gennemføre mindre empiriske undersøgelser
– skelne mellem forskellige typer af argumenter, udsagn, forklaringer og teorier
– formidle og tydeliggøre faglige sammenhænge og udviklingstendenser ved hjælp af foreliggende og egne beregninger, tabeller, diagrammer og modeller”
I paragraffen ”Kernestof” står der mere konkret under overskriften Metode to pinde:
” – komparativ, kvalitativ og kvantitativ metode
– statistiske mål, herunder lineær regression og mål for signifikant forskel.”
Denne telegramformulering af metode i samfundsfag bliver yderligere beskrevet i undervisningsvejledningen med konkrete eksempler på de tre metoder (statistik fraregnet da den primært indgår som en del af den kvantitative metode) og følgende tre definitioner:
”Komparativ metode består i at sammenligne samfundsforhold ud fra et begrebsapparat for at afdæk-ke forskelle, ligheder og evt. sammenhænge.”
” Kvalitativ metode vil typisk være interviews eller mere eller mindre systematiske observationer.”
” Kvantitativ metode omfatter forskellige metoder til indsamling og bearbejdning af kvantitative data.”